Tamagotchi vender tilbage Nyheder

Tamagotchi vender tilbage_2Længe før digitale kæledyr i alle afskygninger invaderede børnenes smartphones i form af apps, var der Tamagotchi. Det lille elektroniske kæledyr levede sit liv på en lille sort/hvid skærm indkapslet i en æggeformet plastikskal, og skulle både fodres, underholdes og leges med for at trives.

Det er nu 17 år siden legetøjsfirmaet Bandai første gang introducerede Tamagotchi på markedet, og legetøjsdillen har siden solgt over 79 millioner eksemplarer – det alene er al rigelig grund til at relancere de digitale kæledyr i en ny indpakning.

Den nye serie af kæledyr har fået navnet Tamagotchi Friends, og består fortsat af en sort/hvid skærm indkapslet i plastik, hvor du skal pleje og passe det digitale væsen – helt på samme måde som for 17 år siden. Men dimsen er selvfølgelig blevet teknisk opdateret så der også er minispil samt et kortrækkende kommunikationssystem indbygget – når to Tamagotchi-enheder rører ved hinanden, kan kæledyrene derfor tage på fælles legeaftaler.

De første Tamagotchi Friends-produkter skulle ifølge Bandai blive introduceret på det europæiske marked sidst i december og så løbende gennem hele næste år.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , ,