Lego – det er noget, du lejer Artikler

Hvorfor bruge en formue på nye Lego-sæt, når du kan leje dem i stedet?

Charlie på syv år fra den engelske by Hampshire elsker Lego – han elsker virkelig at bygge de mange forskellige Lego-sæt. Men han har ikke lyst for at lege med dem bagefter, ligesom han ikke nødvendigvis har behov for at gemme eller samle på de færdigbyggede modeller.

”Det var som forældre vidunderligt at se denne trang til konstant at bygge – for ham ligesom mange andre Legofans er det byggeriet, der er det spændende, når først modellen er færdig vil han videre til den næste. Det kostede mig en formue,” fortæller Charlies mor Lucilla Carr til SkalViLege.Nu.

Hun besluttede derfor at starte en udlejningsservice for Lego-sæt, så forældre kunne tilfredsstille deres børns byggetrang uden at skulle optage banklån eller finde plads til de mange Lego-sæt.

 

WeLoveBricks tilbyder Lego til leje

WeLoveBrick udvider løbende deres katalog med nye Lego-sæt, som du har mulighed for at leje.

Modtag Lego-sæt med posten

Konceptet har Lucilla Carr kaldt for WeLoveBricks.com, og tidligere på måneden kunne hun tage imod de første abonnenter, som betaler omkring 80 kroner om måneden for at være med.

Som abonnent udfylder du en ønskeliste baseret på de Lego-sæt, som WeLoveBricks.com har i deres online-katalog, og modtager så et af de ønskede sæt med posten. Når sættet er bygget færdig, kan du vælge at beholde det lige så længe du har lyst. Men når du er klar til at sende det videre, meddeler du det til WeLoveBricks.com, og får adressen på den næste abonnent, som skal have sættet. Og du er klar til at modtage det næste Lego-sæt på din ønskeliste.

Skulle der blive klodser væk eller mangle nogle ved modtagelsen af et Lego-sæt, skal WeLoveBricks.com blot have det at vide, og så sørger de for at afhjælpe manglerne omkostningsfrit for abonnenterne. Skulle det ske at du forelsker dig i et Lego-sæt du har lejet, kan du vælge at købe det i stedet for at sende det videre.

 

Star Wars og arkitektur er populært

”Vi er rigtig overrasket over, hvor hurtigt forretningen er vokset – og indtil videre har vi kun oplevet, at nogle få klodser er blevet væk, hvilket er fantastisk,” siger Lucilla Carr.

Hun fortæller, at de mest populære sæt i WeLoveBricks.com’s katalog er fra Lego Architecture-serien stærkt forfulgt af Star Wars og nogle af sættene fra Lego Filmen og Lego City. Til gengæld har Lego Chima-sættene været mindre populære end forventet.

Planen er konstant at opdatere kataloget med nye Lego-sæt, så interessen holdes ved lige og abonnenterne hele tiden har noget nyt at bygge. Indtil videre er der alene i januar blevet tilføjet ti nye Lego-sæt til kataloget.

 

Intet abonnement på Dødsstjernen

Lego-sættene i WeLoveBricks’ befinder sig alle i prissegmentet fra omkring 200 til 600 kroner, men Lucilla Carr ville også rigtig gerne kunne tilbyde nogle af de virkelig store Lego-sæt til leje. Det vil imidlertid kræve en justering af forretningsmodellen.

”De store Lego-sæt vil være dyrere at sende, og de vil sandsynligvis også have en længere liggetid hos abonnenterne. Det ville også være nødvendigt at få sættene retur til vores kontor mellem hver abonnent, så de kan tjekkes grundigt efter for mangler,” mener Lucilla Carr.

Men hvis efterspørgsel er til stede, kunne Lucilla Carr godt forestille sig, at WeLoveBricks blev suppleret med en lidt dyrere abonnementstype, der kunne supportere de store og komplekse Lego-sæt. Hun vil heller ikke afvise, at det måske kan komme på tale at udleje andet legetøj end blot Lego.

Indtil videre er WeLoveBricks desværre kun tilgængelig for abonnenter bosat i Storbritanien: ”Men vi udelukker ikke noget efterhånden som forretningen vokser, for som med Lego er mulighederne uendelige,” slutter Lucilla Carr.

 

Foto: Salibury Journal

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,