Legetøjsminder: Komiker Sanne Søndergaard Artikler, Legetøjsminder

Allerede året efter sin debut som standup-komiker, sikrede Sanne Søndergaard sig en plads i semifinalen ved DM i standup 2006. Siden har hun blandt andet deltaget i Comedy Fight Club, Zulu djævleræs og har ved flere lejligheder optrådt for de danske styrker i Afghanistan.

I 2007 tog hun derudover hul på en karriere som forfatter med ungdomsbogen Kære Dødsbog, der siden er blevet efterfulgt af en række bøger. Sanne Søndergaard har også været klummeskribent i flere aviser og magasiner og er en efterspurgt foredragsholder.

Sanne Søndergaard har premiere på sit næste show “Mandehader? Et show om at være alt for glad for pik.” den 24. august.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Mit bedste legetøj som barn var mine Barbier. Det virker måske meget politisk ukorrekt og slet ikke passende for sådan en feminist som mig, men jeg elskede mine voksendukker. Babydukker har jeg aldrig været til, men jeg kunne bruge timer på bare at sidde med mine Barbier og finde på historier om deres liv og valg. Jeg tror, det udviklede mine forfatterevner at bruge dem som rekvisitter i mine historier.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Jeg ønskede mig rigtigt meget Playmobil-dukkehuset. Det, der lignede sådan et gammelt engelsk aristokrat-hjem. I det hele taget var jeg ret vild med Playmobil – for det havde nogle af de samme features som Barbie – at man kunne lege historier med dem, fordi de lignede rigtige mennesker. Modsat Lego, som jo bare er mere firkantet. Men af en eller anden grund havde jeg intet Playmobil, det var bare aldrig noget, der blev købt i mit barndomshjem.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Vores hund åd engang en af mine Barbie-dukker. Og min mor syntes, at jeg var unødigt ulykkelig over det, for det var nemlig en gammel Barbie, hun havde haft som barn, og som jo slet ikke var ligeså flot som de nye dukker. Men for mig var den netop noget særligt, fordi det havde været min mors, og fordi den også så ældre ud end de andre. Jeg tror godt, jeg kunne lide, at mine dukker havde forskellige træk. Men efter min hunds ædegilde havde jeg igen kun dukker, der alle så ud til at være i starten af tyverne.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Jeg har ingen børn, men jeg har gemt alle mine Barbier i en kasse på loftet – komplet med guides til hvad de hedder og laver, og hvilket tøj de foretrækker at have på. Så måske får jeg en dag en pige, der vil synes, det er sjovt. Eller også må jeg enten overtale mine nevøer til at lege med dukkerne eller presse min bror til også at levere en niece.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Jeg gad godt at have haft computerspillet The Sims, da jeg var barn. Det kom frem, da jeg var teenager, så jeg nåede lige at have et par år med det, men hvis det havde fandtes i min barndom … Manner, jeg ville have brugt mange timer på det.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Jeg forstår ikke alle de elektroniske dimser. Altså biler, der kan larme, og dukker, der kan græde og sige “mama”. Hvis de ikke kan andet end det, så kan man jo selv lave larmen meget bedre selv.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Mit bedste legetøj i dag er klart min hulahop-ring. Det kan godt være, at den bliver solgt på, at man får flade mavemuskler af at bruge den, men jeg synes bare, det er skidesjovt. Måske fordi jeg aldrig kunne finde ud af at få hulahop-ringe til at virke, da jeg var barn.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , ,