Anmeldelse: Lego Filmen på blu-ray Anmeldelser, Test

Legos klodsede filmeventyr fortryller også på skærmen i stuen

Emmet er en helt almindelig bygningsarbejder, der er så anonym en Lego-figur, at selv hans kollegaer knap nok bemærker hans tilstedeværelse. Så selvfølgelig er det ham, der ved et tilfælde finder det såkaldte modstandsstykke, og i selskab med blandt andet den noget mere løsslupne Grafittitøs må begive sig ud på et hæsblæsende eventyr. En rejse mellem forskellige Lego-verdener for at forhindre den grumme diktator i at lime alting fast og gøre en ende på den frie fantasi. (læs den fulde anmeldelse af selve filmen her).

   Læs også: Lego Filmen er et fantastisk klodset eventyr

 

000048.0027807.tifKlodset benspænd

Instruktørerne og manuskriptforfatterne Phil Lord og Christopher Miller helt store udfordring i forhold til at få en rigtig Lego-film til at fungere, har ganske givet været, at Lego i sin natur er både klodset og kantet. Hvor andre Lego-film blot tager udgangspunkt i klodsernes univers, og lader en meget mere organisk animation fortolke de kantede former, har Lord og Miller fra starten valgt at spænde ben for sig selv. Det har de gjort ved at holde fast i, at alt i filmen ikke blot skal syne som Lego-klodser, men rent faktisk også skal kunne bygges i virkeligheden.

Men det er netop dette indbyggede benspænd, som gør, at Lego Filmen fungerer. Hele filmens interne logik er bygget op på klodserne egenskaber og præmisser, og dermed formår Lord og Miller at forføre publikum, så den med stop-motion inspirerede animation giver mening og den velfortalte historie om frihed og fantasi får lov at tage over.

 

Film Review The Lego MovieKommentarspor på engelsk

På blu-ray er filmen forsynet med et kommentarspor, hvor der foruden Lord og Miller er blevet plads til skuespillerne Chris Pratt (Emmet), Will Arnett (Batman), Charlie Day (Benny) og Alison Brie (Dansekatten). At sidde filmen igennem med de engelske kommentarer er, ikke overraskende, noget familiens yngste medlemmer synes er en rigtig skidt idé – men en god oplevelse at gemme til senere, hvis du som voksen vil have et bedre indblik i filmens tilblivelse.

Det samme får du i den lille 12 minutters Behind the Scenes: Bringing LEGO to Life-dokumentar, hvor skuespilleren Chris Pratt er vært på en lille og meget uforpligtigende tur bag scenerne på filmen. Der er også blevet plads til, at Lego-designerne Michael Fuller og Adam Ryan viser, hvordan du bygger Emmets bil og dobbeltdækkersofa med både rigtige klodser og i softwaren LEGO Digital Designer.

   Læs også: Rumskib, rumskib, RUMSKIB!

 

Emmet_at_home_2_LEGO_movieFraklip og karaoke

Ekstramaterialet byder også på et par korte Lego-animationsfilm. Den let surrealistiske Batman’s A True Artist samt politiserieparodien Michelangelo & Lincoln: History Cops. Ligesom der er blevet plads til de tre film, som vandt i den konkurrence, som Lego tidligere på året udskrev via websiden Rebrick. En konkurrence du kan læse mere om her – de tre vinderfilm kan du se nedenfor.

Endelig er der også ”fraklip”, som tidligere er blevet brugt i forbindelse med markedsføringen af Lego Filmen, med på skiven side om side med et par slettede scener, som af gode grunde aldrig kom meget videre end til storyboardet.  Og så selvfølgelig en karaoke-version af filmens hit ”Everything Is Awesome”.

Der er således en god bid ekstramateriale med på den almindelige blu-ray udgave af Lego Filmen, hvilket er fint men selvfølgelig ikke helt i samme liga som special-udgaven af The Lego Movie, hvor filmens Vitruvius medfølger som Lego-minifigur.

 

En eventyrlig fabel

Blu-ray udgivelsens hovedret er og bliver selve filmen – og historien om Emmet er også både anden og tredje gang fremragende og medrivende. Ikke blot det klodsede eventyr, sådan som Lego Filmens danske undertitel fastslår, men en regulær fabel om det at lege og give fantasien plads og mulighed for at bevæge sig i en hvilken som helst retning. En fabel som både børn og voksne har stor glæde af.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,