Test: Hvad gemmer sig bag pakkekalendernes 24 låger Anmeldelser, Test

Vi har åbnet alle 24 låger i børnenes julekalendere – hvilken er det bedste køb?

24 låger gemmer på små legetøjsoverraskelser, der skal være med til at gøre det en lille smule lettere for børnene at vente på juleaften, træet, maden og ikke mindst gaverne.

   Læs også: Stortest af 18 pakkekalendere (2016)

Siden Playmobil i midten af 1990’erne som nogle af de første begyndte at lave pakkekalendere, er flere legetøjsproducenter fulgt trop, og der er et rigt udvalg af helt færdige legetøjsjulekalendere i butikkerne. Vi har hevet syv af dem ned af hylderne, for at finde ud af, hvilke der er de bedste.

Sædvanligvis ville vi her på SkalViLege.Nu teste legetøj sammen med børn i den rette målgruppe. Men netop i dette tilfælde synes vi ikke, at magien ved at åbne en låge i kalenderen hver dag i december skulle frarøves nogle børn. Det er af samme årsag at testen ikke indeholder billeder eller komplette lister over selve kalendernes indhold.

Vi i har valgt at vurderet de syv kalenderes indhold med udgangspunkt i erfaringer som forældre – hvor vi ved, at det især er vigtigt, at der er et godt flow i fordelingen af legetøjet og dermed de potentielle legemuligheder hen over de 24 dage. Men også at julekalenderens indhold samlet set giver mening.

 

Schleich Julekalender på bondegården2Schleich Julekalender på bondegården

Den tyske legetøjsproducent Schleich er kendt for sit rige udvalg af detaljerede plastikdyr, og det er selvfølgelig dem, der er hovedattraktionen i de 24 juledage på bondegården. I alt er der otte dyr lige fra kanin og hundehvalp til tyrekalven og den store malkeko med i kalenderen fint fordelt hen over dagene.

Derudover er der bag lågerne gemt alle de andre ting som mad, hø og trillebør, der i legen er brug for, når dyrene skal fodres og passes. Ligesom der er indhegning med til både de store og små dyr – de fire store stykker hegn er fordelt på fire aflange låger, som efter den første dag med hegn ikke lader meget gætværk tilbage omkring, hvor de resterende stykker hegn er at finde.

Nogle af delene er temmelig svære at få ud af lågerne, og specielt de små plastikæbler under kalenderens mindste låge havde brug for lidt fysisk overtalelse for at komme fri. Der er også en enkelt låge, hvor der i stedet for legesager gemmer sig et lille klistermærkeark, hvilket i sammenhængen virker lidt skuffende.

Samlet set er det kalenderens mange dyr, der gør den attraktiv – og elementerne er godt fordelt, så en leg med indholdet kan udvikle sig i løbet af juledagene.

Schleich Julekalender på bondegården
Set til: 149 kr.

 

Schleich Julekalender med heste2Schleich Julekalender med heste

Det er selvfølgelig enten drømmen om eller interessen for heste, som bliver plejet i dagene frem til juleaften, når den tyske legetøjsproducents Schleichs flytter julekalenderen ud i hestestalden – og indholdet af figurer begrænser sig således til et føl, en hundehvalp, en rytter og så den fuldvoksne hest.

Et blik på lågernes størrelse gør det fra første dag også ganske klart, at barnet skal vente helt frem til juleaften før den fuldvoksne hest kommer ud og leger. Det kan virke lidt antiklimatisk, når nu hestens seletøj for eksempel dukker op ti dage før. Der er små klistermærkeark med heste bag tre af lågerne, hvilket potentielt passer godt til målgruppen, men det kunne også have været fint med lidt flere dyr at lege med.

I mellemtiden gemmer lågerne på alle de ting enhver hestepasser har brug for – børster, foder, spand, æbler med videre, hvor nogen er væsentlig sværere at få fri af kalenderen end andre. Der befinder sig også fire stykker indhegning bag fire af julekalenderens helt ens låger, hvilket tager lidt af overraskelsesmomentet ud af at åbne dem.

Det er naturligt nok, at Schleich har valgt at gemme det helt store stykke legetøj til sidst, men det betyder at flowet i kalenderen er skævt, og legen først rigtig kan finde form, når alle låger er åbnet.

Schleich Julekalender med heste
Set til: 149 kr.

 

Playmobil julekalender julestuen2Playmobil julekalender julestuen

Playmobils lyserøde julekalender signalerer umiddelbart med sit farvevalg, at den er tiltænkt pigerne – men indholdet i de 24 låger kredser netop om Playmobil-familiens jul, og giver plads til gode lege, som både drenge og piger kan være med til.

Kalenderen er på bagsiden forsynet med et papophæng, så der også er mulighed for at hænge den på væggen. Men kalenderen følger en papkulisse af Playmobil-familiens dagligstue, som er nemt at samle og kan danne en ramme om legetøjet efterhånden som det dukker frem fra lågerne. Der er også et lille hæfte med samlevejledninger til de 24 dage, som forældre nok bør lægge lidt væk, da det afslører præcis hvad der er bag de enkelte låger.

Foruden Playmobil-familiens mor, far og to børn er der også både kattekillinger og hundehvalp med som figurer, og fordelt fornuftigt over juledagene. Ind i mellem dukker der så alt det andet til julefesten op såsom borde, stole, service, kager og mad – og så selvfølgelig julegaverne komplet som gaveæsker med indhold. Det myldrer ganske enkelt med gode detaljer og gode legemuligheder.

Som forældre skal du være opmærksomme på, at flere af tingene bag lågerne kræver montering af klistermærker. Og så skal der ligge et par AAA-batterier klar til den 24., for juletræet har nemlig indbygget lys.

Playmobil julekalender julestuen
Set til: 149 kr.

 

Playmobil julekalender brandslukning2Playmobil julekalender brandslukning

Vi har lov til at håbe, at Playmobil julekalenderens tema ikke direkte bringer barnets tanker hen på selve juleaften, men netop blot tjener som en indgang til et spændende legeunivers med brandmænd og et motorcykelværksted. Begge miljøer er en del af den medfølgende papkulisse, som i løbet af de 24 dage danner en ramme om julekalenderens indhold.

Julekalenderen er forsynet med et praktisk papophæng på bagsiden, som kan bruges til at hænge den op på væggen, hvis det foretrækkes. Forældre skal også være opmærksomme på, at der medfølger en lille samlevejledning, som afslører, hvad der befinder sig bag samtlige låger, og derfor med fordel kan lægges lidt væk.

Julekalenderens fire figurer samt en kattekilling er jævnt fordelt i løbet af dagene, og de dage hvor en brandmand dukker op bag lågen følges begge gange op af et par dage med hans udstyr, så han kan komme i aktion. En noget pudsig ting er, at der en enkelt dag gemmer sig et sæt almindelige Playmobil-spillekort bag lågen i stedet for legetøj – det er noget skuffende.

Undervejs i dagene frem mod jul byder julekalenderen på en række gode detaljer, som giver fin mulighed for at udvikle en leg løbende. Som forældre skal der nogle af dagene trædes til med en hjælpende hånd, når klistermærker skal monteres.

Playmobil julekalender brandslukning
Set til: 149 kr.

 

Barbie julekalender2Barbie julekalender

Barbie holder ganske givet af julen og ikke mindst alle de mange accessories, hun modtager i gaver, efterhånden som julekalenderens 24 låger bliver åbnet. Julekalenderen indeholder således ikke en egentlig samlet og selvstændig legeoplevelse, men kræver i stedet, at barnet allerede har en Barbie-dukke for at kunne få udbytte af den.

Hovedparten af de 24 låger indeholder nemlig ekstraudstyr til Barbie, alt lige fra en enkelt kjole til fire par sko, fire håndtasker, smykker, mobiltelefon og hvad en karrierekvinde som Barbie ellers måtte ønske sig. To af lågerne indeholder gaver til barnet – henholdsvis en fingerring og et armbånd, som i størrelse er tiltænkt de alleryngste Barbie-fans.

Barbie julekalenderen er primært interessant for de børn, som netop befinder sig i den periode, hvor de leger med dukken. Men overordnet set fremstår kalenderens dele lige lovlig billige og plastikagtige i kvalitet, og lever slet op til de andre kalendere i samme prisklasse.

Barbie Julekalender
Set til: 149 kr.

 

Lego Friends julekalender2Lego Friends julekalender

De to Lego Friends-piger, Mia og Ewa, dukker frem fra julekalenderens låger allerede inden for den første uge, og kan derefter gå i gang med juleforberedelserne efterhånden som møbler, komfur, gryder, mad, borde og stole kommer til i løbet af de 24 juledage.

Lego Friends julekalenderen er konstrueret, så en papplade foldes ud fra kassens front og julekalenderen dermed kan fungere som ramme om Lego-konstruktionerne efterhånden, som de bliver bygget. Tanken er helt fin, men i praksis ender barnet nemt med at vælte alle de opstillede ting, hver gang der skal åbnes en ny låge.

Samlevejledningen til de enkelte dages små byggeprojekter er tryk på indersiden af lågen, men ikke i helt så detaljeret form, som det kendes fra de store Lego-sæt. Nu er der ikke tale om store komplekse Lego-elementer, men der kan være behov for voksenhjælp til at gennemskue, hvordan enkelte af dem skal samles.

Det er legen med de små detaljer og Lego-versionerne af de ting, barnet kender fra sin hverdag, som er i fokus i Lego Friends julekalenderen. Der med andre ord være en glæde for barnet ved at bygge elementer og stille miljøet op, før kalenderen giver ordentlig mening.

Lego Friends Advent Calendar
Set til: 179 kr.

 

Lego Star Wars julekalender2Lego Star Wars julekalender

I en galakse langt, langt borte fejres der selvfølgelig også jul. Med Lego Star Wars julekalenderens forreste papplade foldet ned er den fjerne isplanet Hoth klar til at danne ramme om julestemningen. Det er en udmærket tanke, at kalenderen på den måde fungerer som udstillingsplatform for lågernes indhold. Desværre vælter tingene hver gang en ny låge skal åbnes.

Det helt store trækplaster i Lego Star Wars julekalenderen er minifigurerne. Der befinder sig i alt ni minifigurer bag lågerne – blandt andet en yderst julet droid, en stormtrooper med nissehue og ikke mindst en unik version af Darth Vader i julemandskostume. Miniversioner af kendte Star Wars fartøjer (ni styks) fylder også godt bag lågerne.

Samlevejledningerne til hver dags byggeprojekt er tryk på indersiden af lågen, men går ikke helt så meget i detaljer som de almindelige Lego sæt. Derfor kan der godt være brug for voksenhjælp til at gennemskue, hvordan nogle af de små rumskibe for eksempel skal samles.

Indholdet i Lego Star Wars julekalenderens henvender sig mere til samlergenet, end det direkte synes at ville inspirere til en leg udover selve konstruktionslegen – men det er også en god leg.

Lego Star Wars julekalender
Set til: 239 kr.

 

Julekalenderne var stille til rådighed af Top Toy, Lego og Playmobil.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,