Fem legetøjstrends i 2014 Artikler

Vi har fundet fem trends på legetøjsmessen i Nurnberg, som du kommer til at se meget mere til

Hvert år sidst i januar afholdes Spielwarenmesse i den tyske by Nurnberg – det er verdens største messe for legetøj. I år lagde 76.000 besøgende fra 113 lande vejen forbi de store messehaller for at se, hvad over 2.700 legetøjsproducenter har at byde på i 2014.

SkalViLege.Nu deltog i messen for at spotte nogle af de trends, som kommer til at gøre sig gældende på det danske marked i løbet af 2014.

 

 

Ever After High_copyright MattelPiger vil fortælle gode historier

Det er langt fra nok for pigerne, at en dukke blot ser flot ud eller har lækkert tøj – der skal fortælles historier. Det er en trend, som vi ser i såvel de meget etablerede dukke-universer som Barbie eller Monster High men også som et væsentligt komponent i etableringen af nye dukker eller i den relancering af My Little Pony, som finder sted senere i år.

Legetøjsfirmaerne bakker op om pigernes leg med historier, som formidles ikke kun via tegnefilm men også som webindhold, apps med mere. Og det er historier, som pigerne kan forholde og relatere sig til – historier om personlig udvikling, muligheder og drømme.

”Et rigtig godt eksempel på et nyt spændende dukkeunivers er Ever After High, hvor Mattel har taget udgangspunkt i de velkendte eventyr til at fortælle en ny historie om at tage sin skæbne i egne hænder. Og dukkerne er et godt udgangspunkt for at kunne genlæse eventyr som godnathistorier,” siger Thomas Berger, redaktør på SkalViLege.Nu

 

 

Lego Minecraft Prototype_copyright LegoMinecraft fortsat populært

Computerspillet Minecraft er et regulært fænomen, som mange forældre ganske sikkert har måttet forholde sig til i forhold til børnenes tid foran computeren. Lige inden jul sidste år nåede legetøjsproducenten Jazwares Minecraft produkter ud i butikkerne, ligesom Lego lancerede to såkaldte mikroskala Minecraft-sæt i 2013.

Det helt store i 2014 bliver Legos lancering af en serie af Minecraft-sæt i rigtig minifigur-størrelse, hvor sættene i skala passer sammen med alle de almindelige Lego-sæt. Endnu har Lego kun fremvist prototyper af de nye sæt, som de inviterer deres fans til at kommentere på via Facebook.

”Minecraft bygger på en lang række af de samme legeværdier, som findes i Lego – du kan bygge lige hvad du vil og lege med det, som du har lyst, hvad end du er til konstruktions- eller rollelege,” siger Thomas Berger, redaktør på SkalViLege.Nu

 

 

Lego Star Wars Rebels_copyright SkalViLege.NuStar Wars forsvinder aldrig

Der har været lidt stille omkring Star Wars den seneste tid, men det er stilheden før stormen. Til efteråret er der nemlig premiere på den nye tegnefilmserie Star Wars Rebels, hvor handlingen udspiller sig mellem den tredje og fjerde film. Det bliver den første nye Star Wars serie i Disney-regi, og det kommer ikke til at gå stille af sig.

Hasbro vil til efteråret lancere en række nye actionfigurer baseret på den nye serie, som helt sikkert vil appellere både til børn og samlere. Lego kommer også med nye sæt baseret på Star Wars Rebels, og synergien mellem klodser og science fiction-universet er rigtig stærkt.

”Star Wars-universet rummer rigtig mange historier, som er gode at lege med – og så byder legetøjet på rige muligheder for, at for eksempel far og søn kan have fælles oplevelser i et fiktionsunivers, som de begge har et nært forhold til,”  siger Thomas Berger, redaktør på SkalViLege.Nu

 

 

Playmobil_copyright PlaymobilLegetøj til lommepenge

Legetøj koster nemt rigtig mange penge. Men legetøjsproducenterne er blevet langt bedre til at levere gode legeoplevelser inden for en økonomisk ramme, som passer til børnenes lommepenge.

Vi kan konstatere en kraftig udbredelse af de såkaldte blindbags, hvor små figurer købes i lukkede poser – så børnene ikke helt ved hvad de får. Alt efter temperament kan det at åbne en sådan pose være både spændende og skuffende. Men det er også en sjov måde at samle på ligesom samlekort.

Vi ser også at flere legetøjsserier prismæssigt strækker sig ned på et niveau, hvor alle kan være med. Det er for eksempel tilfældet med relanceringen af Littlest Pet Shop senere i år, hvor de store sæt stadig er suppleret af prisvenlige af slagsen, som giver adgang til samme legeunivers.

”Specielt Playmobil har imponeret på dette område – de synes at sætte en ære i at kunne levere legeoplevelser på lommepengeniveau. Som det blandt andet kommer til udtryk i den samlerserie med heste, som de lancerede for nylig,” siger Thomas Berger, redaktør på SkalViLege.Nu

 

 

Furby_Boom_copyright HasbroFurby bliver endnu større

Hasbro relancerede sidste år den interaktive bamse Furby – der i sin oprindelige udgave fra 1998 var et af de første såkaldte smarttoys. Den nye version af Furby blev således en del af en trend, som vi har set inden for legetøj gennem de sidste par år, hvor legetøjsproducenterne gerne vil kombinere det traditionelle legetøj med børnenes aktuelle hverdag, hvor smartphones, tablet og apps optager rigtig meget tid.

Senere i år lanceres den nye Furby Boom i Danmark. Den blev allerede lanceret på det amerikanske marked i sommers, og alt tyder på, at denne version af Furby med sine forbedrede funktioner og opdaterede app bliver endnu mere populær.

”Vi har kunnet konstatere, at der har været en meget stor interesse for at læse om netop Furby på magasinet – og det er et sjovt stykke legetøj, som er nemt at forelske sig i for både børn og voksne,” siger Thomas Berger, redaktør på SkalViLege.Nu.

Kommentarer

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,