fbpx

Road on a Roll – 50 meter vej på rulle

/
/
img

Enhver bilglad dreng eller pige burde have mulighed for at bygge deres helt egne bilbaner i næsten uendelige længder i stuen, haven eller hvor de nu måtte have lyst til at lege – måske en bilbane på en rulle papir, så den kunne genbruges, farvelægges og tages med i lommen …

Baz Jennings har titel af Head Road Tester på Road on a Roll
Baz Jennings har titel af Head Road Tester på Road on a Roll

Det var denne tanke, der meldte sig i baghovedet på engelske Baz Jennings en regnvejrsdag, hvor han sammen med sine to sønner på to og fem år byggede bilbaner med plastikskinner. Den sædvanlige ottetals-bane og den alternative ovale bane synes pludselig meget kedelige, og ideen om Road on a Roll tog stille og roligt form.

 

Alle legetøjsbiler er velkomne

“Jeg startede med at lave en sjov tegneøvelse med min ældste dreng. Vi tog en rulle tapet og gik i gang med at tegne en rigtig stor bane. Han var fuldstændig opslugt af det, og der var jeg sikker på, at min ide kunne fungere,” fortæller Baz Jennings.

I forbindelse med Road on a Roll har Jennings titel af Head Road Tester, men til daglig arbejder han som grafisk designer. Han kastede sig derfor over at designe selve bilbanen, der senere skulle trykkes på en 50 meter lang og 11,6 centimeter bred rulle papir.

”Jeg tog i første omgang udgangspunkt i mine egne børns legetøjsbiler, som primært er Matchbox-biler – de har også nogle af mine, fra da jeg var dreng. Men jeg ønskede, at banen skulle være universel, da de fleste børn har en samling af både nye og gamle biler,” siger Jennings om arbejdet med at klippe og klistre prototyper sammen, indtil det endelige design var på plads.

 

Hvem kan trykke 50 meter vej?

En af de helt store hurdler viste sig imidlertid at være at finde et trykkeri, der kunne trykke vejbanen i forhold til hans specifikationer. Som Baz Jennings siger, så havde det sikkert været meget nemmere, hvis han havde været ansat i et stort legetøjsfirma og bare kunne sende hele produktionen til Kina. Men han ønskede, at Road on a Roll skulle produceres lokalt, så de miljømæssige omkostninger kunne minimeres.

“Min primære udfordring var at holde fast i troen på, at Road on a Roll kunne fungere, og at andre mennesker ville kunne lide det. Jeg var nødt til at have tillid til mit design – jeg havde i bund og grund kun havde en chance for at lykkedes, da udgifterne til det første parti var relativt høje,” fortæller Jennings.

 

Far opfinder legetøj

”Det var en vidunderlig følelse at se, hvordan de begejstret farvelagde og legede med noget, som var udsprunget af en ide, jeg havde fået,” fortæller Jennings om den første gang, hvor han og børnene fik den færdige Road on a Roll mellem hænderne:

Men det var samtidig begyndelsen på en række nye udfordringer for Baz Jennings – der skulle blandt andet bygges en webside, så han havde et sted at sælge vejbanerne. Han oplevede imidlertid til sin store glæde, at historien om Road on a Roll hurtigt spredte sig, og legetøjet har blandt andet været omtalt i designmagasiner verden over.

Der er således dukket ordrer op fra så forskellige steder som Mexico, Japan, USA og New Zealand. Jennings fortæller, at han stadig får stadig et stort kick ud af at pakke et eksemplar og vide, at det skal ud til et barn et eller andet sted i verden. Men den største ros kommer fra hans egne drenge:

”De er virkelig forbløffede over, at deres far har opfundet noget så cool. Så når de i skolen skal fortælle, hvad deres far laver, så siger de, at jeg er legetøjsopfinder,” slutter Bax Jennings.

 

Road on a Roll startersæt koster 14 pund. Sættet indeholder 50 meter vej, ti sving og fire rundkørsler. Sættets dele kan også købes enkeltvis på Road on a Rolls webside.

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :