Legetøjsminder: Forfatter og multikunstner Gunnar Wille Artikler, Legetøjsminder

Farver og striber. Flere ord skal der ikke til, før en hel generation mentalt vender det indre blik mod barndommens fjernsynsudsendelser og forfatteren, illustratoren og kunstneren Gunnar Willes beretninger om Skrumpen Fra Det Ydre Rum. En figur han netop selv er vendt tilbage til i den spritnye bog Skrumpen – Teletøj og tankekunst.

I mere end 40 år har Gunnar Wille arbejdet med alt fra film, tv, teater og bøger til eksperimentelle lydkoncerter og multikunstudstillinger. Han har samtidig fungeret som leder af animationsinstruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole siden han var med til at skabe den i 1992. Siden 2005 har Wille også været leder af spiluddannelsen DADIU, Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning.

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Det er meget svært at svare på, da de forskellige aldre har forskelligt legetøj. Men skulle jeg vælge det vildeste legetøj, så var det et elektrisk tog, jeg havde sammen med min et år ældre storebror. Det var et Märklin-tog. Vi havde fælles værelse, og det var en kæmpe togbane, så min far havde lavet sådan en konstruktion med en stor plade oppe under loftet. Den kunne så fires ned komplet med bjerge og landskaber, så den fyldte hele rummet, og hives op igen når værelset skulle bruges til andet. Hvor togbanen er blevet af i dag – det er et godt spørgsmål.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?
En ny cykel. Jeg arvede jo fra min større søskende – jeg var nummer fire i rækken ud af fem. Så mine cykler var altid med træklodser på pedalerne og sadlen skruet helt ned på stangen. Det var kæmpecykler. At få min egen helt nye cykel var drømmen – jeg tilbragte jo meget tid på cykel. Den var et legetøj, som kunne være alt fra en hest til motorcykel.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Der var en kælk, der forsvandt, som jeg holdte meget af. Jeg tror måske, at den blev stjålet – det var et stort tab. Det var min Rosebud.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Mine drenge er store nu, men dengang havde vi et Lego-tog – uden nogen stor plade at hænge det på dog. Men fordi det er drenge, har det været meget fysiske lege. Det har været skønt at have et par drenge at lægge arm med og tumle omkring med. Jeg tilhører heldigvis den generation, hvor jeg som far kom tæt på mine børn. Deres mor var jordemoder, mens jeg sad hjemme, skrev bøger og passede dem. Det var en stor gave. Det var aldrig sådan noget med, at nu kommer far hjem fra arbejde, så nu skal I være stille.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?
Meget af Legos legetøj er fascinerende. Da jeg var barn, bestod Lego kun af få klodser, så der kunne bygges et hus. Meget af Lego i dag er næsten også for voksne – det med at programmere Lego-robotter, det er fascinerende legetøj. Det kunne jeg stensikkert se mig selv med.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Alt det legetøj der kører eller leger selv – sæt batterier i, og så kører det rundt og gør et eller andet. Som barn føler du dig ikke udfordret af det, fordi det gør alting selv. Jeg var i Indien i januar, og skulle købe noget med hjem til mit barnebarn. Jeg var derfor inde i en stor legetøjsbutik, og det meste af det var vestligt legetøj, men jeg bed mærke i, at der var utroligt meget mere af den type legetøj end i Danmark. Underlige maskiner som kunne dytte, blinke og køre rundt og lege selv.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Jeg er jo en mærkelig mand, og min leg er at skabe. Jeg leger, når jeg maler billeder. Jeg synes computeren er fantastisk, fordi jeg kan tegne direkte på skærmen med en pen – det betyder, at min nye bog er tegnet direkte i computeren, uden at der er noget mellem os. Jeg har arbejdet med computere siden 80’erne, men den udvikling med at kunne tegne direkte på skærmen, det er en gave for en illustrator som mig.

 

Foto: Gunnar Wille med sit barnebarn Vilfred samt Skrumpen

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,