Hvilke Skylandere skal du købe til Skylanders: Giants? Købeguides

 

Skylanders-superchargers logoplugVi hjælper dig med at finde rundt i junglen af nye Skylander-figurer

I computerspillet Skylanders Giants vender den grumme skurk Kaos tilbage til Skylands for atter engang at overtage magten over landet – denne gang med hjælp fra en 10.000 år gammel arkeyansk robot. Heldigvis er de giganter, som dengang for længe siden satte en stopper for arkeyanerne, også vendt tilbage til Skylands, hvor de i selskab med de almindelige skylandere tager kampen op på ny.

I forbindelse med udgivelsen af Skylanders Giants er der også kommet en række nye figurer på spilbutikkernes hylder. Nogle figurer fungerer både i det nye spil og i det foregående, andre gør ikke. Herunder finder du et overblik over, hvilke figurer du skal have fat i.

 

Starter- eller boosterpakke

Hvis du allerede har Skylanders: Spyro’s Adventure fra sidste år, så har du også den såkaldte portal, som Skylander-figurerne skal placeres på for at dukke op i spillet. Derfor kan det være fristende at investere i Boosterpakken, som indeholder det nye spil samt en enkel Giant-figur. Denne pakke har en vejledende pris på 449 kr.

Men det kan langt bedre betale sig at købe Starter-pakken. Den indeholder nemlig foruden spillet og en Giant-figur også den nye figur Jet-Vac, en Series 2-version af Cynder samt en ekstra portal. Den vejledende pris for Starter-pakken ligger på 549 kr. Prisen for en enkel, almindelig Skylander-figur ligger på 100 kr., så det er en god pris.

Læs også: Skylandere for begyndere

 

De gamle figurer

De Skylander-figurer, der er udkommet i forbindelse med sidste års Skylanders: Spyro’s Adventure, kaldes også Series 1-figurer. Selve pakkerne henviser derfor til Skylanders: Spyro’s Adventure, og figurerne har en grøn bundplade. Disse Skylander-figurer fungerer i begge spil.

Du skal være opmærksom på, at når du spiller med en Series 1-figur i Skylanders Giants, så kan den stige videre til niveau 15 i spillet. Hvis du herefter bruger den i Skylanders: Spyro’s Adventure igen, sænkes figurens niveau midlertidigt til niveau 10.

 

De store figurer

I forbindelse med Skylanders Giants er der udkommet otte nye af de store Giants-figurer – en for hver af spillets otte elementer. Figurerne er knap tre gange så store som de almindelige Skylander-figurer og er forsynet med en orange bundplade. Disse Giants-figurer fungerer udelukkende i det nye Skylanders Giants-spil.

 

De nye figurer

Der er samtidig med Skylanders Giants også udkommet otte helt nye Skylander-figurer i almindelig størrelse, som også er udstyret med en orange bundplade. Disse otte figurer fungerer udelukkende i det nye spil og kan ikke benyttes i Skylanders: Spyro’s Adventure. Her finder du for eksempel Skylandere som Pop Fizz, Chill og Hot Dog.

 

De nye versioner af de gamle figurer

24 af de figurer, der er lanceret i forbindelse med Skylanders Giants, er nye versioner af Skylanders-figurer fra det første spil – de poserer blot anderledes på deres base. Figurerne kaldes også Series 2-figurer og er forsynet med en orange bundplade. Du kan spille med Series 2-figurerne i både Skylanders: Spyro’s Adventure og Skylanders Giants, men i forhold til Series 1-figurer, så har de nye versioner nogle ekstra evner i Skylanders Giants, som de oprindelige figurer ikke har adgang til.

 

De lysende figurer

Skylanders Giants har også åbnet ballet for de såkaldte Lightcore-figurer, som der i alt er blevet lanceret otte forskellige af. Disse otte figurer har indbyggede dioder, som lyser op når figurerne placeres på portalen. Halvdelen af disse er baseret på de nye Skylanders-figurer, mens den anden halvdel er baseret på Series 2-figurerne. Bemærk, at ingen af dem kan benyttes i Spyro’s Adventure.

 

Kilder:

Morten Skovgaard fra computerspilmagasinet Gameplay

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , ,