Legetøjsminder: Forfatter Benni Bødker Artikler, Legetøjsminder

Benni Bødker begyndte allerede at skrive sine første vampyrhistorier i folkeskolen – som han selv siger, så var det et resultat af at have set alt for mange sort/hvide gyserfilm synkroniseret til tysk i fjernsynet. Han debuterede som forfatter i 2003 med gyserfortællingen Halloween : Gys i oktober, og har siden skrevet en lang række bøger til børn og unge. Bøger der i overvejende grad bevæger sig indenfor horror, science fiction og det eventyrlige.

I 2011 udgav Benni Bødker sammen med Karen Vad Bruun den anmelderroste kriminalroman Blod vil have blod om den amerikansk uddannede retsantropolog Linnea Kirkegaard. Bogen fik en fortsættelse sidste år med Før døden lukker mine øjne. Begge bøger er solgt til udgivelse i både Tyskland og Norge

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste du havde som barn?
Jeg kan i al fald huske det mest bizarre set fra i dag: Actionman. Jeg mener, en soldaterdukke, af hankøn naturligvis, som man klædte ud i forskellige uniformer og kampudstyr?! I dag fatter jeg slet ikke, at jeg havde den, og i øvrigt med mange forskellige slags dragter til. Jeg mener, hvor ulækkert kan legetøj blive? Krigsliderligt og klamt. Vi taler oven i købet slutningen af halvfjerserne, Vietnamkrigen var kun lige slut, og Ayatollah Khomeini – som jeg pga. det hvide skæg troede var julemanden – var i TV-Avisen hver dag. Og endnu mere bizart: jeg var vild med at skifte uniform på ham. Det var det, der tændte mig, mere end at lege krig og den slags. Der var en fin, lille Colt 44 Magnum-atttrap i stål trods alt bedre.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg tror, det er sådan en Rolling Stones vs. Beatles-ting. Der er klassens frække dreng, og så er der de teknisk dygtige, men lidt for pæne. Man er enten til det ene eller det andet, eller bliver i hvert fald tvunget til det. Og i min barndom stod fejden mellem Playmobil og Lego. Jeg havde Lego. Og når man havde Lego, måtte man ikke også få Playmobil. Det lå ligesom i kortene. Det var nærmest et moralsk spørgsmål: Lego var det gode, for det aktiverede fantasien, når man skulle konstruere en hel masse. Mens Playmobil jo nærmest var dekadent: Man kunne få alt, og alt var allerede konstrueret på forhånd. Det var sikkert også dyrere. Og udenlandsk. Men det var naturligvis også i 1970’erne. I dag kan man vist ikke kende forskel på de to ting.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Min datter er heldigvis i den alder, at hvad som helst er sjovt, hvis bare vi gør det sammen. Så om vi bygger med klodser – som absolut skal stables på een bestemt måde og ikke nogen anden – eller lægger puslespil eller leger med det irriterende larmende plastikkomfur, hun absolut skulle have, gør ingen forskel. For hende er det hele sjovt. Jeg glæder mig nok mere til hun bliver lidt ældre og vil lege med nogle sjovere ting. Træklodser er fine, men de siger mig bare ikke længere så meget. Til gengæld har jeg opdaget iPad’ens velsignelse. Der er nogle fantastiske spil til børn på den. Fx er Lego virkelig kommet ind i det nye årtusinde på den konto. Måske har Playmobil også lavet noget til iPad, men det får hun altså ikke. Der må være en grænse.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid jeg havde haft det som barn?
Computerspil, for pokker! Altså sådan rigtige computerspil med et hav af baner og historier. For os præ-computerfolk var det sådan noget med, at man kunne låne en spilmaskine i banken (det var dengang før krisen, hvor der var provinsbanker) og så en stak spil på kassettebånd (husker jeg rigtigt? det lyder mærkeligt i dag!). Det var sjovt et par dage, men så var der ligesom ikke mere i det.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Forleden var jeg i Fantask’ spilafdeling og opdagede chokeret, at de havde et hav af brætspil for voksne. Altså ikke sådan noget med Matador og Stratego (som jeg stadig ikke aner, hvordan man spiller), men episke spil i historiske epoker og fantastiske universer. Det kunne være sjovt at prøve! Jeg kan dog ikke lige se, hvem jeg skulle få med på den galej. Jeg luftede det til et selskab forleden, men det blev høfligt ignoreret. Måske skal jeg bare købe et og spille romerrigets storhed og fald med mig selv. Så vinder jeg i al fald også.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , ,