fbpx

Sådan finder du det rigtige skateboard

/
/
img

Syv råd der sikrer dig det bedste skateboard til gaden eller rampen

Skateboarding er en udspringer af surferkulturen på USA’s vestkyst. I perioder med dårligt vejr eller manglende bølger trak surferne på land, hvor de monterede hjul på deres aflagte brædder og benyttede sig af de mange asfalterede stisystemer på Venice Beach. Skateboarding er i dag både en actionsport, fritidsinteresse og en transportform.  Vi har samlet syv gode råd til, hvad du skal kigge efter, når der skal købes skateboard.

 

Rampe- eller gadekørsel

Før du ifører dig beskyttelsesudstyret og indtager asfalten, er det vigtigt, at du gør dig klart, hvad det skal bruges til. Et longboard bruges traditionelt til transport, bakkekørsel og mindre tricks, mens det klassiske skateboard (shortboard) er bedre egnet til hop og kørsel på rampe. Der findes begynderudgaver i begge kategorier.

 

Vælg det rigtige skateboard-deck

Dit skateboards deck (bræt) skal være slidstærkt, hårdt og tungt. Træsorten ahorn, der også bruges til fremstillingen af musikinstrumenter, er perfekt til skateboards. I produktionen af skateboards skelnes der mellem den billige varm-limning og den noget dyrere kold-limning. Påførelses- og tørringstiden er længere med en kold-limning, hvilket resulterer i et mere holdbart og slidstærkt bræt. Desværre kan typen af limning ikke aflæses på brættet, men da kold-limning er en langsommere process, er disse også ofte dyrere.

Læs også: Sådan finder du det rigtige løbehjul

 

Tilpas dit bræt til din skostørrelse

Da et skateboard drejes med fødderne, er det vigtigt, at du vælger et bræt, der passer til din skostørrelse. Har du en forholdsvis lav skostørrelse (34-40), skal du vælge et skateboard, der er et sted mellem 7,25 og 7,5 tommer i bredden. De fleste normale skateboards befinder sig i kategorien 7,5 til 7,8 tommer, mens de store (7,8 til 8,25 og bredere) fortrinsvis bør købes af folk med skostørrelse 45 og større.

 

Find de bedste trucks

Dette t-formede udstyr udgør styringen og ophænget på dit skateboard, og det består af fire dele: Baseplate, hanger, truckgummi og kingpin.  Børn bør altid udstyres med de letteste trucks på deres bræt, da de ellers ikke har kræfterne til at ”sparke” det op i fart eller lave tricks på det. Husk også, at dine trucks kan indstilles i deres smidighed. Jo løsere de er, jo lettere er det at dreje skateboardet.

 

Der er forskel på hjulstørrelserne

Større hjul giver højere fart, og hjul mellem 55-65 mm er perfekt egnet til rampekørsel, hvor det gælder om at opnå en høj acceleration. Skal du fortrinsvis køre på asfalt, og foretrækker du at lave tricks, så kan du med fordel vælge mindre hjul på 50-55 mm. Det bringer dig tættere på vejen, og gør dig i stand til at udføre en række tricks. Et longboard er generelt nemmere at dreje med mindre hjul end med store. Små hjul giver højere acceleration men er svære at holde i gang ved konstant fart, mens det modsatte er tilfældet med store hjul.

 

Bløde eller hårde hjul

Et hårdt hjul har en lang levetid, men griber til gengæld ikke særlig godt fat i asfalten og har langt mindre stødabsorbering. Blødere hjul klæber bedre til vejen og sikrer, at skateren ikke mærker vejens ujævnheder på samme måde – til gengæld slides de hurtigere. Et hjuls hårdhed angives i et tal og bogstavet A. De fleste entusiaster og fritidsbrugere kan med fordel vælge enten 95A eller 100A, mens en hårdhed på 75A-85A vil være passende til almindelig transport på et longboard.

Læs også: Sådan finder du den rette trampolin

 

Kuglelejer er vigtige

Ud over selve hjulet spiller kuglelejerne en stor rolle i køreglæden. Systemet benytter sig af ulige tal og forsynes med ABEC-klassebetegnelsen. Jo højere tallet er (f.eks. ABEC 9), jo mere præcist og hurtigt er kuglelejet. Du skal dog være opmærksom på, at kuglelejer med højere tal ikke er ligeså modstandsdygtige over for snavs og skidt som kuglelejer med lavere tal. Du skal generelt vælge de lavere til almindelig gadekørsel og benytte dig af de højere, hvis du kører på ramper, der befinder sig indendørs eller i aflukkede områder.

 

Tekst: Thomas Tanggaard

 

Kilder:

Daniel Clausen fra specialbutikken Skatepro.dk

Morten Erhardsen fra Skate House Aarhus

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :