Legetøjsminder: Tegneserieskaber Peter Snejbjerg Artikler, Legetøjsminder

Hvis Danmark kan siges at have en international superstjerne af en tegneserieskaber, så er det Peter Snejbjerg, der siden starten af 1990’erne har arbejdet for en række amerikanske tegneserieforlag. Hans karakteristiske streg har pustet liv i serier som Starman og Books of Magic og taget et pennestrøg omkring blandt andet Batman, Preacher og Hellboy-spinnoff serien BPRD.

Peter Snejbjerg fik sin danske albumdebut i 1990 med science fiction fortællingen Hypernauten, som han siden fulgte op med albummet Mareridt i 1998. Dele af hans omfattende udenlandske produktion er de senere år udkommet på dansk, hvor bøger som Lysbrigaden, Kære Billy og Almægtig alle har høstet anmelderroser.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Det må have været Lego. Det blev flittigt brugt, og jeg synes af og til jeg genkender proportionerne fra klodserne i mine kompositioner.Det var aldrig så vigtigt for mig, det med at bygge de modeller der hørte til. Dengang var de heller ikke helt så avancerede. Men når der var Tintin-tegnefilm med rejsen til månen, så byggede vi raketter. Jeg kan også huske, at jeg og en ven lavede en slags stockcar-løb, hvor man byggede hver sin Lego-bil, og så smadrede dem imod hinanden. Den, hvis Lego-mand inde i bilen slap uskadt, havde vundet.
Og så Action Man, selvfølgelig. Min hed Joe.
Den tids Action Man havde bare det fedeste udstyr – alt sammen vældigt autentisk. Jeg tror, at det var det, der tiltale mig. Alt det grej man kunne få, der virkeligt virkede. Der var blandt andet en gammeldags dykkerdragt med gummifor i selve dragten, ægte blysko og slanger, man satte på hjelmen og pustede igennem, når man havde ham med i bad. Bjergbestigerudstyr, pilotdragt med tilhørende faldskærm, så man kunne smide ham ud fra taget, uniformer fra anden verdenskrig med afsindige detaljer såsom et spisekit med kniv og gaffel.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg ville have solgt min lillebror for at få den jeep, man kunne få til Action Man. En af mine venner havde den, og den var bare megafed. Der gik også rygter om, at man kunne få en kampvogn, men jeg ved ikke, om det bare var noget, som nogen bandt mig på ærmet.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg har ødelagt en million Action Men på forskellig vis. De faldt ud af vinduer, ned ad vandfald, brød i brand … stumpe og skarpe instrumenter … de havde det ikke nemt.
Desuden var der var en eller anden serie af biler og lignende, hvortil der hørte en lille mand i siddende stilling, med bevægelige arme. Jeg kan ikke huske hvad mærket hed, men det var rigtig kvalivare. Ham kunne man få en Landrover til. Jeg var helt syg efter den. Da jeg endelig fik den, tabte jeg den øjeblikkeligt på stengulvet i bryggerset, så den ene dør gik af. Men den kunne da stadig køre.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Generelt var jeg ikke rigtig til biler, med mindre der kunne sidde små mænd i dem. Dem man bare kørte rundt med, mens man sagde brumm brumm … det sagde mig bare nada!

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Hehe, jeg er generelt ikke til… nå, ikke den slags legetøj…. øh, min Cintiq (digital tegneplade … red), tror jeg. Jeg er ved at investere i noget dykkerudstyr, tæller det med?

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,