Anmeldelse: Dusørjægerens flotteste Lego-rumskib Anmeldelser, Test

Boba Fetts rumskib er blevet medlem af Legos Ultimate Collector’s Series

Lego har redesignet et af de mest bemærkelsesværdige rumskibe i Galaksen langt herfra: nemlig Slave 1. Dusørjægeren Boba Fetts rumskib er blevet medlem af Legos Ultimate Collector’s Series (UCS), og de mange designforbedringer klæder det særegne fartøj. Fans af komplicerede sæt-byggerier skal dog ikke forvente de store udfordringer. Slave 1 indbyder heller ikke til fri leg på gulvet. Omvendt er skibet i samlet form ganske enkelt imponerende.

Boba Fetts Slave 1 Lego Ultimate Collectors Series (1)

Sektionerne i Slave 1 er overskuelige at bygge, og det er nemt at se, hvor de skal passe ind,

Star Wars-universet er fyldt med rumfartøjer, som på hver sin måde skiller sig ud. Ifølge Han Solo kunne Millennium Falcon tage Kessel-ruten på 12 parsec, og imperiets TIE-fighters kunne smyge sig ned i selv de smalleste gyder på Dødsstjernens overflade. Intet rumskib kan dog måle sig med Slave 1. Først og fremmest fordi det er det eneste af sin art. Overhovedet.

Sekundært fordi det er så anderledes. De fleste, som har set Star Wars Episode V (Imperiet slår igen), husker sikkert, hvordan den berygtede dusørjæger Boba Fett lander i Cloud City for at indkassere sin fangst: Han Solo. Så snart kabonit-støbningen med den eftersøgte fribytter er i lasten, letter Slave 1 – og vender sig i luften!

Sådan et mageløst rumfartøj er selvskrevet til at blive bygget i klodser. Gennem de sidste 15 år har Lego da også udsendt fem forskellige udgaver (foruden diverse minisæt). Nogle tilmed i enten Bobas eller faderen Jango Fetts ombyggede version. En rigtig dusørjæger nøjes jo ikke med et standardskib, når han selv kan forbedre lidt undervejs.

 

Nemt at gå til – trods sin størrelse

I denne Ultimate Collector’s Edition fra 2015 får du en model med glattere, mere fuldendte former, et nyt missilsystem og flere end tre gange så mange klodser. Helt nøjagtig 1.996 klodser i forhold til de 573 klodser, som udgaven fra 2010 bestod af. I færdigbygget tilstand fylder det nye sæt 20 cm i højen, 45 cm i længden og 37 cm i bredden.

Boba Fetts Slave 1 Lego Ultimate Collectors Series (2)

Undersiden af Slave 1 er en ren fryd med alle dens detaljer.

Trods størrelsen er det ikke særlig vanskeligt at gå i gang med. Sektionerne er overskuelige at bygge, og det er nemt at se, hvor de skal passe ind. Er du fan af komplicerede byggesæt, vil du nok føle dig en anelse skuffet.

Lego har som altid vedlagt en vejledning. Heldigvis er den ikke blevet sat på skrump, som vi ellers så det med vejledningen til Legos USC-udgave af rebellernes Red Five X-Wing Starfighter fra 2013 (modelnummer 10240). Næh, her får vi en rigtig moppedreng på 288 sider plus diverse sider med fakta og interview med designeren.

 

Boba Fetts Slave 1 Lego Ultimate Collectors Series (5)Oprindeligt et politifartøj

Vejledningen indeholder også finurlige fakta. Blandt andet, at Slave 1 oprindeligt hed Firespray 31 og var en prototype på et politifartøj designet af Kuat Systems Engineering. Under et fangeoprør på fængselsasteroiden Oovo 4 så Jango Fett sit snit til at stjæle skibet og sende to missiler ind i hangaren, hvor de resterende fem prototyper stod. Dermed pulveriserede han alle andre udgaver af det specielle fartøj.

I Jangos, og efterfølgende Bobas, ejerskab undergik Slave 1 en række forvandlinger: Motorer og generatorer blev opgraderet, så skibet flyver nær lysets hastighed. Det fik også proton-torpedoer og en evne til at sløre sin position. Vejledningen kan også afsløre, at rumskibet ikke er til salg, men at det vurderes til 726.600 Credits.

Foruden vejledning indeholder æsken 13 poser med blandt andet fire minifigurer: Han Solo, Boba Fett, en Stormtrooper og en Bespin-vagt. Sidstnævnte er nok mere relevant i sammenhængen end dusørjægeren Bossk, som fulgte med i 2010. Om den blålige vagt fra Cloud City er lige så sej, må være en smagssag. Heldigvis har Lego fastholdt karbonit-kisten, som Han Solo kan klikkes ned i. Sættet har i denne version også fået tilføjet to missilsektioner gemt hver sin port i skibets sider, og bagsiden er en ren fryd med alle dens detaljer.

 

Ikke til leg, men til udstilling

Glæden får dog et par ridser, hvis du vil lege med sættet. Æsken giver selvfølgelig et hint med en aldersgrænse på 14+, men primært er problemet, at designet ikke opfordrer til det. Lastrummet er nemt at åbne, men det er bøvlet at montere karbonit-kisten på vippemekanismen.

Cockpittets glasmodul er fastmonteret, hvilket gør det svært at vende pilotsædet eller tage piloten ud. Du kan selvfølgelig lirke glasset løs og sætte det på igen, men designmæssigt virker det ikke som om, det er meningen.

Slave 1 har plads til seks fanger, to passagerer, en co-pilot og 40 ton last, men det man hverken se eller mærke. Slave 1 mangler nemlig et lastrum. Modeldesigner Hans Burkhard Schlöner medgiver da også i det medfølgende interview, at det har været en udfordring, at bygge et skib, der synes hult som en æggeskal, og samtidig give det en støttende struktur.

Omvendt er det lykkedes ham at lave en model med stor wauw-faktor. Slave 1 ser forrygende ud på sin stander, og det både vejer og virker tungt. Kan du leve uden et lastrum og med de små, besynderlige designvalg, får du til et af de flotteste og mest solide Star Wars-byggesæt i Legos USC-serie.

 

Boba Fetts Slave 1 Lego Ultimate Collectors Series_box

Lego Star Wars: Slave 1 – UCS

Produktnummer: 75060
Pris: 1.699 kr.

 

 


Kommentarer

Skrevet af

Natasja Broström

Mangeårig Star Wars-fan og et lidt af et legebarn. Har skrevet om computerspil og fankultur i aviser og magasiner i årtier. Har først som voksen kastet sig over Lego, og flere byggeprojekter er på tegnebrættet.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,