Giganterne gør deres indtog i Skylands Artikler

Overskuddet hos Toys for Bob, udviklerholdet bag konsolspillet og eventyruniverset Skylanders, er enormt. Sidste års bedst sælgende legetøj i Nordamerika var hverken Lego, Playmobil eller Barbie, men i stedet Skylanders-figurer. Spilstudiets uhyre detaljerede og teknisk sofistikerede spillebrikker møvede sig ganske enkelt ind hos USA’s mange børnefamilier med lynets hast.

I forbindelse med Skylanders: Giants lanceres otte nye kæmpefigurer – en for hver af de otte elementer i spillet.Der lanceres også en række nye figurer i almindelig størrelse samt nye versioner af nogle af figurerne fra det første spil.

Beviset findes på væggene i hangaren på Hamilton Field – en tidligere militærbase i Californien, der i dag er ombygget til dyre liebhaverboliger og et boblende industrikvarter. Billeder af unger, der sovende knuger deres Skylanders-figurer og portaler til sig, skønne børnetegninger og dybtfølte kærlighedserklæringer til spilserien pryder væggene i Toys for Bobs hovedkvarter. ”Vi kigger dagligt på dem,” siger Paul Reiche, studiechef og spilveteran, ”de er årsagen til, at vi hver morgen møder op med et smil på læben.” Måske har han ret, men mon ikke de millioner af dollar, som studiet har foret lommerne på spiludgiveren Activision med, også spiller en væsentlig rolle?

Statussen som Activisions nyslåede lykkemønt kan dog ikke mærkes på stedets mere end 135 ansatte, der ubesværet lufter deres hunde, graver i slikbowlen efter lidt sukker og trasker rundt mellem arbejdsstationerne i klipklappere og løsthængende skjorter. Hver eneste computer er flankeret af små bambushytter, stråtækte tage og grønne plastikplanter. Stilen er støvet americana møder Hawaii; noget der umiddelbart lød ligetil, men som skulle vise sig at skabe store hovedbrud hos det lokale brandvæsen. ”Vi har dobbelt så mange sprinklere som alle andre steder, og alt inventar er sprøjtet med brandhæmmende midler. Flere gange. Det var dyrt og besværligt, men det var det hele værd,” siger Reiche, før han storsmilende går i gang med introduktionen af Skylanders: Giants, firmaets andet fusionseksperiment mellem legetøj og computerspil.

Figurerne fra det første Skylanders-spil (dem med en grøn bund) fungerer selvfølgelig også i det nye spil, men de nye figurer (med orange bund) fungerer ikke i det gamle spil.

Skylanders-portalen og de små figurer er stadig midtpunktet for efterårets spiludgivelse. Figurerne placeres på portalen, der så aflæser en chip inden i figuren og får den til – nærmest på magisk vis – at dukke op i spillet. Ungerne elsker det. Der er ingen konsolbegrænsninger. Du kan tage din figur med over til vennernes Wii, PlayStation 3 eller Xbox 360 og spille videre. Alle ændringer, niveauer og udstyr lagres i chippen. Figurerne fungerer samtidig som samlerobjekter, og hver eneste af dem har forskellige spilmæssige evner, der åbner for steder i spillene.

Giants introducerer, som navnet antyder, giganter til Skylanders farverige verden af monstre og skjulte skatte. De fysiske figurer er dobbelt så store, og er de bare i nærheden af portalen, lyser dele af dem op. ”Helt uden brug af batterier”, siger Paul smilende. I spillet er deres fremtoning enorm – noget der satte Toys for Bobs seneste idé på lidt af en prøve. For spillandskabet kan ikke bare forstørres, når nu det er meningen, at der også skal være plads til de to tidligere spils galleri af figurer. Kædet sammen med studiets ønske om, at to spillere skulle kunne spille sammen, og ikke nødvendigvis som giganter, blev der brugt måneder på at polere lokaliteterne af.

Resultatet oplever vi, da vi senere på dagen udstyres med en portal, en håndfuld figurer og en Wii. Skylanders har aldrig været et specielt kompliceret eller nytænkende spilkoncept, men når det fysiske element parres med det virtuelle, er det svært ikke at blive imponeret. Figurskiftet sker øjeblikkeligt, når man erstatter en figur med en anden på portalen. Samtidig er det enkelt og underholdende at pløje gennem banerne, mens der indsamles mønter og åbnes skatte. Giganterne fungerer desuden strålende som nærmest gudelignende skabninger, der skødesløst braser gennem enhver barriere og knuser al modstand. Det er svært at se, hvad der kan gå galt, når Skylanders: Giants lanceres den 19. oktober. Otte nye giganter og et helt nyt eventyr vil utvivlsomt få alverdens unger til – endnu engang – at gå i Skylanders-ekstase.

Se traileren til Skylanders: Giants her:

Tekst: Thomas Tanggaard

Kommentarer

Tags: , , ,