Test: På smuglerjagt med Lego Test

Kystvagten har lagt til kaj i Lego City med et helt nyt redningsskib, som SkalViLege.Nu har bedt Marcus på otte år om at teste.

Lego_coast_guard_2For Marcus på otte år var forventningerne til redningsbåden fra Lego City høje fra det øjeblik, han fik æsken i hænderne, og specielt var han nysgerrig på, om fyrtårnet, som ses på æsken, nu også fulgte med: ”Det gjorde det, så han var rigtig glad og imponeret,” fortæller Henrik Hasman, der er far til den unge Lego-tester.

Marcus fik nemt åbnet pakken, der ud over et færdigstøbt skibsskrog indeholdt fire poser med klodser og tre samlevejledninger. Opdelingen af klodser gjorde samlearbejdet overskueligt, og Marcus valgte at starte stille og roligt ud med at samle fyrtårnet og gummibåden mens helikopteren blev uddelegeret til far. Således havde Marcus allerede efter et kvarters samlearbejde noget at starte legen med.

Lego_coast_guard_3Samlearbejdet med den store skib tog Marcus selv fat på, som han kunne samle stort set uden hjælp – Henrik Hasman måtte kun ind og rette til et par gange undervejs, og undervejs i arbejdet med skibet var Marcus derfor flere gange stolt over, at han selv var i stand til at samle skibet. I sidste ende mistede Marcus dog fokus, og far måtte færdiggøre de sidste detaljer. Ikke fordi de var for svære for en otte-årig, men ganske enkelt fordi han mistede interessen efter at have samlet Lego i et par timer.

”Jeg er glad for, at vi havde god tid til at samle sættet, og det ikke var en juleaften, hvor vi så var endt med at skulle samle Lego den halve aften – selvom det selvfølgelig havde været muligt at samle delelementer af sættet og alligevel få legen i gang,” vurderer Henrik Hasman.

Lego_coast_guard_4Samlearbejdet var samtidig et godt udgangspunkt for at sætte Lego-sættet i perspektiv med virkeligheden, og Marcus fik spurgt til detaljer som, om man altid skal bruge redningsveste til søs, og om gummibåden mon kunne sejle hurtigere end det store skib.

”Man skal være opmærksom på, at der følger en række klistermærker med sættet, som kræver hjælp fra en voksen, hvis de skal placeres præcis – men det afhænger selvfølgelig af ambitionsniveau,” siger Henrik Hasman. Samtidig vurderer han at skibet virker langt mere solidt i sin konstruktion, end nogle af de Lego Star Wars-rumskibe, som Marcus tidligere har leget med.

Da sættet først var færdigbygget, var Marcus ikke sen til at tage kontrollen over det store skib, mens mor så kunne tage sig af speedbåden og skubbe legen i gang. Henrik Hasman fortæller, at da først ideerne omkring fx smuglere blev introduceret som en element i legen, kunne Marcus uden videre digte videre og overtage legen i en grad, så mor ikke længere var nødvendig for den.

Lego_coast_guard_6Nu er det centrale element i sættet jo den store redningsbåd, hvorfor SkalViLege.Nu også havde bedt Marcus teste skibets sødygtighed: ”Skibet kan godt flyde og det er vandtæt, men det har ingen køl og er meget toptung. Det får simpelthen slagside, hvis du ikke placerer Lego-figurerne i den rigtige side af skibet – så det giver ikke den helt store mening at tage det med i badekaret,” mener Henrik Hasman.

Sommeren over har redningsbåden opholdt sig på en hylde, men som efteråret falder på, bliver det igen tid for Marcus at jagte smuglere og andre skurke på stuegulvet – der er nemlig masser af leg tilbage i klodserne, konkluderer Henrik Hasman.

 

Lego_coast_guard_7LEGO CITY: Coast Guard Patrol
Produktnummer: 60014
Pris 649 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , ,