Hvad skal du bruge til Disney Infinity 2.0 Købeguides

Få styr på virvaret af Disney-figurer, superhelte, Power Disc og Play Sets i Disney Infinity 2.0

Computerspillet Disney Infinity 2.0 lader de klassiske Disney-figurer møde Marvels farverige superhelte både i såvel spillets virtuelle verden som på legetøjshylderne. Virkelighedens fysiske legetøjsfigurer vækkes nemlig til live i spillet, når de placeres på den såkaldte Disney Infinity Base.

Disney Infinity 2.0 er imidlertid ikke bare en enkelt afgrænset spil. Det er i højere grad en platform for en række forskellige spiloplevelser. Spillet byder således både på regulære historier med helte og skurke, minispil samt spilelementet Toy Box, som er en stor åben virtuel legeplads, hvor spillerne kan opbygge deres helt egne spiloplevelser.

Udover at der allerede er udkommet en lang række figurer med videre til det første Disney Infinity-spil fra 2013, så er det også muligt at tilgå Disney Infinity 2.0 på en række forskellige måder og med forskeligt tilbehør.

Vi har derfor lavet en guide til, hvad du har brug for, når der skal spilles Disney Infinity 2.0.

   Læs også: Disney Infinity 3.0 for begyndere

 

Kun det lille "2.0" mærke under figurens bund fortæller, hvilken version af Disney Infinty figuren er udgivet til.

Kun det lille “2.0” mærke under figurens bund fortæller, hvilken version af Disney Infinty figuren er udgivet til.

Hvilke figurer fungerer i Disney Infinity 2.0?

Alle tidligere udgivne Disney Infinity-figurer fungerer også i Disney Infinity 2.0 – men kun i spiltypen Toy Box. Den eneste måde at kende forskel på en figur fra det forrige spil og det nye er ved at kigge under figurens fod. De nye figurer er mærket med et ”2.0” mærke.

Play Sets (se nedenfor) udgivet til det første Disney Infinity fungerer ikke i Disney Infinity 2.0. Det betyder at følgende Play Sets: Toy Story, The Lone Ranger, Pirates of the Caribbean, Monsters University, De Utrolige og Biler kun kan spilles, hvis du har det første spil. (Figurerne, der hører til de nævnte Play Sets, fungerer som sagt i Disney Infinity 2.0).

Power Discs (se nedenfor) fra det første Disney Infinity fungerer også i Disney Infinity 2.0 – de gamle Power Discs kan kendes ved, at de, til forskel fra de nye, ikke har noget versionsnummer trykt på kanten.

Alle de spilelementer som er udgivet i forbindelse med Disney Infinity 2.0, figurer, Play Sets, Power Discs og Toy Box Game Discs, fungerer ikke i det første spil.

 

Disney Infinity 2.0: Marvel Super Heroes-startpakken

Denne pakke indeholder alt hvad du skal bruge til at komme i gang med at spille Disney Infinity 2.0 – først og fremmest selve softwaren til din konsol eller pc, som giver adgang til spillets Toy Box. Samt den USB-forbundne Disney Infinity Base, som figurer, Play Sets med videre skal placeres på for at dukke op inde i spillet.

Med i pakken følger også Marvel’s The Avengers Play Set – en transparent plastikdims, som når placeret på det sekskantede felt på Disney Infinity Basen åbner op for et spil, hvor du som superheltene fra Avengers skal redde New York. Kun figurer tilknyttet superheltegruppen Avengers kan deltage i dette spil.

Marvel-superhelte Thor, Iron Man og Black Widow følger med i startpakken, og kan alle tre tage del i Marvel’s The Avengers Play Set-spillet.

Der medfølger også to såkaldte Toy Box Game Disc: Flugten fra Kyln og Angreb på Asgård. Hver især låser de to Toy Box Game Discs op for et forhåndsbygget spil i Toy Box, og som alle Disney Infinity-figurer derfor kan deltage i.

 

Disney Infinity 2.0: Samlerudgaven

Samlerudgaven af startpakken indeholder helt den samme software, figurer, Disney Infinity Base og figurer. Pakken indeholder der ud over også figurerne Hulk, Hawkeye og Captain America, som også alle kan deltage i Marvel’s The Avengers Play Set-spillet.

Pakken indeholder også en såkaldte Marvel’s Avengers Collectible Stand – et udstillingspodie til alle dine Disney Infinity Avengers-figurer.

 

Disney Infinity 2.0: Toy Box-kombipakke

Dette er en startpakke for alle dem, der ikke interesserer sig for superhelte. Pakken indeholder selve Disney Infinity 2.0 softwaren samt en Disney Infinity Base. Der følger imidlertid ikke noget Play Set med i denne pakke.

I stedet medfølger to Toy Box Game Discs med titlerne Modig: Skovbelejring og Stitchs Tropiske Redningsaktion. De låser ligeledes op for forhåndsbyggede spil i Toy Box, som alle Disney Infinity-figurer derfor kan deltage i.

Med i Disney Infinity 2.0: Toy Box-kombipakke følger også Disney Infinity 2.0-figurerne Merida og Stitch.

