Test: Lego Minecraft giver plads til leg og fantasi Test

Lego Minecraft i minifigur-størrelse er det perfekte supplement til computerspillet

Computerspillet Minecraft og Lego har den frie leg til fælles – og det er særligt tydeligt i de helt nye Lego Minecraft-sæt i minifigur-størrelse. Vi lod Felix på 11 år bygge løs.

21116 Review - 04”Hvorfor er der ikke nogen Creeper,” lyder det fra den unge Minecraft-ekspert, endnu før han har fået klodserne ud af Lego Minecraft Crafting Box, der er det ene af i alt seks nye Lego-sæt baseret på det populære computerspil.

I stedet følger der, foruden den næsten ikoniske Minecraft-figur Steve, et skelet og en såkaldt mushroom cow med blandt sættets omkring 500 klodser, hvilket viser sig at være et udmærket udvalg. Der er også en plakat, som udover at være sej at hænge op, fungerer som en slags visuel oversætter mellem Lego-klodserne og det, de skal forestille fra Minecrafts virtuelle verden.

 

Lego Minecraft i rigtig størrelse

Det er ikke første gang Legos plastikverden mødes med Minecraft. Allerede i 2012 blev der lanceret det første Minecraft-sæt i såkaldt mikroskala, hvor elementer fra computerspillets verden blev bygget af de mindste Lego-klodser.

Siden er der kommet yderligere tre sæt til i mikroskala-serien. Det er alle fine sæt, men den lille størrelse gør også, at disse sæt mere er tænkt til at stå på hylden, end de er velegnet til egentlig leg for børnene.

De seks nye sæt, som vi tidligere har skrevet om her, er alle i regulær minifigur-skala, så de i størrelse passer sammen med helt almindelige Lego-figurer. Den medfølgende Steve-figur består derfor også i hovedparten af almindelige Lego-elementer – kun hovedet er nyt, stort og i Minecraft-stilen firkantet.

Mere til inspiration end egentlig byggevejledning

Der følger to hæfter med byggevejledninger med Lego Minecraft Crafting Box, men hele pædagogikken bag er noget anderledes end sædvanlige Lego-sæt. For i stedet for at starte fra en ende af, så er der i det første hæfte vejledninger til hele otte forskellige Minecraft-landskaber og inspirationsbilleder til yderligere ti.

Hvert af landskaberne bygges op af komponenter, hvor byggevejledninger til disse er i sættets andet hæfte. Lige fra træer til portaler, huse, hytter og dele af landskabsområder, vand, skov og grotter. Der er rigtig mange Minecraft-komponenter, og Felix synes, de fint matcher spillets verden.

Ved på den måde at stykke landskaberne sammen af komponenter, lægger begge hæfter i høj grad op til, at børnene selv skal sammenstykke byggevejledningens dele eller finde på helt nye komponenter undervejs og blot bruge byggevejledningerne som inspiration.

 

Lego Minecraft Creative Box (6)Tilbage til de basale Lego

Opfordringen til selv at finde på sine egne Minecraft-landskaber er noget, Felix hurtigt tager til sig. Med et blik fra tid til anden i hæfterne for lige at se, hvordan designerne har lavet et træ, rækværk eller en TNT-blok, begynder hans helt egen kreation hurtigt at tage form.

Felix giver udtryk for, at det er sjovt at bygge med klodserne i Lego Minecraft Crafting Box. Selvfølgelig er det med at bygge frit fra fantasien en del af grundpræmissen i Lego, men kreativiteten synes i dette sæt at få ekstra næring fra sammenhængen med Minecraft, der leverer en kontekst og visuel ramme at udfolde sig indenfor.

Lego Minecraft Crafting Box meget åbne tilgang til, hvad der skal bygges, er befriende. Sættet indeholder ikke de meget store Lego-elementer, som i andre sæt kan være dikterende for, hvad der rent faktisk og praktisk kan bygges af klodserne. I stedet repræsenterer sættet mere en tilbagevenden til de helt basale klodser, og til prisen er der virkelig meget konstruktionsleg i de godt 500 Lego-klodser.

 

Lego Minecraft Creative Box (1) LEGO Minecraft Crafting Box
Produktnummer: 21116
Pris: 499 kr.

 

 


Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , ,