Legetøjsminder: Tegneserieskaber Palle Schmidt Artikler, Legetøjsminder

Illustratoren, tegneserieskaberen og forfatteren Palle Schmidt er vokset ud af det danske rollespilsmiljø i 1990’erne, og har etableret sig som freelancer med base i København. Han fik sin professionelle tegneseriedebut med det semi-biografiske tegneseriealbum De lange næsers nat fra 1999. Siden er striberne blevet mere hårdkogte i form af kriminalfortællingen Blodets Konkubine, der udkom på dansk i 2008 og siden også er udkommet i USA.

I år er Palle Schmidt albumaktuel med Stiletto, som han selv beskriver som en spin-off til Blodets Konkubine – albummet skulle gerne være på hylderne inden udgangen af maj. Derudover har Palle Schmidt også startet websiden Comics for beginners, der handler om at lave tegneserier.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Fra jeg var 10, var det helt klart Star Wars-figurer. Jeg fik de første, før jeg havde set nogen af filmene, så jeg måtte gætte mig til deres roller. Boba Fett var helten, Chewbacca var skurken. I løbet af få år havde min bror og jeg samlet næsten samtlige figurer og et par rumskibe. Vi fik aldrig Tusindårsfalken, den var vist for dyr. Men vi havde rigtig meget …

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Lukes brune, halvfjerdser-agtige landspeeder eller Jabba the Hut-sættet med faldlem og trone. Min fætter havde dem, men jeg ved ikke, hvor han havde fået fat i dem. De var ikke til at opdrive i Danmark. I dag ville man jo bare bestille skidtet over nettet. På en måde er det lidt trist, at intet længere er sjældent.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg havde en GI Joe-actionfigur, der forsvandt i vores have. Snake Eyes. Han var for sej. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der skete med ham.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Jeg har to piger, så det sætter lidt sit præg på legen. Det er ofte nogen babydukker, der skal puttes eller trilles rundt i dukkevogne. Men kan vi bygge noget i Duplo eller arrangere noget Playmobil, så er det super. Jeg har bygget indtil flere dukkehuse og møbler til Playmobil, det hygger jeg mig ret meget med. Pap, lim og tape er fantastisk legetøj!

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Da der kom actionfigurer til Batman Animated Series, ærgrede jeg mig gevaldigt over, at jeg ikke var ti år mere. De var virkelig fede. Jeg har også flere gange luret på Deckards pistol fra Blade Runner, men har besindet mig. Det er simpelthen FOR nørdet at bruge sine penge på.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
En yo-yo! Alle havde dem, da jeg var barn, og jeg fik også tigget en af mine forældre. Men jeg fandt aldrig ud af at bruge den. Jeg brugte timer på at rulle snoren op igen og filtre den ud af knuderne. Og selv hvis man kunne finde ud af det, så er det jo bare en plastikdims, der kan trille op og ned. Åndssvagt.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Er det plat at sige min iPhone? Det er i virkeligheden mest et arbejdsredskab. På den måde har jeg ikke legetøj, jeg spiller ikke engang computerspil mere. Mit arbejde er at finde på, skrive og tegne, det er jo en slags leg.

 

Foto: Pernille Enoch

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , ,