Legetøjsminder: Forfatter Sabine Lemire Artikler, Legetøjsminder

Legetøjsminder - Sabine Lemire (1)De seneste år har Sabine Lemire skrevet artikler og ikke mindst en lang række bøger til forældre og børn, hvor hun har fokus på hvordan man inspirerer sit barn til at tegne, klippe, bygge og alt det andet sjove og kreative, som blandt andet er med til at styrke barnets finmotorik – og fantasi.
Sabine Lemire er netop nu aktuel med Julebogen, der giver ideer og inspiration til hyggelige ting, som man kan fordybe sig med sammen i den travle juletid – alt lige fra bagning og konfekt til klippe-klistre-projekter.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Jeg har altid elsket at lave ting med mine hænder. Så det bedste legetøj for mig, var uden tvivl hobbyartikler. Som barn elskede jeg at sy, tegne, klippe-klistre, strikke og andre krea-sysler. Specielt fremstilling af dimser til dukkehuset eller barbietøj var et hit.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
Min veninde havde et komfur til dukker med små gryder og pander, som man kunne lave rigtige pandekager på. Det ville jeg virkelig gerne have haft. I sommers fandt jeg et på et loppemarked, som jeg købte til mine piger, og lidt til mig selv. Det har små bageplader, elkedel og pande med paletkniv. Det er helt som det jeg ønskede mig.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg havde en samling af små skildpadder i forskellige materialer. En dag min bror og jeg var uvenner, stjal han min yndlings viskelæder-skildpadde. Han satte sig under vores skrivebord og bed ben, hale og hoved af den. Det var den bedste skildpadde i min samling. Den lignede en rigtig lille græsk landskildpadde, og så kunne den sidde fast ovenpå en blyant. Han har stadig dårlig samvittighed over den dag.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Jeg synes det sjoveste er, når vi laver noget kreativt, der kan bruges i legen. For eksempel fremstilling af dukkehusmøbler. Den anden dag lavede vi spejlæg af vagtelæg på det lille dukkekomfur. Det var super hyggeligt. Det er som om, at man som voksen ikke rigtig har tålmodighed til fx rollelege med dukker. Jeg ville ønske at jeg kunne genkalde glæden ved at lege med legetøjet, men det er altså mere forberedelsen, der er sjovt som voksen. Jeg gider godt indrette dukkehuset, men jeg bliver så utålmodig, hvis vi skal lege med dukkerne.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?
Sylvanian families, specielt møblerne og de små butikker er mega seje. Det er mine døtre heldigvis enig med mig i. Alle de mange detaljer og små bitte dele ville jeg have elsket at lege med.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Bolde. Jeg hader at spille bold. Det gjorde jeg også som barn. Når vi i idræt skulle spille rundbold, talte jeg minutterne til timen var slut.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Jeg leger egentlig stadig med de samme ting som voksen, som da jeg var barn. Jeg er så heldig at have et arbejde, hvor jeg jo leger næsten hele tiden. Både når jeg arbejder på min bøger eller når jeg laver workshops for børn.
Da jeg blev mor for første gang, fik jeg et engelsk dukkehus, som byggesæt. Det har jeg bygget, malet, tapetseret og indrettet. Jeg synes miniature-verdenen er vildt fascinerende. Måske fordi det er småt og overskueligt samtidig med, at man kan bygge lige det, man vil. Jeg har engang strikket en bamse på knappenåle til mit dukkehus.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,