To prikker og en streg – sådan blev Playmobil en verdenssucces Artikler

For 40 år siden var ideen bag Playmobil så ny, at ingen troede på den.

Ved den store tyske legetøjsmesse i Nürnberg i 1974 trak en af landets vigtigste legetøjsindkøbere legetøjsproducenten Horst Brandstätter til side og fortalte ham ligeud: ”Du har lavet masser af gode ting. Men dette her er noget af det værste nonsens, du har smidt på markedet.”

Kommentaren var møntet på de plastikprototyper af en indianer, ridder og byggepladsarbejder, som var legetøjsfirmaet Geobra Brandstätter bud på årets nye legetøj. Det var en nedslående besked for Horst Brandstätter, der som ejer af firmaet vidste, at der virkelig var behov for en succes, for at styre gennem oliekrisens svære økonomiske farvand.

   Læs også: Historien om Playmobil-figuren

 

Geobra Brandstätters værksted i midten af 1920'erne.

Geobra Brandstätters værksted i midten af 1920’erne.

Våbensmedens søn laver legetøj

Horst Brandstätter er barnebarn af våben- og låsesmeden Andreas Brandstätter, der i 1876 i byen Fürth stiftede en lille virksomhed, som blandt andet fremstillede hængsler og låse til kister. I 1908 blev virksomheden overtaget af hans søn Georg Brandstätter, som valgte at flytte firmaet til den nærliggende by Zirndorf.

Op gennem 1920’erne blev produktionen udvidet med blandt sparegrise, legetøjstelefoner og andre legesager, og et sted i starten af 1930’erne fik firmaet det navn, som det stadig har i dag: Geobra Brandstätter – navngivet efter dets ejer.

 

Geobra Brandstätter lavde både reolsystemer og loftspaneler - sidstnævnte er blandt andet benyttet i Playmobils hovedsæde i Zirndorf.

Geobra Brandstätter lavde både reolsystemer og loftspaneler i plastik – sidstnævnte er blandt andet benyttet i Playmobils hovedsæde i Zirndorf.

Plastik er vejen til succes

Horst Brandstätter indtrådte som partner i Geobra Brandstätter i 1954, hvor han så mulighederne i at bruge plastik som produktionsmateriale. Firmaets fik tidligt held med at producere og sælge Hula Hop-ringe, de holdt fast i klassikere som sparegrisen og legetøjstelefonen og havde rigtig stor succes med pedaldrevne legetøjstraktorer – alt sammen i plastik.

Kilder beskriver Horst Brandstätter som både en dreven og innovativ forretningsmand, der tog konsekvensen af den også dengang hårde konkurrence på legetøjsmarkedet, og udvidede Geobra Brandstätters forretningsområdet til blandt andet at inkludere produktionen af kontormøbler, loftspaneler og vandski.

Mod slutningen af 1960’erne blev produktionsfaciliteterne i Zirndorf for små. Mens selve administrationen blev liggende, blev der bygget nye lager- og produktionshaller i Dietenhofen cirka 24 kilometer derfra. Geobra Brandstätter udnyttede samtidig fordelagtige virksomhedsbetingelser og lavere lønkrav til at etablere en ny fabrik på Malta.

 

Oliekrisen rammer

Da oliekrisen sætter ind i starten af 1970’erne, stiger prisen på råolie drastisk. Horst Brandstätter var godt klar over, at der var behov for at udtænkte nye produkter, som ikke blot kunne produceres med et mindre forbrug af de dyre råmaterialer, men som også fyldte mindre i forhold til lager og transport.

Det var en udfordring som Brandstätter lagde i hænderne på firmaets udviklingschef Hans Beck. Han var oprindeligt uddannet snedker, men havde arbejdet som legetøjsdesigner og opfinder for Geobra Brandstätter siden 1958, og havde blandt andet stået bag den succesfulde pedaldrevne traktor.

Horst Brandstätter forestillede sig en serie af legetøjsbiler, måske med en lille figur bag rattet, inspireret af tidens trælegetøj. Han så også gerne, at der var tale om et legetøjssystem, som forbrugerne med tiden kunne købe ekstra tilbehør til.

 

Hans Becks tidlige skitser til den nye legetøjsfigur.

Hans Becks tidlige skitser til den nye legetøjsfigur.

Figuren er hovedpersonen

Som Hans Beck begyndte at skitse og arbejde med konceptet, vendte han opmærksomheden mod selve figuren som hovedperson.

”Jeg ville gerne lave noget, der var mere interessant og gav flere muligheder for leg, hvilket indebar figurer, der kunne bevæge hoved, arme, ben og holde ting i hænderne,” fortæller Hans Beck i bogen Playmobil: The Story of a Smile.

Det var imidlertid en tilgangsvinkel Hans Beck havde svært ved at overbevise sin skeptiske chef om. Aftalen blev derfor, at legetøjsdesigneren kunne arbejde videre med sine figurer, når der ikke var travlt med andre mere vigtige projekter. Men for en god ordens skyld blev de nye figurer patentregistrerede.

 

Geobra Brandstätters gamle logo var en af inspirationskilderne til Playmobil-figurens ansigtsudtryk.

Klovnenæser fungerer ikke

Hans Becks første prototyper af figurerne var udstyret med næser, men det virkede klovneagtigt. Beck følte, at de specifikke ansigter begrænsede figuren for meget. Han ville langt hellere have, at børnene brugte deres fantasi til at fylde karakter i figurerne.

Det enkle ansigt med to prikker og en streg var delvist inspireret af et ældre Geobra Brandstätter-logo, men Hans Beck har også nævnt tegneserien Radisserne som en inspirationskilde til figurernes forenklede udtryk i såvel ansigt som proportioner.

