Legetøjsminder: Forfatter Maren Uthaug Artikler, Legetøjsminder

Forfatter og illustrator Maren Uthaug beskriver sig selv som: “Halv samisk. Halv norsk. Ret dansk.” Gennem de sidste par år har hun demonstreret et stort humoristisk overskud i både tekst og streg på bloggen Marens Blog. Nogle af de bedste af Uthaugs tegneseriestriber fra bloggen blev tidligere i år samlet i bogen Ellers går det godt, der har høstet adskillige anmelderroser.

Da dagbladet Politiken i marts skulle finde en vinder af deres tegneseriekonkurrence, faldt valget på Uthaug og hendes stribe Ting, jeg gjorde, der derfor er at finde i avisens kultursektion. Til september debuterer hun som romanforfatter på forlaget Lindhart og Ringhof med bogen Frost. (Bogen har senere ændret titel flere gange, men udkom 2. september 2013 under titlen ‘Og sådan blev det‘ … red)

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
En hest. Den hed Mads og var en lille fed pony, der havde stor morskab ud af at løbe i fuld fart hen til en tot græs og bukke sig ned efter det. Hvilket fik mig til at flyve i en flot bue hen over hovedet på den. Hver eneste gang – hvilket vil sige omkring 400 gange. Jeg gik aldrig til ridning, så jeg kunne kun sådan noget indianerridning uden sadel og andet hejs. Min søster havde også hest, og sammen (med hele nabolagets unger) legede vi de vildeste cowboy-indianerlege nede i skoven, hvor vi hurtigt lærte at hoppe af og på hestene i fuld galop og kaste os ned i krat direkte fra hesteryg og den slags. Overvejede man at tage en hjelm på, var man selvfølgelig til grin.
Derudover legede jeg rigtig meget med Lego – også med min søster. Jeg kan stadig blive lidt sur ved tanken om, at hun altid skulle styre Arnold, der havde Snackbaren.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Donkey Kong. Ak. Jeg leder ind i mellem stadig efter spillet. Det var jo med TO skærme, wuhu!

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Min dukke Sofie flækkede i skridtet. Det var ikke en god dag. Jeg havde fået den af min mormor. Hun gav mig en ny helt magen til, som jeg kaldte Victoria, men det blev aldrig det samme …

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Jeg er sådan en kedelig mor, der ikke gider ting, jeg ikke gider. Så jeg leger meget sjældent med dem. Til gengæld kan de altid lokke mig til at læse ét kapitel til af godnatlæsningen, selv om klokken er blevet ti om aftenen. Ellers syr vi underlige puder og limer ting på dem. Min kæreste mener ikke, at vi mangler flere hjemmesyede puder med øjne og hår i sofaen. Men han tager fejl.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Jeg ville have elsket at spille på iPad. Jeg prøver at tage revanche og spiller alt muligt åndssvagt på min telefon i dag.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Soppebasin og kinaskak. Soppebasin er fint til at holde øl kolde, men er der nogensinde, NOGENSINDE nogen, der har haft det sjovt i et soppebasin?  Kinaskak er bare kedeligt.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Må jeg godt sige min kæreste? Jamen, han har jo både sjove vedhæng og ting! Ellers må det være min iPhone, den kan jo alt, og hvis du giver dig til at sige ting som, at jeg da også sidder med snuden nede i den telefon hele tiden, kan vi kun blive venner igen, hvis du siger undskyld og køber chips til mig.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , ,