Wonderbook vækker J.K. Rowlings fantastiske verden til live Artikler

Harry Potter-universet bliver levende i den nye Book of Spells til PlayStation 3

Forestil dig en bog, der bliver levende, når du åbner den. Hvor livagtige miljøer vokser op fra siderne, mens tekst løfter sig fra dem som en sværm af venlige bogstaver. En bog, hvor indholdet ikke er groet fast for evigt, men ændrer sig, alt efter hvilken oplevelse du er i humør til. En magisk og næsten fortryllet bog.

Tag så et kig på Sonys nye Wonderbook, der er at finde i butikkerne fra onsdag den 14. november. En bog lidt større end en A4-side, hvis 12 sider er fyldt med firkantede blå felter i forskellige størrelser og kombinationer. Det kan være svært at se, at de to ting skulle have noget at gøre med hinanden. Sammenhængen opstår først, når din PlayStations kamera får øje på de blå og hvide sider og på stuens fladskærm forvandler bogen til en interaktiv fortælling. Til en bog, der kan rumme tusinder af historier.

 

Fra Eyetoy til Harry Potter

Tanken om Wonderbook er opstået i Sonys spiludviklingsstudie i London, der har adskillige års erfaring med at udvikle alternative måder at tilgå PlayStation på som spilplatform. Det er her, at de spæde skridt blev taget med de første Eyetoy-spil til PlayStation 2 for snart ti år siden og sidenhen med det meget populære karaokespil Singstar. Spiludviklerne fra London begyndte også meget tidligt at eksperimentere med den såkaldte Augmented Reality-teknologi i spillet EyePet, hvor du kunne interagere med et virtuelt kæledyr på skærmen. Det er ifølge Game Director på Wonderbook: Book of Spells, Dave Ranyard fra SCE London Studio, disse erfaringer med at inddrage virkeligheden og spilleren, der i 2005 førte til de første prototyper på Wonderbook.

Prototyperne bestod i første omgang blot af Augmented Reality-markører klistret ind i en almindelig bog, så spiludviklerne på den måde kunne placere virtuelle elementer på de fysiske sider og samtidig holde styr på, hvor bogen befandt sig i forhold til kameraet. Det var blot forsøg på at gøre Augmented Reality til en mere håndgribelig oplevelse. Undervejs udviklede prototyperne sig stille og roligt. En af de vigtigste tilføjelser var ifølge Dave Ranyard de såkaldte Early Page Turners. Mindre AR-markører placeret ved kanterne af siderne, så softwaren kan skimte de næste sider i bogen når man bladrer og dermed skabe oplevelsen af, at siderne allerede er fyldt med indhold endnu før de langt større markører bliver synlige for kameraet.

Studiet har også brugt lang tid på at forfine AR-markørerne og softwaren, så virtuelle elementer på siderne uden forsinkelser følger med, når spilleren drejer bogen omkring og går på opdagelse i alle leder og kanter af det virtuelle indhold. AR-markørerne blev også gjort større, så bogen kan benyttes længere væk fra kameraet.

 

Samarbejde med J. K. Rowling

Sony indledte for godt tre år siden et samarbejde med forfatteren J. K. Rowling og hendes webunivers Pottermore, der bygger videre på det meget populære eventyrunivers fra de syv Harry Potter-bøger. I den forbindelse blev J. K. Rowling præsenteret for en af Wonderbook-prototyperne, og ifølge Dave Ranyard var det netop tanken om en levende bog, der tiltalte hende

Det er et koncept, der går rigtigt godt i spænd med Harry Potters magiske verden, hvor bøgerne på troldmandsskolen Hogwarts netop ofte er levende opslagsværker – og de er ikke alle sammen ufarlige. Det er netop sådan en bog, der indtager hovedrollen i Book of Spells, der bliver den første Wonderbook-udgivelse fra Sony.

 

200 år gammel lærebog om trylleformularer

Der er tale om en 200 år gammel lærebog i trylleformularer skrevet af heksen Miranda Goshawk, der var træt af, at hendes søstre drev gæk med hende, når hun skulle lære de mange trylleformularer i Hogwarts’ omfattende pensum. For som Miranda Goshawk skriver i bogens fiktive forord, kan en nedarvet troldmandskåbe være pinlig, men nedarvede trylleformularer kan være direkte farlige. J. K. Rowling har skrevet en mængde nyt materiale til Book of Spells, og i betragtning af, hvor eftertragtet ethvert nyt ord fra hendes pen har været blandt de mange Harry Potter-fans verden over, ser det ud til, at Sony har valgt det helt rigtige debutprojekt til Wonderbook.

Book of Spells består af fem kapitler, der hver især introducerer spilleren for fire nye formularer. Spilleren befinder sig således i rollen som elev på Hogwarts og skal med en tryllestav i hånden (en PlayStation Move-controller) lære de forskellige formularer ved at undersøge, hvordan de fungerer, høre om deres baggrundshistorie og på den måde fx opdage, at den populære Levioso-besværgelse egentlig opstod i forsøget på at opfinde en flyveformular. Endelig skal den vordende troldmand eller heks øve sig i at udføre de enkelte formularers bevægelser med sin tryllestav, inden den magiske bog helt indhyller spilleren i det fiktive univers for at teste, om man er klar til at benytte det tillærte.

 

Gå på opdagelse i bogens sider

Dave Ranyard fortæller, at man har bestræbt sig på både at få siderne i bogen til at tage sig gamle ud med gulnet papir, og som om fx illustrationerne er farvelagt direkte i den “trykte” bog. Men også med de tegn på slid, som en 200 år gammel bog nødvendigvis må have – og selvfølgelig tidligere elevers små håndskrevne noter i bogens margener. Det er Dave Ranyards håb, at spillerne vil benytte lejligheden til at gå på opdagelse i Book of Spells for at opleve de mange levende detaljer i bogen, hive tekst ud af den med deres tryllestav eller lege med dens elementer. Hans egen søn finder det fx sjovt at lege med et glas fyldt med øjenæbler, hvor han får de løse øjne til at svæve og fanger dem med munden.

Wonderbook er imidlertid tænkt som et medie for langt mere end blot Harry Potters magiske verden. Moonbot Interactive, der er stiftet af forfatteren, illustratoren og filmmanden William Joyce, arbejder allerede på detektivfortællingen Diggs Nightcrawler. Også engelske BBC kan se mulighederne i Wonderbook og er i gang med at udvikle deres dokumentarserie Walking with Dinosaurs til formatet.  Selv Disney har udtrykt interesse for Wonderbook, men har endnu ikke meldt ud, hvilket projekt de har gang i.

I første omgang handler det dog om Wonderbook: Book of Spells, der udkommer onsdag den 14. november komplet med dansk tale og tekst.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , ,