Test: Fantasien får frit løb i Lego Filmen-sættene Test

Lego Filmen er netop landet i de danske biografer, og vi overlod derfor to af de nye Lego-sæt baseret på filmen, Tågetossepalads og Borgens Kavaleri, til syvårige Zelma.

70803_Wolkenkuckucksheim Palast_ProduktDansekatten er ikke kun en mellemting mellem en enhjørning og en japansk tegnefilmkat – det er også den figur, som fra første sekund syvårige Zelmas ser Lego-æsken med Tågetossepaladset, har fanget hendes opmærksomhed. Og selvfølgelig er det den Lego-figur, der skal bygges først.

”Den er sød,” lyder det fra Zelma.

De meget farverige lyserøde, rosa, pastelgrønne og turkis Lego-klodser, som i sidste ende skal blive til Tågetossepaladset, passer perfekt til Zelmas smag – det er en farvepalette, som også går igen i Lego Friends-serien. Selve design af paladset appellerer givet også mere til piger end drenge.

Byggevejledningen til Tågetossepaladset er enkel og pædagogisk i den velkendte Lego-stil. Da der blot er 197 klodser i pakken, er det heller ikke et byggeprojekt, som tager længere tid, end at Zelma kan koncentrere sig om at bygge det helt færdigt.

”Hvad skal de her bruges til,” spørger Zelma til tre tandhjul blandt klodserne. Heldigvis er de ikke en del af noget kompliceret, men danner blot et simpelt system som kan få de to runde skiver i venstre del af paladset til at dreje rundt sammen. En funktion som Zelma synes er en fantastisk fin detalje.

Færdigbygget fremstår Tågetossepaladset mere som en kulisse end en regulær bygning, men er samtidig i forhold til pris og antallet af klodser både omfangsrig og detaljeret nok til at kunne danne en god basis for leg med Dansekatten samt Grafittitøsen, Emmet og robotten Executron, som også følger med i pakken.

70806_Burg Kavallerie_Produkt”Orv, det er sejt,” mener Zelma om pakken Borgens Kavaleri, hvor en borgport synes at kunne forvandle sig til en flyvende kavalerimaskine. Det 424 klodser store sæt indeholder således to forskellige byggevejledninger – en til hver af de to mulige byggeprojekter.

Men mens det for voksne nok er indlysende, at det er de samme klodser, der benyttes i såvel borgporten som kavalerimaskinen – at den ene derfor skal skilles ad igen for at bygge den anden, så havde den syvårige forstillet sig, at de to ting transformerede sig til hinanden. Virkelighedens klods-realiteter var derfor et øjeblik let skuffende.

Borgens Kavaleri er et større byggearbejde end paladset. Men igen er byggevejledningen på Lego-vanlig vis meget pædagogisk, og hverken borgporten eller kavalerimaskinen byder på særlig komplekse bevægelige dele. Begge er derfor nemme at samle – specielt hvis der er en voksen, som lige hjælper med at finde klodserne og trykker dem ordentligt sammen.

Med i sættet følger minifigurerne Ridder Tårnbygger, Sharon Skohorn (skuespillerinde fra tv-showet Hvor lagde jeg mine bukser) samt en skildvagt – figurer der, ligesom dem der følger med Tågetossepaladset, selvfølgelig giver mest mening efter Lego Filmen er set.

Borgens Kavaleri er det ene af fire såkaldte to-i-et-sæt, som Lego har lanceret i forbindelse med Lego Filmen. Alle hænger de sammen med filmens hyldest til den frie fantasi, men de giver også rigtig god legeværdi til de børn, som netop holder af at bygge Lego i forhold til byggevejledninger.

Men to-i-et-sættene kan samtidig være med til at give Lego-byggeren et nyt syn på de enkelte klodser, der måske umiddelbart kan synes fastlåste i deres funktion, men som får nyt liv og udtryk, fordi de pludselig bruges til noget helt andet og måske uventet.

Designerne fra Lego har overordnet udvist meget stor opfindsomhed i alle de netop lancerede sæt baseret på Lego Filmen – og det gælder også de to sæt, som vi her har testet. Hvis filmen allerede sidder i ungerne, vil legen med sættene givet orientere sig mod dennes plot. Men sættene er også så dejligt skæve, at de på en god måde inspirerer til at fortælle flere og nye historier.

Læs anmeldelsen af Lego Filmen her.

Se flere Lego Filmen-sæt her.

70803_Wolkenkuckucksheim Palast_PackungThe Lego Movie: Tågetossepalads
Produktnummer: 70803
Pris: 180 kr.

 

 

 

70806_Burg Kavallerie_PackungThe Lego Movie: Borgens Kavaleri
Produktnummer: 70806
Pris: 250 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , ,