Køb det rigtige rollespilsvåben Købeguides

Når orker og elvere tørner sammen i skovbrynet, og de drabeligt udseende våben hæves til slag, er der i virkeligheden ikke fare på færde. Liverollespil er en fantastisk måde at komme ud i naturen og være sammen med vennerne på, samtidig med at der fortælles gode historier og ikke mindst slås med sværd. Oplevelsen er imidlertid allerbedst, hvis du har det rigtige grej med på eventyr.

 

Sæt dig ind i, hvordan våbenet er lavet
De fleste liverollespilsvåben bliver lavet med to lag skum (der minder om liggeunderlag) om en kerne – ofte en glasfiberpind – der løber fra top til bund gennem midten af våbenet. Parerbøjlen og knoppen i bunden af sværdet sidder også fastmonteret på kernen. Denne konstruktion er vigtig at have i baghovedet, når du skal vurdere et våbens kvalitet.

 

Kernen må ikke være blottet
Det er vigtigt at våbenets kerne ikke stikker ud nogle steder – hverken i våbenets spids eller bund. Der må ikke være risiko for, at du ved et uheld rammer nogen med kernen, da det kan give seriøse skader. Våbenet skal samtidig være stift, og skummet må  ikke kunne drejes omkring kernen.

 

Overfladen skal kunne holde
Tag fat med hele hånden om den del af våbenet, du skal slå med, og giv det et tryk. Ikke af alle dine kræfter, men med cirka den styrke du slår med. Hvis våbenet ikke giver for meget efter, og det genvinder sin form, når du slipper, burde kvaliteten være i orden.

 

Det skal ikke gøre ondt
Den bedste måde at teste på om våbnet er for hårdt, er at lave et såkaldt håndledsslag. Det er, hvor du slår dig selv på benet ved kun at bruge håndleddet. Læg gerne lidt kræfter i, som om du slår med en hammer. Slå et par gange på benet, og mærk efter, om det gør meget ondt eller gør ondt i længere tid. Hvis det gør, er våbenet for hårdt. Gør det kun ondt i et par sekunder, så er hårdheden passende.

 

Det skal heller ikke gøre ondt i håndleddet
Sving lidt rundt med et våben, før du køber det. Lav nogle små fagter med det, og prøv kun at bruge håndleddet. Hvis det gør ondt i håndleddet, vejer våbnet for meget eller er for stort

 

Våbenet skal passe til din stil
Bare fordi du er stor og rund, betyder det ikke, at du nødvendigvis kan spurte over slagmarken med et våben i hver hånd. Eller bare fordi du er lille og spinkel, betyder det ikke, du får tæsk med det samme. Det hele handler om, hvilken kampstil der passer til den enkelte og måske den rolle, du vil spille. Så vælg et våben, der passer til din måde at kæmpe på.

 

Våbenet skal gå til hoften
Om det er en kølle, et sværd eller en økse spiller ingen rolle – det er stadig de samme ting du skal kigge efter. Våbenet må maksimalt nå fra gulvet og op til mellem hofte og navle,

 

Du skal kunne spænde buen
En bue skal gå fra gulvet og til et sted mellem hofte og skulder, og du skal være i stand til at kunne spænde den. Hvis du er i tvivl om, hvordan en bue skal spændes korrekt, så få vejledning i butikken.

 

To våben skal ikke være for lange
Hvis du vil kæmpe med et våben i hver hånd, må de hver især ikke være længere end din arm. Hvis de er længere, bliver de ubehagelige at bruge, og det ender med at gøre mere ondt på dig selv end modstanderne.

 

Store våben kræver øvelse
En kampstav eller andet tohåndsvåben må ikke være længere, end du er høj. Du skal heller ikke købe sådan et våben som dit første våben. Et tohåndsvåben kræver mere øvelse end andre våben, og du skal vide, hvordan du svinger våbenet, før det er forsvarligt at bruge. Hvis børn ikke kan finde ud af at bruge våbenet, ender de med at få en dårlig oplevelse, da de hele tiden får slag af de andre deltagere.

 

Du kan lave dine våben selv
Du kan sagtens lave dine våben selv, og mange ældre liverollespillere foretrækker at lave deres udstyr selv. Besøg for eksempel en webside som Gnom.dk, der har en masse guides til, hvordan du selv laver dit udstyr. Sørg for, at dine hjemmelavede våben er forsvarligt lavet, og søg gerne råd hos de lokale liverollespilsforeninger omkring deres regler for våben i eventyrene.

 

Sværdet skal holdes ved lige
For at vedligeholde holde sværdets overflade bør du bruge en syrefri silikonespray. De sælges i de samme specialbutikker som våbene, men er i bund og grund af samme type som dem, der benyttes til gummilister i badeværelser og biler. Sværdet skal have en tur for hver fem til syv timer, det er i brug.

 

Kilder

Nikolaj Nielsen fra Faraos Cigarer

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,