Test: Bang, bang! Du er død! Test

Der er en fornemmelse af “gode gamle dage” over trægeværerne fra det lille danske legetøjsfirma Small Arms. Tre geværer har her i det sene efterår fundet vej til redaktionen, og er blevet sendt direkte videre til et testhold, som er klar på en rask omgang røvere og soldater.

Testholdet, der består af Bertil (5 år) og vennen Pelle (5 år), har lagt de tre kasser med geværer klar på havebordet. Vi er blevet enige om, at det nok er bedst, at Bertils far hjælper med at samle geværerne, og at det skal foregå i god ro og orden, da han indrømmer ikke at være den fødte håndværker. Samtidig har Bertils lillebror på tre et halvt allernådigst fået lov at være med, ”når der nu er tre geværer, og vi kun er to”, som Bertil forklarer.

Drengene er blevet enige om at fordele våbnene efter størrelse, så den yngste får den mindste kasse, den næstyngste den næstmindste og så videre. Derfor starter holdet med at samle det dobbeltløbede haglgevær til lillebror Oluf.

Det kræver ingen håndværksmæssig baggrund at samle våbenet – kun præcision og hjælp fra en voksen.

Pakkens indhold bliver lagt ud på bordet – syv dele i alt samt 6 små dyvler og en lille tube trælim. Den medfølgende samlevejledning er heldigvis nem at følge, så både far og børn let kan se, hvilke dele der skal sættes sammen. Limtuben er ret lille, så der skal ikke frådses med den – da Bertil får ansvaret for limen, bliver den tømt, før alle delene er limet sammen, så de må hente deres egen trælim. Selve samlingen tager under ti minutter for holdet at gennemføre – selv med masser af input fra de tre yngste – og det er en kampklar Oluf, der bliver sendt ud på slagmarken med sit haglgevær.

Bertil: Det er sejt, at geværet kan åbnes. Kan det også sige lyde?

Oluf: Prw! (Lyden af et haglgevær, red.)

Pelle: Det er smadderflot.

Lyden må du selv levere, men ellers leverer træskydevåbenet fra Small Arms præcis, hvad det lover: Et solidt stykke legetøj der udfordrer fantasien.

De to næste geværer bliver samlet med større selvtillid fra farens side, og selvom det kræver præcision at lime trædelene præcist nok sammen til, at dyvlerne kan sættes i, er det ikke noget, der forvolder problemer. Faren tager sig god tid til at se på tegningen, så alle delene bliver vendt rigtigt, og drengene hjælper med at bekræfte, om tegningen bliver fulgt.

Bertil: Du skal altså gøre det ordentligt, før du limer. Ellers kan det ikke skyde.

Geværerne bliver samlet færdige, og så tager det ikke mange minutter, før den lokale legeplads er inddraget i legen som soldaterborgen, der skal forsvares mod angribende røvere.

Pelle: Mit er bedst at sigte med, fordi løbet er så langt. (Winchester-riflen, red.). Og så kan man hive i håndtaget for at skyde.

Bertil: Må jeg prøve? (Drengene bytter våben for at prøve de forskellige funktioner). Jeg kan bedst lide mit gevær (pumpgun, red.). Så kan man nemlig lige gøre sådan her (tager ladegreb) og skyde!

Både Pelle og Bertil er begejstrede for våbnenes bevægelige dele, der på simpel vis forbedrer legeoplevelsen af våbnet. Låsen på haglgeværet giver dog lidt problemer, da det er let at komme til at skubbe til den under leg, så geværet åbner, og samtidig kræver det lidt fingerfærdighed at lukke det igen. Aldersmærkningen på æskerne er netop fem år, og Olufs frustration over den drilske lås viser da også, at den aldersgrænse er meget godt ramt.

Bertil: Det er jo vildt farligt, hvis man bare lige bliver angrebet, og så falder løbet ned!

Pelle: Så dækker jeg dig bare imens med mit gevær.

Våbenudvalget fra Small Arms består af et dobbeltløbet haglgevær (vejl. pris 179 kr.), en klassisk Wild West-riffel (vejl. pris 199 kr.) og en pumpgun (vejl. pris 219 kr.)

Når geværerne er samlet, er de solide og kan godt holde til drengenes vilde lege. Det lyse træ bliver hurtigt snavset på en efterårsfugtig legeplads, men tanken er, at du selv kan male eller tegne på dit gevær – hvilket du nok bør gøre, før det er blevet alt for beskidt.Efter et par timers leg er drengene enige om, at våbnene både er seje og for syge. Vi fik senere at vide, at Pelle sov med sin Winchester om natten, hvilket vel må betyde, at geværet er godkendt.

 

Produkterne var stillet til rådighed af Small Arms.

Kommentarer

Skrevet af

ReneeJessen

Medejer af Character Publishing Aps og Character Localization ApS, der blandt andet arbejder med lokalisering af computerspil til børn og en række andre medieopgaver. Far til to.

    Tags: , , , , ,