Legetøjsminder: Tegneserieskaber Frank Madsen Artikler, Legetøjsminder

Tegneserieskaberen Frank Madsen har siden starten af 1980’erne haft blyanten i alt fra dagstriber til albumserier og alt det der ligger ind imellem. I samarbejde med Lego skabte han i 1984 tegneserien om Jim Spaceborn, mens hans egen albumserie om eventyreren og globetrotteren Kurt Dunder første gang så dagens lys i 1988.

Sammen med sin hustru, tegneren Sussi Bech, har Frank Madsen skrevet og illustreret flere billedbøger, blandt andet serien om detektiven Snus Mus. Sammen leverer de også striben Eks Libris til Weekendavisen, som løbende samles i bogform – den fjerde samling, Lotte går til parterapi!, er netop udkommet.

Sammen har Frank Madsen og Sussi Bech også netop udgivet bogen Den grønne pige. Bogen er det første bind i bogserien Gustav og Raketbroderskabet, der er gennemillustrerede letlæste bøger for de 9-12 årige.

 

 

Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?

En papkasse. Jeg byggede alt muligt ud af de kasser, vi fik leveret købmandsvarer i, da vi boede langt ude i en skov på halvøen Asnæs syd for Kalundborg. To gange byggede jeg Apollo 11 med rakettrin og landingsmodulet “Ørnen” i det øverste trin. Det var i 1969-70, da jeg gik i 1. klasse og USA lige var landet på Månen første gang. Da jeg var mindre – har jeg fået fortalt – byggede jeg et meget sindrigt fuglehus af pap, men så regnede det og blev blødt, hvorefter jeg blev stiktosset og trampede oven på det af raseri. Så papkasser var simpelthen sagen dengang. Jeg var dog også ret glad for mit sorte Lego-tog, som jeg fik til jul i 1966, og for mine Ferguson og David Brown traktorer fra Siku.

 

Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest som barn – uden nogensinde at have fået det?

Jeg drømte om at vinde den der konkurrence bag på Anders And, hvor man kunne tømme en legetøjsbutik på 10 minutter. Den vandt jeg aldrig, og sikkert godt det samme. Ellers kan jeg faktisk ikke huske, at jeg manglede noget.

 

Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?

Plastikkolberne på mine westerngeværer gik i stykker et par gange, kan jeg huske. Så løb man rundt i skoven med et halvt gevær og råbte “Bang! Bang!”, indtil man fik et nyt i fødselsdagsgave.

 

Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?

Min søn er 18, så sidst, vi “legede” sammen, var en weekendtur til Sverige, hvor en masse voksne og børn spillede hardball i en granskov indrettet til formålet. Det var ret sjovt at være delt op i to hold med geværer og så angribe de andre, der havde base en halv kilometer væk. Da jeg var barn, havde vi ikke den slags, og kom altid op at skændes om, hvorvidt vi var blevet ramt eller ej. Her var man ikke i tvivl. I det allersidste spil blev de voksnes base stormet af børnene, og jeg blev ramt lige i ryggen af en 8-årig knægt, der kom snigende bagfra.

 

Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?

Settlers of Catan, Dungeons & Dragons eller nogle af de andre avancerede spil, der findes på markedet i dag. Udvalget var meget begrænset dengang. Matador, Ludo og kortspil var det, verden havde at byde på dengang. Jeg kan huske, at jeg sammen med en kammerat lavede et avanceret Matador, hvor huspriserne og aktiekurserne kunne gå op og ned.

 

Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?

Tamagotchi. Få dog en kat i stedet for. Eller et liv.

 

Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?

Min pc. Jeg spiller ikke så meget længere, ud over skak på chess.com, men det er nok det ene stykke voksenlegetøj, der har budt på allermest spas gennem årene. Panzer General, Diablo (især etteren), Doom og hvad de ellers hed, de fede spil i halvfemserne.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , ,