Test: Påske – det er noget, vi leger Test

Den forestående påske betyder ikke blot, at der er fridage i vente for både børn og voksne, men også at påskeharen kommer på besøg. Eller i hvert fald at butikkerne netop nu er klar til at sælge påskeæg i alle størrelser og prisklasser. Og selvom vi her på SkalViLege.Nu sætter pris på god chokolade, så er det påskeæggene med legetøj, som vi synes er allersjovest.

Vi allierede os derfor med et lille testpanel af børn i alderen syv til ti år, som selvfølgelig skulle smage chokoladen i de enkelte æg, men også fik til opgave at vurdere det medfølgende legetøj

 

påskeæg_4Hotwheels
Pris: 25,- kr.
Vægt: 50 gram
Kakaoindhold: 30 %

Der er ikke meget overraskelse over Hotwheels-ægget. Faktisk er gaven afbilledet og beskrevet på indpakningen, og det eneste, der er tilbage at blive forbløffet over, er, hvilken af 12 forskellige biler ægget indeholder. Æggets indpakning og størrelse står heller ikke helt mål med legetøjet, der gemmer sig i en plastikkapsel af almindelig størrelse og blot er en lille gummibil med sugekop – en cool bil, der passer til målgruppen. Testpanelet udtrykker tilfredshed med chokoladen, som er en sød mælkechokolade.

 

påskeæg_3Monster High
Pris: 25,- kr.
Vægt: 50 gram
Kakaoindhold: 30 %

Dette er, som indpakningen af ægget også antyder, pige-versionen af ovenstående Hotwheels-påskeæg. Derfor er det også allerede her afsløret på indpakningen, at der er et ark med såkaldte Monster High-negletatoveringer at se frem til under chokoladen. En gave, der virker meget lille i plastikkapslen, men som rent faktisk er anvendelig og sjov for pigerne – der er dog brug for en pincet for at montere de små klistermærker på neglene. Chokoladen er ikke overraskende af præcis samme kvalitet og smag.

 

påskeæg_5Kinder Surprise
Pris: 24,- kr. (for tre stk.)
Vægt: 20 gram (pr. stk.)
Kakaoindhold: 47 %

Kinderægget er så meget en klassiker, at det kan købes hele året rundt – og på den måde mister det lidt af påskefornemmelsen. Blandt vores testpersoner er Kinderæggets skal med mælkechokolade yderst og hvid chokolade inderst klart favoritten rent smagsmæssigt. Legetøjet bestod i de testede æg af et lille puslespil, tegneskabeloner og en lille kikkert med kalejdoskopeffekt – men selvom testpanelet synes, at det er spændende ikke at vide, hvad et æg indeholder, så kan forskellene i legetøjets umiddelbare anvendelighed godt føre til skuffelser børnene imellem.

 

påskeæg_1Choco Magic
Pris: 15,- kr. (for tre stk.)
Vægt: 20 gram (pr. stk.)
Kakaoindhold: 30 %

Discountfornemmelsen melder sig allerede på banen, da de tre æg tages ud af den lille papæske, som de sælges i. Chokoladeskallen er nemlig ujævnt fordelt omkring æggets indvendige plastikkapsel og går således meget nemt i stykker – det udtrykte testpanelet utilfredshed med, for hvem har lyst til et påskeæg i stumper. Selve legetøjet inkluderede et lille vippebillede, en plastiksommerfugl og en lille, blå elefant, der kunne gynge mellem to barrer. Alt legetøjet var i en materialekvalitet, som ligger væsentligt under konkurrenterne, og testpanelet lagde det meget hurtigt til side. Smagsmæssigt var testpanelet heller ikke begejstrede og syntes smagen var lidt sur i det.

 

påskeæg_2Kinder Maxi Surprise
Pris: 85,- kr.
Vægt: 150 gram
Kakaoindhold: 45 %

Kinderægget i kæmpestørrelse vækker virkelig testpanelets interesse og ikke kun, fordi der er mere chokolade at spise sig en mavepine til i. Plastikkapslen til legetøj er også langt større end dem, der kendes fra de almindelige Kinderæg. Indpakningen har allerede afsløret, at legetøjet relaterer sig til de klassiske Tom & Jerry-tegnefilm, men ikke at det er et lille plastiktræ, hvori katten og musen kan gynge. Samtidig kan legetøjet benyttes som et slags loppespil, hvor små bænke skal skubbes ind i et mål. Men selvom der klart er mere leg i det større stykke legetøj, så er det faktisk den tykkere chokoladeskal omkring ægget, der ender med at være det, testpanelet sætter størst pris på.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,