 

Samlede ben og grydehår

I den oprindelige patentansøgning kunne Hans Becks figurer bevæge benene uafhængigt af hinanden, ligesom hænderne kunne dreje i håndledet. Undervejs i processen oplevede legetøjsdesigneren imidlertid, når han testede de nye figurer på sine niecer og nevøer, at børnene oftest blot flyttede rundt på figurerne ligesom brikker i et brætspil.

Der var simpelthen ikke behov for den avancerede konstruktion, og figurerne ville også blive nemmere at producere med samlede ben. Tanken om, at hænderne kunne bevæges, måtte også droppes, da plaststøbeteknologien endnu ikke var udviklet tilstrækkeligt.

Hans Beck har beskrevet fødderne på figurerne som en udfordring i millimeter. De skulle være store nok til, at figuren kunne stå oprejst, men samtidig så små, at der kunne sættes sko på dem, uden at det virkede som klovnesko.  Problemet med at få hatte til at sidde fast blev løst med den i dag ikoniske grydelinje omkring figurernes hår.

   Læs også: 10 millioner stykker Playmobil i døgnet

 

Hans Becks første Playmobil-prototyper, hvor han stadig overvejede flere ansigtsudtryk.

Hans Becks første Playmobil-prototyper, hvor han stadig overvejede flere ansigtsudtryk.

Panik før juletid

I 1973, lige før juletid, hev Horst Brandstätter fat i Hans Beck. Firmaet var økonomisk spændt hårdt for, krisen kradsede for alvor og chefen ville høre, om Beck mente, at han kunne få et sæt prototyper af de nye figurer klar til den store legetøjsmesse i februar året efter.

Hans Beck har fortalt, at han godt var bekendt med firmaets situation, og derfor var villig til at knokle igennem for at blive færdig til tiden. Han fik stillet et budget på 35.000 mark til rådighed – langt fra nok til at etablere en produktion af figurer, men tilstrækkeligt til at få udarbejdet prototyper og eksempler på indpakning.

Det eneste figurerne manglede, var et navn. Brandstätter og Beck var enige om, at det skulle være internationalt. Noget med play. Plaything. Mobil Play … springet til Playmobil lå lige for.

 

Det første salg

Legetøjsindkøberne på legetøjsmessen forstod ikke konceptet i Playmobil-figurerne. Der eksisterede ikke rigtig noget lignende på markedet, og da messens anden sidste dag indtraf, havde Horst Brandstätter stadig ikke haft succes med sit nye legetøj.

Det var her hollænderen Hermann Simon kiggede forbi. Han var på det tidspunkt Europas største legetøjsgrossist, og kunne sagtens se den gode idé i Playmobil. Han lagde derfor en ordre på en million mark.

Med den ordre i baglommen tog Horst Brandstätter fornyet kontakt til en række af de større tyske varehuse og legetøjsforhandlere, og lod dem forstå, at en af deres konkurrenter var tæt på at sætte sig eksklusivt på de nye legetøjsfigurer. Så faldt de nødvendige ordrer langt om længe.

 

Horst Brandstätter og Hans Beck fotograferet i midten af 1970'erne.

Horst Brandstätter og Hans Beck fotograferet i midten af 1970’erne.

 

For at være sikre på at børn og forældre forstod konceptet bag Playmobil, blev der de første år fremstillet udførlige vejledninger til figurerne.

For at være sikre på at børn og forældre forstod konceptet bag Playmobil, blev der de første år fremstillet udførlige vejledninger til figurerne.

Løbet over ende af succes

Det kan godt være, at legetøjsindkøberne ikke forstod Playmobil – men det gjorde børnene. I sådan en grad at den nyfundne succes for Playmobil var ved at løbe Geobra Brandstätter over ende. Der blev akut behov for at indkøbe flere støbemaskiner og låne sig frem til kapacitet hos andre plastproducenter.

I det første år var der så store problemer med at følge med efterspørgslen, at mange legetøjsforhandlere simpelthen bestilte langt mere Playmobil, end de havde behov for, simpelthen for at være sikre på, at de fik produkter nok i tide til julesalget.

Da Geobra Brandstätter så i 1977 endelig var klar til at levere alle de bestilte varer, fik legetøjsforhandlerne pludselig så mange Playmobil-produkter på lager, at de året efter måtte undlade at bestille nyt, indtil deres lagre var tømt.

   Læs også: Playmobil skal inspirere til at fortælle historier

 

Playmobil i dag

Geobra Brandstätter har i dag over 4.000 ansatte og omsatte sidste år for 612 millioner euro på verdensplan. Hovedkvarteret ligger fortsat i Zirndorf. Hovedparten af produktionen foregår stadig på fabrikken i Dietenhofen, mens fabrikken på Malta er specialiseret i at producere selve Playmobil-figurerne. Der er også produktionsfaciliteter i Tjekkiet og Spanien.

Hans Beck gik på pension i 1998. Da der i 2000 blev afholdt verdensudstilling i Hannover, var Hans Beck en af de 100 tyske personer, der blevet hædret med en statue i den tyske pavillon.  Hans Beck søde i 2009 i en alder af 79.

Horst Brandstätter er i en alder af 81 år fortsat eneejer af Geobra Brandstätter, og når han en dag går bort, overgår ejerskabet til en fond. Han trak sig i 2000 tilbage fra den daglige ledelse, som i stedet ligger i hænderne på Andrea Shauer, der har titel af Executive Director of Development, Marketing and Sales.

OPDATERING: Horst Brandstätter gik bort den 3. juni 2015.

 

 

Kilder:

Jubilæumsudstillingen ” 40 jahre Playmobil” på Das Historische Museum der Pfalz Speyer

Wikipedia

Felicitas Bachmann: ”Playmobil: The Story of a Smile”

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,