DollsWalls – fri fantasi bag fire vægge Artikler

Erhvervsbygningerne ligner til forveksling hinanden på K. Christensensvej i Aalborg med deres anonyme hvide facader, metervis af ovenlysvinduer og grå kontorlandskaber. Men så snart man bevæger sig indenfor hos firmaet iNordvativ, er det som at åbne døren til et pink pigeværelse. Det nordjyske selskab, der til daglig forpagter mere end 55 ubemandede Shell Express-stationer, knopskyder – og det er i retninger, der ligger langt fra bonuskort og brændstof. Selskabet er nemlig på vej ind på legetøjsmarkedet med dukkehuset DollsWalls.

DollsWallsmaxiDollsWalls er dog langt fra de traditionelle og pladskrævende dukkehuse i plastik eller træ til flere tusind kroner. I stedet for et fuldt udstyret og forudbestemt dukkehus med en dikteret legeform, giver DollsWalls børnene mulighed for at bygge præcis det dukkehus, de har brug for. Dukkehuset består i alt af 66 dele, 22 vægelementer i pap og 44 samlestykker af plast, som er pakket ned i en lille lyserød kuffert, hvor elementerne også kan opbevares, når de ikke er i brug.

Ideen er iNordvativs daglige direktør, Anders Buus Jensen, kommet på – og det kan han takke sin, i dag, 17-årige datter for:

”Da min datter var 7-8 år, og der stadig fandtes VHS-bånd, dannede de ofte rammen om et dukkehus.”, forklarer Anders. ”Når du køber en Barbie-dukke, får du altid tilbehør med i form af tøj, møbler og andet, men der manglede rammerne, hvis man ikke købte f.eks. et Barbie-slot. Jeg kunne jo se, hvor godt de legede med det, og det var sommetider nærmest det, legen gik ud på. Legen blev tit opløst, når de havde et færdigbygget hus. Og min tanke var så ’det kan simpelthen ikke passe, at der ikke findes noget bedre end bøger og VHS-bånd’.”

Men det gjorde der ikke, og det fik det til at krible i Anders’ ingeniørfingre og latente opfindergen. Når tiden ikke gik med at passe selskabets Shell Express-stationer, så eksperimenterede han med dukkehusets form og funktion:

”I begyndelsen hev jeg det bare frem om natten, når jeg kom på en ny idé. Det kørte sådan lidt på vågeblus i en lang periode, men vores strategi som selskab har hele tiden været at føre projektet helt til dørs. Vi ville ikke gå ud med en idé eller en prototype, og så se om legetøjsbranchen kunne have en interesse i at viderefinansiere projektet. Vi ville selv gøre det færdigt.”

Og færdigt blev projektet, men ikke uden adskillige forsøg med materialer, form og indhold. Anders havde i begyndelsen en idé om at væggene kunne have tapet, billeder og måske endda påtegnede vinduer, men det begrænsede kun den frie leg og mulighederne i samlesættet. En overgang brugte han også energien på at få samlingerne mellem de forskellige vægge til at gå i ét med selve vægpladen, men det var helt unødvendigt. ”Børn bygger 90 % af deres legeverden i hovedet. Der er ingen grund til at skjule samlingerne eller skabe de visuelle rammer, det klarer de fint selv”, forklarer Anders.

Materialerne måtte Anders også eksperimentere indgående med. I begyndelsen var vægpladerne lavet af krydsfiner, men det gjorde legesættet alt for tungt og svært at opbevare i den lille kuffert.

Rundtom2Dukkehuset blev også en overgang forsøgt realiseret i high density-flamingo, men her blev de nedfilede samlingskanter for skrøbelige, og selvom ideen om gennemsigtige plader med muligheden for udskifteligt tapet kort blev berørt, var det i sidste ende, og endnu engang, Anders’ datter, der fik gjort ham opmærksom på pap.

”Til jul, og i en alder af 13-år, ønskede hun sig pludselig sådan et rigtigt børnevenligt vendespil til hende og veninderne, og da jeg en dag stod og kiggede på spillepladen, var det bare helt indlysende, at dukkehuset skulle laves i pap. Jeg havde af en eller anden grund aldrig været omkring pappet, men nu gav det pludselig sig selv. Og derfra fandt jeg også materialet til plastiksamlingerne.”

MiniStorBox400I dag er DollsWalls så klar til butikshylderne i to forskellige udgaver, Maxi og Mini. Førstnævnte er til større dukker fra 15-30 centimeter, mens sidstnævnte fungerer bedst med 5-20 centimeter høje dukker. Begge leveres i kompakte rejsekufferter, der gør det muligt at tage dukkehusene med hjem til veninderne eller ud til bedstemor og bedstefar, og de kan naturligvis kombineres til endnu større huse. Konceptet er allerede lanceret hos en lang række online-forhandlere, og i uge 11 får DollsWalls så premiere i Dansk Supermarkeds Bilka-butikker (se forhandlerliste på www.dollswalls.dk). Desuden barsler selskabet med en BoysWalls-udgave og et koncept, hvor børnene selv kan male på væggene med nogle specielle tuscher.

På den netop overståede legetøjsmesse i Nürnberg var der også kun optimisme at spore omkring konceptet. Til trods for mere end 70.000 nyheder og et messegulv befolket af legetøjsgiganter, var interessen for et mobilt dukkehus stor:

”Interessen har langt oversteget mine forventninger.”, siger en synlig glad Anders: ”Vi har nu kontakter i mere end 30 lande, og på messen fik vi besøg af en tysker der, som dagen var ved at slutte, kom hen og sagde, at det var langt det bedste koncept han havde set på messen. Det var en kæmpe cadeau.”

Tekst: Thomas Tanggaard

Kommentarer

Tags: , , ,