Legetøjsminder: Skuespiller Patricia Schumann Artikler, Legetøjsminder

Grimt sminkede og deforme barbiedukker havde hovedrollerne i Patricia Schumanns grufulde historier

Patricia Schumann (f. 1975) fik en Bodil for bedste kvindelige birolle i 2011 for sin rolle i Thomas Vinterbergs ”Submarino”. Det var dog hverken første gang, at hun fik en pris som anerkendelse for sit skuespiltalent eller første gang, at hun optrådte for et publikum. Patricia Schumann optrådte allerede som treårig i cirkusmanegen, og efter at have afsluttet skuespillerskolen i 2005 har hun medvirket i en lang række teaterforestillinger, film og tv-serier og blev tildelt Reumerts talentpris i 2008.

Aktuelt medvirker Patricia Schumann bl.a. i filmatiseringen af Jussi Adlers ”Kvinden i buret”, tv-serierne ”Rita” og ”Borgen” samt sketchshowet ”Stygge Ulf”.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?

Det var mine Barbiedukker. De bedste var to Daisydukker, som jeg havde sminket utroligt grimt og klippet håret helt kort på. Daisydukken var lavere, tykkere med mindre former end Barbie og med dobbelt så stort hoved. De indgik i min leg med alle mine meget smukke Barbie- og Kendukker. Jeg kaldte dem tanterne. De var meget onde, meget rige, sindssygt snobbede, og så var de mødre til Kendukkerne, som de smukke Barbiedukker var forelskede i. Jeg udtænkte altid en grufuld historie, som selvfølgelig skulle ende med, at Barbie og Ken fik hinanden, men jeg blev altid hængende i den grufulde del af legen med de onde Daisydukker, fordi de var langt sjovere og kunne handle mere grotesk og uforudsigeligt i forhold til pæne Barbie. Udover den psykologiske leg sørgede jeg også altid for, at mine dukker blev udsat for vanvittige fysiske udfoldelser. De blev sejlet af sted på havet, druknet i den lille sø i vores have, var ude at ride på min stakkels hest Fandango (som vi også havde i haven); de rappellede på vores hustag, blev begravet på stranden, sprang bungyjump og begik selvmord ved at springe ud af mit vindue.

Der var også et par år i min barndom, hvor jeg udelukkende befandt mig med hovedet nedad i en fast trapez, der hang i et træ. Jeg brugte mit gyngestativ med en gammel dør som udspringningsrampe og var desværre skyld i, at flere af mine kammerater brækkede og forstuvede arme og ben, når de kom hjem og legede hos mig i min elskede trapez, som jeg var umulig at få væk fra.

En anden meget stor yndlingsbeskæftigelse, som ofte blomstrede, lige når det var tid til at sove om aftenen, var udklædningstøj og sminke. Jeg havde et fantastisk udvalg, da der var dele af cirkuskostumer, som indgik i udklædningsskabet. Jeg startede forskellige shows ned af trappen til stor morskab og frustration for mine forældre. Det kunne være modeshow, melodi-grandprix, et stepnummer, trylleri, imitation af en, jeg lige havde set i fjernsynet, eller blot løbe nøgen gennem stuen med toiletpapir mellem ballerne (den sidste happening var selvfølgelig min 5 år ældre søsters påfund, som jeg på daværende tidspunkt helt naivt synes, var en alle tiders idé for at undgå søvn).

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?

Jeg ønskede mig mange ting, og jeg fik kun legetøj juleaften. Mine forældre har altid været meget generøse med at give kæmpestore og mange gaver. Der var en åben, cremefarvet Mercedes i børnestørrelse, som man kunne køre rigtigt i – den stod på min ønskeseddel i mange år. Den står faktisk stadig på min ønskeseddel, bare i lidt større størrelse, i dag. Et af mine andre meget store ønsker var et ”videokamera” og det har nok alligevel sammen med minibilen oversteget budgettet lidt for voldsomt for mine forældre dengang. Jeg ønskede mig også en ”levende” robot-Barbie, som ikke eksisterede. Jeg ønskede mig så meget, at den fandtes, at jeg ofte drømte om den om natten. Jeg tror, at det var inspireret af H.C. Andersens historier om personificeret legetøj med sjæl, som jeg elskede at få læst højt. I dag kan jeg se, at det at lege med Barbiedukker handlede om at iscenesætte historier og ønsket om at forstå og fremstille karakterer, som interagerede med hinanden, og sammen med ønsket om et videokamera er det jo ufatteligt lig, hvad jeg laver i dag.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?

Igen en barbiedukke. Jeg synes, at den var lidt bleg og skulle have lidt sommerkulør, så jeg lagde hende tæt under pæren på min arkitektlampe en hel nat. Næste morgen var hele hendes hoved smeltet. Der blev jeg ked af det, men kom hurtigt over det og blev meget lykkelig igen, da jeg fandt på, at legene nu kunne udvides til science fiction med en deform barbie.

 

Er der noget legetøj du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?

Der er selvfølgelig et vanvittigt stort udvalg, og jeg kan godt blive fascineret, når jeg går ind på et børneværelse – både over, hvor meget legetøj de har, og over, hvor avanceret og godt tænkt legetøjet kan være. Men egentlig synes jeg, at meget af legetøjet er blevet grimmere og mere skramlet, så det hurtigere går i stykker og ikke har chancen for at overleve mere end ét barn. Jeg er faktisk glad for, at jeg ikke er barn i dag. Nu lyder jeg, som om jeg er 1000 år, men jeg tror, at det har været sundt for min hjerne og fantasi, at de bedste lege er blevet skabt af eget indre univers eller ude i naturen. Jeg synes faktisk også, at det er lidt synd for børnene, at de bliver bombarderet med så voldsomt udvalg og reklamer og tillæres i en ung alder, at de vil få et sjovere og bedre liv hvis de får fingrene i den ene eller anden nyopfundne materialistiske genstand der blinker.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig har kunnet se pointen i?

Jeg har selv haft, ikke bare ét, men flere – yoyo’er synes jeg egentlig bare, er lidt åndssvage. Hvorfor skal man få en rund plastikdims til at vandre op og ned ad en snor?

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?

Det er mit arbejde. Jeg glæder mig som et lille barn, hver gang jeg møder op til en ny opgave. Jeg er virkelig heldig og føler mig privilegeret, at jeg stadig kan få lov til at klæde mig ud, iscenesætte virkeligheden, sætte mig ind i andre karakterer, filme, lave mærkelige stemmer, og så få penge for det oven i hatten. Da jeg var barn, spurgte jeg min far, hvorfor voksne ikke legede, og det var på trods af, at hans profession er klovn og artist. Min far sagde til mig, at det også var forkert, at voksne holdt op, og jeg bare skulle blive ved med at lege resten af mit liv. Så det gør jeg, og det har jeg tænkt mig at blive ved med til låget bliver lagt på min kiste.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , ,