Legetøjsminder: Forfatter Michael Kamp Artikler, Legetøjsminder

Legetøjsminder - Michael Kamp (1)Som forfatter har Michael Kamp smag for de skæve, underlige og dystre historier, hvor tingene ikke er, hvad de ser ud til at være – og netop det er brændstoffet i hans produktive forfatterkarriere, der siden romandebuten i 2006 har resulteret otte romaner. Han er desuden medstifter af Dansk Horror Selskab, der søger et promovere horror-genren som voksen-litteratur.

Michael Kamp er netop nu udgivelsesaktuel med horror-romanen Hospitalet, hvor han udforsker vores ambivalente forhold til hospitaler og læger og lader en grusom fortælling udspille sig i de lange, hvide gange.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste du havde som barn?
Jeg var helt opslugt af Star Wars universet og havde en stor samling Star Wars legetøj. Ikke nok med at jeg legede med figurerne, jeg brugte dem også som illustrationer til en historie, jeg skrev. Mit allerførste manuskript var en historie jeg skrev i 2. klasse, hvor jeg og tre kammerater blev suget op i en ufo og oplevede en masse skøre ting. Min far havde et sort/hvid kamera, og jeg brugte timer på at stille figurerne op og tage billeder af dem som illustrationer til historien.
Jeg elskede også at klæde mig ud, men desværre var der ikke så mange muligheder for at købe gode udklædninger dengang, så min mor måtte sy dem selv.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at få det?
Jeg var meget forkælet, så jeg fik bjerge af legetøj. Både Tusindårsfalken, en stor AT-AT-walker, en Tie-Fighter, en X-wing, en rancor og ewokernes landsby kom efterhånden med i samlingen, men jeg kan tydelig huske den dag, hvor jeg sad med legetøjskataloget og det gik op for mig, at jeg aldrig ville få det hele. Der kom så hurtigt nyt på markedet, at jeg simpelthen ikke ville kunne følge med, når det kun var jul og fødselsdag en gang om året.
Det siger lidt om hvor forkælet jeg var, at det faktisk gjorde et stort indtryk på mig.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg havde sparet sammen til en varulvemaske. En af de dyre man trak ned over hovedet, så nakken var skjult bag pels. Jeg elskede at tage den på og skræmme mine kammerater eller børn i kvarteret. Den havde været meget dyr, tror den kostede næsten 400 kr. dengang, men desværre kunne gummiet ikke holde i længden. Efterhånden som årerne gik, stivnede gummiet og begyndte at krakelere. Til sidst smuldrede den helt væk, så der kun var pelsdelen tilbage, der dækkede nakke og baghoved.
Den har jeg til gengæld stadigvæk, for den kan jo kombineres med andre masker.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Min ældste på fire år er vild med Teenage Mutant Ninja Turtles, og dem kunne jeg selv lide som barn, så det er sjovt at lege Turtles vs. Shredder med ham. I det hele taget er al leg med action-figurer sjov, og jeg glæder mig til børnene bliver lidt ældre.
Jeg har fire flyttekasser stående med mit gamle Star Wars-legetøj, og jeg  håber de bliver interesseret i det på et tidspunkt. Så kan vi ligge og trampe på rebellerne med AT-AT-walkeren eller fodre dem til rancoren.
Jeg vil helst være de onde, så kan ungerne styre rebellerne.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker, orv – gid, jeg havde haft det som barn?
Alt det moderne udklædningslegetøj … Da jeg var barn, kunne man kun købe en ridderhjelm, der dårligt kunne presses ned over et femårigt hoved (måske var mit hoved var abnormt stort), et lille sværd og et fesent skjold. Det var det hele.
I dag er markedet jo eksploderet, og live rollespil har gjort kostumerne professionelle. I dag kan man købe de vildeste våben, være udklædt som alt fra trold til dødsridder og kvaliteten er i top (ligesom priserne).
Jeg kan godt føle mig lidt snydt for ikke at have oplevet live rollespil som barn, for det ville jeg have elsket.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Jeg har aldrig forstået hvorfor legetøj skal være kønsopdelt med pigelegetøj i lyserøde pastelfarver. Begge mine drenge har leget meget med både små køkkener og legetøjsmad eller kørt rundt med en lille støvsuger, hvis ellers de ikke løber skrigende rundt og tæver hinanden med legetøjssværd.
At voksne skal prøve at opdele legetøjet i to verdener er mystisk, og jeg har aldrig kunnet se formålet med det.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Warhammer. Jeg er ivrigt samler og spiller af både Warhammer og Warhammer 40.000, hvor henholdsvis fantasyhære og sci-fi tropper udkæmper drabelige slag. At samle på små plastikfigurer og spille mod kammerater gør det ”lovligt” for en voksen mand igen at lege krig.
Nu kan jeg igen lave mutanter og uhyrer, der prøver at invadere verdenen, alt imens andre forsøger at stoppe dem. Jeg har syv hære stående hjemme i skabet – alle sammen onde eller i det mindste ikke-menneskelige, og samlingen udvides hele tiden. Det er blevet min undskyldning for at lege som voksen.
Bliver jeg grebet af stemningen illustrerer jeg gerne kampens gang med lydeffekter og store armbevægelser.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,