fbpx

Eventyrprinsesser på High School

/
/
img

Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Sådan slutter ethvert klassisk eventyr – men hvad nu hvis eventyrfortællingerne havde et ekstra kapitel, der fortalte historien om, hvordan eventyrfigurerne fik deres egne døtre og sønner, som voksede op, blev teenagere og begyndte på High School. Ville disse unge eventyrfigurer så overhovedet ønske at følge i deres forældres fodspor, eller ville de i stedet skabe deres egen skæbne.

Det er denne historie, som legetøjsfirmaet Mattel har taget hul på med lanceringen Ever After High-dukkerne, der flankeret af tegnefilm, fortæller om de berømte eventyr-teenageres år på High School.

”High School-årene er et overgangsritual med så mange vidunderlige og personligt definerende øjeblikke for alle – øjeblikke, hvor der skal træffes valg, som vi alle kan relatere til. Og så er High School-miljøet noget, der virkelig appellerer til piger i Tween-alderen,” fortæller Kiyomi Haverly, der er legetøjfirmaets Mattels Vice President of Girls Design.

På verdensplan er det Kiyomi Haverly job at stå i spidsen for de designhold, som udvikler Mattels nye legeuniverser til piger. Et job som også handler om at udforske de forskellige temaers æstetik, sikre legetøjets funktionalitet samt sørge for, at de endelige produkter har alderssvarende legeværdier.

”Vi kigger altid efter nye ideer, og vil ikke blot hvile på tidligere succeser. Da vi besluttede os for at skabe endnu et High School-univers, begyndte vi samtidig at se på hvilke temaer, der kunne være relevante. Ligesom med Monster High så vi også på hvilke trends, der var inden for populærkultur, inden vi gik i gang med at brainstorme på tre forskellige koncepter.”

 

En af de ting udviklerholdet nåede frem til i dette tidlige arbejde med nye ideer, var hele tanken om, at ’din livshistorie først starter, når du gør den til din egen’ – en formulering, som i sidste ende blev fundamentet i Ever After High-fortællingen. En præmis, som Kiyomi Haverly mener, netop taler til pigerne, fordi den kan inspirere dem til at have modet og selvsikkerheden til at træffe deres egne valg.

”Jeg vidste, at vi var nødt til at skabe en anden æstetik end Monster High, så vi kunne appellere til en lidt ældre målgruppe. Jeg afholdte derfor en ’sketch-a-thon’ for alle vores designere – lige fra dukkeansigtsmalerne til hår-stylister, skulptører og modelmagere.”

Denne indledende fase kastede en lang række forskellige designideer af sig, som Haverly betegner gående fra det ’velkendte’ til det ’grænsebrydende’. Designgruppen gik derefter i gang med at evaluere og videreudvikle de mange ideer internt, inden koncepterne senere blev præsenteret for fokusgrupper af piger i alderen syv til ti år.

 

”I de første fokusgrupper startede næsten alle pigerne med at sige, at de ikke længere var til eventyr. Men lige så snart de hørte vores twist på historierne, og før de overhovedet så dukkerne, ændrede de mening. Min favorit var en pige, som i første omgang svor, at hun var for gammel til eventyr. Men da hun hørte historien, slog hun begge hænder i bordet og erklærede, ’at hun var SÅ klar!’ – det var en fantastisk reaktion, som virkelig gjorde det klart for os, at vi havde skabt noget helt specielt.”

Fokusgrupperne fik ud over historien i Ever After High også lov at se tidlige dukkedesign, slogans, logoer, indpakning med videre, og tilbagemeldingerne hjalp udviklerholdet med i sidste ende at sammensmelte to designkoncepter til brug for de endelige støbeforme og dukkekostumer.

Haverly betegner selv designstilen i såvel Ever After High som Monster High for stiliseret, da det ikke er meningen, at dukkerne fuldt ud skal reflektere den menneskelige anatomi. I stedet skal designet understrege, at figurerne eksisterer i en fantasiverden og formidle deres æteriske og eventyrlige karaktertræk.

”De første figurer, vi skaber, repræsenterer som regel arketyper. Derfor var Apple, Raven, Maddie, Briar og Ashlynn, der er de første fem figurer i Ever After High, nemmest at gå til rent personlighedsmæssigt. Specielt Apple og Raven lagde vi os hurtigt fast på, fordi de er vores to heltinder, hvis historier ikke kan eksistere uden hinanden.”

Haverly beskriver Apple, der er Snehvides datter, som den fødte ledertype, der omfavner sin skæbne i modsætning til Raven, der er den Onde Dronnings misforståede datter. En pige der selv tror på, at hun er god, og derfor ikke ønsker at vokse op for at overtage moderens plads.

”Den identitetskrise, som Raven står overfor, det er en, som mange af os kan relatere til – skal du træde i dine forældres fodspor, eller skal du træde dine egne veje. Der er hverken et rigtigt eller forkert valg. Det er op til dig at afgøre hvilken sti, der giver mest mening for dig.”

 

I designprocessen opstår der selvfølgelig også en lang række figurer, som i første omgang ikke bliver til dukker. Men Haverly fortæller, at fordi Mattel arbejder meget strategisk i forhold til lanceringen af nye dukker, så bliver alle ideerne gemt til senere brug, hvor de måske passer ind i en bestemt historie i Ever After High-universet.

”Vi synes måske specielt godt om en bestemt figur, men i stedet for at lave en ny dukke, introducerer vi figuren i for eksempel tegnefilmene, for at se hvordan pigerne reagerer. Hvis der er en stærk reaktion, kan det ske, at vi udsender en ny dukke tidligere end planlagt – men Ever After High er endnu så nyt, at det ikke har været aktuelt endnu.”

Kiyomi Haverly lover imidlertid, at Mattel ikke løber tør for nye Ever After High-figurer lige foreløbig, og at der er masser af nye historier på vej, som vil fascinere og interessere pigerne.

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :