Anmeldelse: Kruseduller til både drenge og piger Anmeldelser, Bøger, Test

Malebøger fyldt med leg og udfordring for  tegneglade børn

Traditionelle malebøger kan godt føles som en blindgyde. For nok er ungerne underholdt af at farvelægge de forhåbentlige spændende og flotte tegninger, og der ligger selvfølgelig også en vis udfordring i at holde sig indenfor stregerne. Men det er sjældent, at en malebog direkte lægger op til, at barnet skal udforske tegningerne, arbejde videre med dem og gøre siderne til deres helt egne.

Kruseduller til både drenge og piger (4)Det er til gengæld sådan, det forholder sig i forlaget Alvildas to store krusedulle-bøger, der i deres umiddelbare udgangspunkt er tiltænkt henholdsvis drenge og piger – den lyseblå bog kredser omkring motiver som insekter, krigsskibe og superhelte, mens den lyserøde ofte byder på sommerfugle, prinsesser og hundehvalpe. Men når blyanter og farver er fundet frem, så  går bøgerne på tur mellem drenge og piger uden at nogen bider mærke i, om det er den ene eller anden bog, de har fået fat i. Fokus ligger i stedet på, hvilken side der nu engang virker mest  spændende i øjeblikket.

 

Kreativt spark sætter gang i børnenes fantasi

Bøgernes fremragende tegninger er da også begået af samme hold illustratorer, ligesom begge bøger er opbygget efter den helt samme model. I krusedullebøgerne skal der ikke blot farvelægge, i stedet opfordres og inspireres børnene til blandt andet at tegne videre på former og forvandle dem til fx sommerfugle eller insekter. Der skal tegnes mønstre på forskellige genstande eller i fri form på krydslinjeret papir, eller det sker at et opslags tegning kun lige sat i gang, og så er det op til børnene at tegne fx højhusene eller blomsterne færdige.

Kruseduller til både drenge og piger (2)Bøgernes opslag er rigtig gode til lige at levere det lille kreative spark, der skal til for at få børnene til selv at arbejde videre med ideerne og motiverne. Samtidig er der en god fordeling mellem de mere konkrete tegneprojekter med fx ansigter eller genstande, og så opslag med mere abstrakte muligheder for at lege videre med blyanten, uden at barnet ender i de situationer, hvor tegneglæden måske får et knæk, fordi ens egne tegninger ikke ligner dem i bogen.

Begge krusedullebøger byder på rigtig mange gode tegneideer, og kan fungere som en sjov måde at komme i gang med at tegne andre ting, end dem der normal drysser fra tegneblyanten – og det gælder både børn og deres voksne.

 

Kruseduller til både drenge og piger (3)Kruseduller til både drenge og piger (1)Alvildas kæmpestore krusedulle-tegne-malebog for drenge/piger

Alvilda
128 sider
pris: 99,95 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,