Samsung laver tablet til børn Nyheder

Samsung lancerer i næste uge en børnevenlig version af deres Android-baserede tabletcomputer Galaxy Tab 3, som ganske enkelt har fået navnet Galaxy Tab 3 Kids. Foruden den farverige og slagfaste indkapsling af teknologien, så er enheden også forsynet med en knap, så du med et enkelt tryk kan aktivere den såkaldte Kids Mode.

Samsung laver tablet til børn (2)I denne tilstand er brugerfladen indrettet i børnehøjde, og Samsung har lagt en række passende apps og spil ind på maskinen, så den er klar til leg med det samme. Samtidig har forældrene fuld kontrol over, hvilket indhold de unge brugere har adgang til og ikke mindst, hvor længe de for eksempel må spille – sættes der en daglig time af så låser Galaxy Tab 3 Kids, når tiden er udløbet, og der kræves et kodeord for at fortsætte.

Forældrene kan også fint gøre brug af tabletcomputeren, da Galaxy Tab 3 Kids med et tryk på førnævnte knap og indtastningen af et kodeord vender tilbage til den almindelige og velkendte Android-brugerflade, og dermed fuld adgang til alle funktioner.

Udover at du som voksen har styring over hvilke apps og spil, der er tilgængelige i Kids Mode, så er Galaxy Tab 3 Kids også indrettet sådan, at de foto og videoklip du måtte optage i tabletcomputerens Android-tilstand, ikke vises når Kids Mode aktiveres. Mens de foto og videoklip som børnene måtte skydes selvfølgelig er tilgængelige for alle brugere.

Rent tekniske er Galaxy Tab 3 Kids baseret på Android 4.1 og forsynet med en 1.2 GHz Dual Core-processor, 1 GB ram og 8 GB hukommelse med mulighed for at udvide med microSD hukommelseskort på op til 32GB. Skærmen er på syv tommer og har en opløsning på 1024×600. Den vejledende pris ligger på 1.799 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , ,