Anmeldelse: Rumskib, rumskib, RUMSKIB! Anmeldelser, Test

Astronauten Benny har et rumskib, der inviterer til leg og eventyr

IMG_0553 (1)En af de mest populære bifigurer i Lego Filmen viste sig at være astronauten Benny, der for især de voksne legebørn er den direkte forbindelse tilbage til det oprindelige Lego Space fra 1980’erne. Vi har bygget Bennys rumskib.

Bennys hjelm har et lille knæk i hageremmen. Det er den måske vigtigste detalje i hele sættet. Godt nok er det ikke et rigtigt knæk, men hageremmen er støbt på en måde, så det ligner, at den har lidt overlast på samme facon som utallige Lego-hjelme gjorde det dengang Lego Space dukkede op i legetøjsbutikkerne.

Dengang var årsagen, at Lego havde problemer med produktionskvaliteten. I denne sammenhæng er det blot et nostalgisk nik til fortiden, ligesom hele Bennys store blå, grå og gule rumskib er meget klassisk i sit udtryk.

   Læs også: Lego Filmen er et fantastisk klodset eventyr

 

Retro-klodser til Lego-kendere

940 klodser er fordelt i syv poser, så det er mere overskueligt at gå i gang med at samle rumskibet. Sædvanligvis ville vi her på SkalViLege.Nu have haft børn med inde over en anmeldelse som denne, men netop i dette tilfælde har vi valgt at betragte Bennys rumskib som et Lego-sæt, der henvender til voksne nostalgikere.

Der er som altid en god fornuft og roligt flow i Legos samlevejledning, der fordeler sig på to hæfter og omkring 150 sider i alt. Det lille sorte rumskib samt de to små blå flyvere bygges sammen med minifigurerne Emmet, Graffititøsen og robotpiloten som det første, så der er noget at gå i gang at lege med. Benny og Dansekatten dukker først op i den femte pose.

Selve rumskibet er konstrueret omkring et solidt understel, så det i sidste ende er muligt at samle det op uden at have fornemmelsen af, at det er ved at knække. Lego-nørder vil givet sætte pris på et par retro-klodser her og der i den ellers ligefremme konstruktion, der byder på godt med afveksling i byggeoplevelsen. Der skal dog monteres en del klistermærker undervejs, og de synes aldrig at komme til at sidde lige så godt som i byggevejledningen.

   Læs også: Fantasien får frit løb i Lego Filmen-sættene

 

Masser af gode detaljer

Det færdige rumskib er fyldt med gode detaljer. Foruden Bennys knækkende hjelm så er selve Lego Space-logoet på hans brystkasse selvfølgelig slidt halvt af, som det ville være på en godt leget med Lego-figur. Dansekatten og Graffititøsen er ligeledes Lego Space-stylet.

Cockpittet under det klassiske transparente gule plast har plads til de tre helte, mens Dansekatten sidder i et modul for sig. Et modul der kan vippes op, så der er adgang til rumskibets maskinrum komplet med to terminaler, som minifigurerne kan places ved.

Radaren kan vippes op, og under den sidder et par droider klar til tjeneste. De to tilhørende små blå rumskibe, som blev bygget først, monteres på hver sin vingespids. Og når der hives i den nederste motor bagerst på Bennys rumskib, bevæger vingerne sig ud og afslører to missiler – som selvfølgelig kan affyres.

En hyldest til de klassiske Lego-sæt

Bennys rumskib er selvfølgelig ikke bygget på samme måde som de klassiske Lego Space-rumskibe, der var langt mere kantede og … ja klodsede … i deres udtryk. Men de overordene former, måden vingerne sidder i forhold til rumskibets krop, finnerne bagerst og de blå, grå og gule Lego-klodser er en ubetinget hyldest til gamle dage.

Selvom vi, som allerede nævnt, har valgt at se på Bennys rumskib som et Lego-sæt for voksne legebørn, så er det et rumskib, der i den grad fortjener at blive leget med af familiens yngste – de mange detaljer inviterer simpelthen til rumeventyr. Lidt ligesom i de gode gamle dage.

 

the-lego-movie-bennys-spaceship-spaceship-spaceship-70816-box-e1396661596577Benny’s Spaceship, Spaceship, SPACESHIP!
Produktnummer: 70816
Pris 899 kr.

 

 

Produktet var stillet til rådighed af legetøjsbutikken Superhelten

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , ,