Anmeldelse: Arkitektens værktøjskasse er fyldt med Lego Anmeldelser, Test

Slip din indre arkitekt løs med hvide og gennemsigtige Lego-klodser

Legos nye arkitektoniske påhit hedder Architecture Studio. Bevæbnet med en tyk inspirationsbog og 1210 hvide og gennemsigtige klodser er du klar til at bygge alverdens mesterværker. Nørdet, enkelt og helt frit. Sådan da.

 

Lego Architecture (3)“Skal der ikke farver på?”

Bemærkningen var en af de første som løb ind på Facebook. Uploadede fotos af huse, borge og vandfald i mælkehvide og gennemsigtige Lego-klodser imponerer åbenbart ikke det store. Men Lego Architecture Studio handler om meget andet end farverige Lego-byggerier efter udførlige manualer på flere hundrede sider. Det fandt vi ud af efter få timer i selskab med Architecture Studio. En af de nyeste tilføjelser til Legos Architecture-serie.

Ved første øjekast ser boksen og dens indhold af 1210 hvide og gennemsigtige klodser ganske vist farveløs ud. Selv de medfølgende bakker virker underligt upersonlige. Men du tager fejl, hvis du opfatter Legos nye påhit i Architecture-serien som et tandløst og forsimplet byggesæt – uden farver. Tværtimod. Det handler om fantasi. Om fornemmelse for proportioner og lyst til at udforske rumfang og stilarter.

 

Brug bogen

Hjælpen eller rettere inspirationen finder du ikke i en af Legos klassiske og meget pædagogiske manualer. Du skal derimod i gang med en moppedreng af en bog om design og arkitektur. Hen over på 271 sider giver seks af verdens førende arkitektfirmaer deres bud på en række faktorer, som har betydning for arkitektur og byggeri. Det handler blandt andet om proportioner, overflade og symmetri.

Derefter gennemgås en række eksempler med skitser og detaljerede fotos – fra “svævende” huse i træerne i den svenske skærgård til luftige, nærmest gennemsigtige byhuse Tokyo. Nogle af bidragene er meget konkrete med eksempler og skitser. Vidste du for eksempel, at tårnet Burj Al Arab hviler på en trefod?

Andre bidrag bliver nærmest filosofiske, men ikke desto mindre væsentlige for at forstå, hvad der skaber god arkitektur og giver det optimale, sansende forhold mellem menneske og rum.

 

Lego Architecture (6)For ”voksne” børn med byggelyst

Uanset hvad du har lyst til at bygge, råder vi dig til at læse bogen først. Den er spændende, inspirerede og henvender sig i høj grad til de, som også løfter næsen og ser på byrummet eller huse indlejret i landskabet.

Omvendt er den også et vink med en vognstang om, at kassens aldersmærkning på 16+ skal tages alvorligt. Dette er ikke for børn. Det er for nysgerrige voksne med en barnlig byggelyst.

 

Byggelyst med begrænsninger

Netop byggelysten bliver dog hurtigt udfordret. Bevæbnet med bogen og de 1211 hvide og gennemsigtige klodser lægger Lego Architecture Studio op til, at det suverænt dig, som bestemmer klodens næste mesterværk. Alt er muligt. Alene ud fra fantasiens kraft. Det holder bare ikke virkeligheden.

Du kan ikke bygge Mount Rushmore med de indhuggede profiler af fire amerikanske præsidenter, og du kan ikke bygge Apples glaskube af en butik, som står i New York. Og du kan slet ikke bygge Burj al Arab med dens 321 meter. Heller ikke i miniudgave.

Kort sagt – boksen eller æskens indhold er slet ikke nok, eller er alt for varieret, til at bygge noget massivt. Måske er det en meget inspirerende begrænsning i sig selv, men det kølner begejstringen noget.

Lego Architecture (4)

Uhåndterlig æske

En anden irritation er æsken i sig selv. Den er fin, hvid og enkel. Men kunne vi ikke bede om et håndtag, så vi kan transportere den rundt? Lego har i forvejen gjort en dyd ud af nødvendigheden ved foreslå, at man foruden de to bakker omdanner de medfølgende, indlagte æsker til fremtidige opbevaringsbokse. Godt tænkt. Sortering er helt klart en nødvendighed. Men et håndtag ville gøre det nemt at tage æsken frem, når inspiration kommer over en.

Lego Architecture (1)En sidste irritation er en manglende byggeplade. Hvorfor må vi ikke få en eller to store plader, så vi straks kan komme i gang? Som indholdet er nu, må du sidde og fifle med de mindre plader for at stykke dem sammen til en stor. Det er bøvlet, tidskrævende og er svært at holde sammen på, før byggeriet går i gang.

 

Begrænsninger udfordrer

De tre irritationsmomenter til side, er Lego Architecture Studio alligevel en genial tilføjelse til serien, som allerede omfatter mindre, ikoniske bygninger som FN bygningen og Operahuset i Sidney. Den tilhørende og udførlige inspirationsbog sætter fantasien fri, og gør byggeriet med de hvide og gennemsigtige Legoklodser til lidt af en kunst.

Architecture Studio-sættet er stadig så nyt i sortimentet, at Lego har vedlagt en indlægsseddel, hvor man via Legos hjemmeside opfordres til at komme med ønsker og forslag til forbedringer.

Vi har allerede tre.

 

21050Lego Architecture Studio
Produktnummer: 21050
Pris: 1499 kr.

Kommentarer

Skrevet af

Natasja Broström

Mangeårig Star Wars-fan og et lidt af et legebarn. Har skrevet om computerspil og fankultur i aviser og magasiner i årtier. Har først som voksen kastet sig over Lego, og flere byggeprojekter er på tegnebrættet.

    Tags: , , , , , , ,