SkalViLege.Nu smider støttehjulene Nyheder

Skalvilege.nu vil vejlede forældre og familie om køb og brug af legetøj med fokus på kvalitet, idé og holdbarhed. Bag det gratis webmagasin står en gruppe erfarne personer fra spil- og it-journalistikken.

– Legetøj er sjovt – og det skal være sjovt at lege med for både børn og voksne. Vi elsker legetøj, og ideen bag skalvilege.nu er at gøre det lettere at købe eller give legetøj med tanke på kvalitet, idé og oplevelse, siger Thomas Berger, redaktør for skalvilege.nu.

Som mangeårig spil- og it-journalist – samt far til to børn – har han længe undret sig over, at ingen medier behandlede emnet seriøst.

– Legetøjsbranchen har en milliardomsætning alene i Danmark, og postkassen bugner af legetøjskataloger. Alligevel står forældre og grandonkler reelt på helt bar bund i forsøget på at skille kvalitet fra skrammel – eller i bestræbelserne på at forstå de nyeste tendenser, produkter og fænomener på legetøjsfronten. Med skalvilege.nu vil vi forsøge at løfte den udfordring og stille professionelt skrevne artikler til rådighed, der tager legetøjet og børnene alvorligt, forklarer Thomas Berger.

Webmagasinet smider nu støttehjulene og vil forsøge at gøre sig gældende som seriøst, annoncefinansieret specialmedie efter at have kørt på forsøgsbasis gennem et halvt års tid.

Skalvilege.nu indeholder da også allerede et stort antal tests, nyheder, guides og baggrundshistorier om legetøj – foruden interviews med en lang række forfattere, skuespillere og andre kulturpersoner om deres egne legetøjsminder.

– Alt for mange voksne ser lidt legetøj som noget, der er dyrt, pladskrævende og – nå ja – måske mest til besvær. Men prøv at huske tilbage til din egen barndom; her var det dit kæreste eje og rammen for årevis af sjov alene og med legekammerater. Det er måske ikke det værste at have i tankerne midt i den travle og skemalagte hverdag, de fleste af os lever i dag, siger Thomas Berger, der skriver artiklerne til skalvilege.nu på fritidsbasis sammen med en række andre journalister, primært med rod i den danske it- og spilbranche.

Kommentarer