Marvels superhelte indtager Disney Infinity Nyheder

Disney Interactive har i dag løftet en lille flig af sløret for, hvad der kommer til at ske med deres Disney Infinity-spil fremover. I den nye teasertrailer for Disney Infinity 2.0 Edition flyver superhelten Captain Americas skjold nemlig gennem spillets åbne Toy Box-verden – og således virker det til, at de vedvarende rygter om, at der er superhelte-figurer på vej til spillet, taler sandt.

Disney Infinity har, siden det udkom sidste år, allerede været godt omkring i Disneys tegnefilmunivers, og der er lanceret figurer og spiluniverser baseret på både Pixar-film som De Utrolige og Biler nyere Disney animationsfilm som Frost og Vilde Rolf samt enkeltstående figurer som Jack Skellington fra Nightmare Before Christmas og Mickey Mouse som troldmandens lærling.

Det er ikke overraskende, at Disney Ínfinity vælger at vende sig mod superheltene i forlaget Marvels superhelteunivers. Disney opkøbte nemlig Marvel allerede i 2009, og har således adgang til de omkring 4.000 forskellige figurer som gennem årene har optrådt i tegneserierne.

Foreløbig er der ikke kommet detaljer ud om, præcis hvilke superhelte der træder op på Disney Infinity basen, og dermed forvandler sig fra et stykke plastiklegetøj til en interaktiv spiloplevelse. Men teasertraileren ledsages af slogannet “Get ready to Assemble. The possibilities are…infinite,” hvilket tyder på, at der i hvert fald bliver tale om figurer fra superheltegruppen Avengers.

Det ville også passe godt sammen med, at der til maj 2015 er premiere på filmen Avengers: Age og Ultron – og superhelte som netop Captain America, Iron Man, Thor og Hulk ville gøre sig godt som actionfigurer i den karikerede stil, som kendetegner Disney Infinity.

Hvis der skal spekuleres yderligere i fremtiden for Disney Infinity, så er det også værd at huske på, at Disney i 2012 opkøbte Lucasfilm og dermed rettighederne til Star Wars-universet. En ny syvende Star Wars-film skrevet og instrueret af J. J. Abrams er planlagt til at få premiere i december 2015, og mon ikke der vil blive svunget et lyssværd eller to i Disney Infinity til den tid …

Læs vores købeguide til Disney Infinity her.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,