 

Disney Infinity 2.0: Download

Du kan også købe Disney Infinity 2.0 som download-produkt. Det kræver, at du har en Disney Infinity Base fra det første spil – den fungerer nemlig også med det nye. Hvis du køber Disney Infinity 2.0 som download følger der naturligvis hverken figurer eller Toy Box Game Discs med.

 

Hvad er et Disney Infinity 2.0 Play Set?

Et Play Set består af en pakke med to Disney Infinity 2.0 figurer samt det såkaldt Play Set – en transparent plastikdims, som skal placeres på det sekskantede felt på Disney Infinity Basen. Dermed åbner den op for et historiedrevent spil.

Det er kun Disney Infinity-figurer med tilknytning til den specifikke fortælling, der kan deltage i et Play Set-spil. Der er i skrivende stund udkommet tre forskellige Play Set til Disney Infinity 2.0

Marvel’s The Avengers Play Set: Dette er det same Play Set, som følger med de to Marvel-tematiserede startpakker. Pakken indeholder figurerne Iron Man og Black Widow. Herudover har figurerne Falcon, Loke, Hulk, Thor, Captain America og Hawkeye mulighed for at deltage i spillet. (Hvis du inde i spillet samler nok af de såkaldte Crossover Coins, der det også muligt at deltage med figurerne Nova og Rocket Raccoon).

Marvel’s Spider-Man Play Set: Dette Play Set indeholder figurerne Spider-Man og Nova. Herudover har figurerne Green Goblin, Venom, Nick Fury og Iron Fist mulighed for at deltage i spillet. (Hvis du inde i spillet samler nok af de såkaldte Crossover Coins, der det også muligt at deltage med figurerne Hulk og Iron Man).

Marvel’s Guardians of the Galaxy Play Set: Dette Play Set indeholder figurerne Star Lord og Gamora. Herudover har figurerne Yondu, Ronan, Rocket Racoon, Drax og Groot mulighed for at deltage i spillet. (Hvis du inde i spillet samler nok af de såkaldte Crossover Coins, der det også muligt at deltage med figurerne Nova og Iron Man).

 

disney-infinity 2.0 tinkerbellHvad kan du bruge de almindelige Disney Infinity 2.0 figurer til?

Foruden de Marvel superhelte-figurer, som er knyttet til de forskellige Play Sets, har Disney også lanceret en række figurer fra det almindelige Disney-univers. Det drejer sig blandt andet om Anders And og Klokkeblomt, Baymax og Hiro fra filmen Big Hero 6 med flere.

Der er også udgivet en særlig ”krystal” udgave af Mickey Mouse, som har sine egne særlige egenskaber i spillet.

Fælles for alle figurer uden tilknytning til et Play Set er, at de udelukkende kan benyttes i spillets Toy Box.

 

disney-infinity 2.0 power-discs-disneyHvad er en Disney Infinity 2.0 Power Disc?

Power Disc’ er små sekskantede eller runde plastikskiver, som placeres enten på Disney Infinity Basens sekskantede felt eller under en Disney Infinity-figur, og på den ene eller anden måde tilføjer udstyr, funktioner eller visuelle effekter til spillet

De runde Power Disc’ placeres under en Disney Infinity-figur, og giver figuren ekstra evner inde i spillet – både i Play Set- og Toy Box-spil. Der kan maksimalt placeres to Power Disc’ under en figur.

Sekskantede Power Disc med orange kant repræsenterer forskelligt udstyr, som for eksempel Avengers jetfly eller Darkwing Ducks klatrepistol, der dukker op i Toy Box, når Power Disc’en er placeret på Disney Infinity Basen.

disney-infinity 2.0 power-disc-marvelPower Disc’ med en lilla kant repræsenterer i stedet forskellige temaer, som hele Toy Box-oplevelsen pakkes ind i, så længe skiven er placeret på Disney Infinity Basen. Det kan for eksempel være Simbas kongeslette (fra Løvernes Konge) eller udsynet inde fra Iron Mans hjelm.

Der kan maksimalt placeres tre af de sekskantede Power Disc’ på Disney Infinity Basen.

Der er lanceret i alt 80 forskellige Power Disc til Disney Infinity 2 ligeligt fordelt på henholdsvis Marvel og Disney. Power Disc’ sælges i små lukkede poser, der hver indeholder to skiver.

Du kan således ikke se, hvilke Power Disc’ du ender med at købe, og på den måde fungerer Power Disc’ ligesom samlekort. Der er derfor også nogle Power Disc, som er mere sjældne end andre.

 

disney-infinity 2.0 toy-box-game-disc-disneyKan Toy Box Game Disc købes i løssalg?

Der er i skrivende stund lanceret fire forskellige Toy Box Game Disc: Flugten fra Kyln og Angreb på Asgård, som følger med de Marvel-tematiserede Disney Infinity 2.0-startpakker, samt Modig: Skovbelejring og Stitchs Tropiske Redningsaktion, der følger med Disney Infinity 2.0: Toy Box-kombipakke.

Disse Toy Box Game Disc er også tilgængelige to forskellige pakninger med henholdvis de to Marvel- og de to Disney- Toy Box Game Disc’.

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,