Legetøjsminder: Filmnørd Casper Christensen Artikler, Legetøjsminder

Når 36-årige Casper Christensen ikke er filmeksperten, der hver torsdag morgen toner frem på TV2’s Go’ Morgen Danmark for at fælde dom over ugens biografpremierer, så er han også en rendyrket filmnørd. Han har i mange år arbejdet som freelancejournalist for en lang række dagblade, magasiner, tv, radio og web og er samtidig den ene halvdel af holdet bag den populære filmpodcast Filmnørdens Hjørne.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Jeg havde meget legetøj, der skiftevis var det bedste, men den dag, hvor mine forældre kom hjem med Darth Vaders TIE Fighter og en håndfuld Star Wars-dukker, købt i Hamley’s i London, var en stor dag. Det var startskuddet til flere års leg med Star Wars og en samling, der blev større og større. Jeg lærte faktisk legetøjet at kende før selve filmene.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg er enebarn og derfor møgforkælet. Jeg fik rigtigt meget af det, jeg ønskede mig, men mine forældre trak grænsen ved våben. Jeg ville vildt gerne have legetøjspistoler og -sværd, og selv om jeg fik skrabet en lille skyder til mig her og der, fik jeg egentlig aldrig det, jeg gerne ville have. I dag synes jeg faktisk, at det var helt fair. Desuden tvang det mig bare til at lave mine egne våben i min morfars værktøjsskur i sommerhuset. Der lavede jeg engang et sværd, der var 100 x farligere end noget, du kunne købe i en butik, hvilket min mormors blomsterbede hurtigt fandt ud af.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg glemte engang en lille pandabamse på et hotel i Napoli, og selv om det ikke var det vigtigste stykke legetøj, jeg ejede, var jeg fuldstændigt knust over det. Jeg havde simpelthen nået at binde mig så følelsesmæssigt hårdt til den lille bamse under rejsen gennem Italien, at det, at jeg glemte ham, var helt og aldeles forfærdeligt. Derudover blev jeg midt i tyverne pludselig informeret om, at min mor havde foræret mine to kasser med Star Wars-legetøj væk. Den dag døde en lille del af mig …

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Forleden gik jeg en tur gennem Lego-butikken på Strøget i København og blev blæst omkuld af det gigantiske udvalg. De har både helt oldschool, små samlesæt, men også gigantiske sæt, der hænger sammen med et eller andet kæmpe franchise, såsom Star Wars eller Ringenes Herre. Som barn ville jeg nok gerne have haft stort set hele den butik.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Action-Man! Jeg har aldrig fattet Action-Man. Det har muligvis noget at gøre med, at han, så vidt jeg husker, er præcis samme størrelse som Barbie. Han mindede mig alt for meget om en Barbie-dukke med en gøb, og det var to verdener, der bare ikke kunne hænge sammen. Tamagotchi kommer på en fjern andenplads.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Det eneste “rigtige” legetøj, jeg ejer, er tre gamle legetøjsbiler, som jeg har arvet fra min onkel. Blandt andet en James Bond Aston Martin og en Man From U.N.C.L.E-bil. De står dog kun fremme til pynt, for mit indre barn leger nok mest i computerspil i dag. Det er nemlig ikke længe siden, at jeg faktisk indså, at jeg ikke nødvendigvis “spiller” computerspil. Jeg leger med dem. Jeg sad og blæste gennem San Francisco i en tunet Mustang i spillet Driver: San Francisco på min PS3 og tænkte pludselig: “Hey, Casper. Du har ikke taget en mission i en time nu. Du har kun blæst rundt i denne her øse og kørt ræs med politiet.” Nøjagtigt som da jeg sad inde på gulvet på mit værelse og legede med mine gamle Corgi-biler. Så jeg leger ganske vist ikke med små modelbiler mere, men jeg er ikke holdt op med at lege.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , ,