Anmeldelse: Spil og klodser mødes i Lego Fusion Town Master Spil

Fysiske Lego-klodser og Lego-spil på tablet leger sammen på fremragende vis

Lego Fusion Town Master (2)Som borgmester i tablet-spillet Lego Fusion Town Master er det dit job at gøre byens indbyggerne tilfredse. Det indebærer blandt andet, at du skal sørge for konstruktionen af nye bygninger – et job der ikke handler om virtuelle mursten, men i stedet kræver, at spilverdenen lægges til side, så du kan bygge med fysiske Lego-klodser.

Lego Fusion Town Master er nemlig en del af Legos sats på Argumentet reality som den teknologi, der skal knytte legetøj og spil sammen, så din fysiske Lego-konstruktionen, ved hjælp af din tablets indbyggede kamera, omsættes til en ny bygning i spillets virtuelle verden.

   Læs også: Der er mangel på klodser i Lego Marvel Avengers

 

Lego Fusion ikke lanceret i Danmark

Lego har siden i sommers lanceret i alt fire forskellige Lego Fusion-produkter, der kombinerer den fysiske klods med en spilverden som for eksempel Lego Friends i Lego Fusion Resort Designer eller, som i Lego Fusion Town Masters tilfælde, Lego City-universet.

Selvom de fire Lego Fusion-spiluniverser er forskellige, er den underliggende Argumented Reality-teknologi den samme – en fysisk Lego-konstruktion placeret på en speciel Lego-plade kan genkendes af softwaren og dermed omsættes til det virtuelle spilunivers. Et princip der også lå til grund for Lego-spillet Life of George, der udkom i 2011.

Som vi kunne fortælle sidste år, så er Lego Fusion-spillene desværre kun blevet lanceret i USA – men kasserne med klodser kan nemt skaffes hjem via udenlandske internetbutikker. Det kræver så også en amerikansk iTunes- eller Google Play-konto at hente selve spillet, men igen er det en forhindring, der er nem at omgå.

 

Lego Fusion Town Master (1)Begrænsninger nærer kreativiteten

For at Lego Fusion Town Master-spillet kan genkende de fysiske Lego-konstruktioner, kræver det i første omgang, at disse er placeret på den medfølgende plade, så softwaren har nogle markører at arbejde ud fra.

Det er heller ikke hele huse, der skal bygges, men kun facaderne – spillet sørger selv for at omsætte den flade konstruktion til en tredimensionel bygning. Facaden må ikke fylde mere end 16 x 16 klodser, det er kun muligt at benytte de medfølgende 256 klodser og så skal facaden være forsynet med en dør.

Det kan umiddelbart lyde som en begrænsning, men viste sig i selskab med Zelma på otte år at være den perfekte kreative ramme. Byens første par huse blev ganske vist bygget på baggrund af forslag i det medfølgende inspirationshæfte, som derefter røg tilbage i kassen.

Det var langt sjovere for både Zelma og undertegnede at opfinde vores helt bygninger til byen – nogle helt almindelige andre skæve og underlige – blot for at se hvad der ville ske, når de skulle omsættes til den virtuelle spilverden.

Og ja, i Lego Fusions verden kan hoveddøren godt placeres øverst i gavlen. Ikke specielt praktisk men muligt.

 

Lego Fusion Town Master (2)Lyset spiller klodserne et pus

Det viste sig imidlertid, at det kan være noget af en udfordring at få omsat Lego-facaderne til virtuelle bygninger helt korrekt. Først og fremmest skal kameraet have en lys og ensfarvet baggrund at arbejde med, hvor der ikke ligger andre uvedkommende Lego-klodser og flyder.

Men lyset skal også være i orden, da softwaren ellers har svært ved at skelne klodsernes farver fra hinanden. Det krævede ofte flere forsøg at få taget et billede, hvor alle klodserne i en facade blev opfattet korrekt, og ikke blot blev udeladt som tomme huller.

Når det endelig lykkedes at få facaden fotograferet rigtigt, omsætter Lego Fusion Town Master den til en hel bygning. Det er en proces, der ligeledes kan give uventede resultater, når for eksempel en usædvanlig tagryg blev tolket som en skorsten.

Men hele den tredimensionelle fortolkning af en Lego-facade er fascinerende, og et af de elementer i Lego Fusion Town Master, som Zelma synes er virkelig underholdende – mindst lige så sjovt som at spille selve spillet.

 

Bysimulation med klodser

Som spil har Lego Fusion Town Master mest tilfælles med en spilklassiker som Sim City, men i en skala som henvender sig til en yngre målgruppe. Spillet er udviklet af TT Games, der har adskillige års erfaring med at lave Lego-spil, og Lego Fusion Town Master har derfor samme grafiske sprog som de allerede eksisterende Lego-spil.

Som borgmester er det din opgave at opbygge en by og gøre indbyggerne glade. Som byen vokser gør byboerne med talebobler opmærksom på deres ønsker og behov, og snart skal der bygges restaurant, bager, grønthandler, hospital med videre. Alle nye bygninger kræver således at der skal bygges med klodser.

Det er let at placere og flytte omkring på bygningerne i spillet, og de forskellige bygninger giver samtidig adgang til at udstyre byen med ekstra inventar som lygtepæle, cykelstativer og lignende. Enkelte bygninger som for eksempel hospitalet åbner også op for små missioner, hvor du skal redde tilskadekomne indbyggere.

 

Legetøj og spil mødes på midten

Lego Fusion Town Master er et udmærket simulationsspil hensat til et i bund og grund ufarligt Lego-univers, hvor der nok er brug for både politi- og brandstation, men hvor det samtidig er både er sjovt at drage på opdagelse mellem bygningerne samt at udbygge byen løbende.

Som spil kunne Lego Fusion Town Master godt tåle at stå alene, men det er i kombinationen med de fysiske klodser, at hele sættet virkelig kommer til sin ret. Lego leverer en rigtig god måde at kombinere spil og legetøj på, som i den grad fortjener at blive udgivet også på det danske marked.

 

Lego Fusion Box

Lego Fusion Town Master
Produktnummer: 21204
Set til cirka 475 kroner.


Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , ,