Legetøjsminder: Stand-up komiker Mads Brynnum
Almindelige stylter er bare kængurustylten langt overlegen!
Når Stand-up komiker Mads Brynnum ikke står på en scene med mikrofon i hånden, så beskæftiger han sig blandt andet som spildesigner, tekstforfatter og gymnasielærer. Han er desuden far til to.
Mads Brynnum står også bag bogudgivelsen Mythos ABC – a Lovecraftian Alphabet. En illustreret ABC-bog baseret på forfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu mytologi, som du i øjeblikket kan være med til at finansiere via crowfunding-siden Indigogo.com.
Hvilket stykke legetøj var det bedste, du havde som barn?
Action Force/GI-Joe uden skyggen af tvivl. Det var fantastiske dukker, som både havde en god størrelse (omkring 10 centimeter), men også havde bøjelige led, så man kunne få dem til at lave flyvespark og andre ninja-moves. Det var især ninjaerne Storm Shadow og Snake Eyes der var mine favoritter. Både fordi de er ninjaer, men også fordi de havde en cool historie – måske var de ligefrem brødre eller noget, men nu kæmpede de i hvert fald på hver sin side i det episke slag mellem G.I. Joe og Cobra. Og så havde Snake Eyes en ulv … mand! En ninja med en ulv – bare tanken er lige ved at få mit hoved til at eksplodere selv den dag i dag.
Hvilket stykke legetøj har du ønsket dig allermest – uden nogensinde at have fået det?
Da jeg var barn i firserne og de tidlige halvfemsere, havde vi ikke internet. Det vil sige, at man hele tiden hørte rygter om legetøj, som måske/måske ikke fandtes. Altså ting som en eller anden vist nok havde set i et katalog, men som ingen havde. For eksempel kunne man efter sigende få Jabbas palads med faldlem, rancor pit og hele pivtøjet – den var sindssygt højt på ønskelisten. Eller, det ville den have været, hvis jeg var sikker på, man kunne få den. Jeg har ikke googlet, om den var fiktiv eller ej, for jeg vil egentlig ikke risikere at ødelægge den mytiske status, det stykke legetøj har for mig.
Hvad er det bedste stykke legetøj, du nogensinde har mistet eller ødelagt?
Jeg havde en utroligt slidt hundebamse med kun et øre, som var den eneste bamse der virkede for mig. Mine forældre prøvede endda at klippe øret af en helt ny hund, der ikke havde huller hvor fyldet lækkede ud af. Men det var slet, slet ikke godt nok. Jeg har tabt og glemt den utallige gange, så dele af min barndom nærmest var et afsnit af Redda Joppa! Bare uden ham den irriterende dreng med brillerne (jeg havde ikke briller som barn, jeg var kun irriterende.)
Hvad leger du allerhelst med sammen med dine egne børn?
Brætspil. Jeg elsker spil, og synes det er fedt, at man er på samme niveau. Selvfølgelig er de spil, jeg spiller med den seks-årige, ikke dem, jeg spiller med mine venner. Men det er stadig en sjov, fælles oplevelse. Så jeg ser også frem til, at mine børn er store nok til at spille Dungeon and Dragons – så stikker det helt af.
Er der noget legetøj, du bare kigger på i dag og tænker – orv, gid jeg havde haft det som barn?
Ja for helvede! Især noget af alt det Lego, der bliver lavet for tiden. Altså Lego med Indiana Jones, Monster Hunters, Ringenes Herre, Ninjago og alt sådan noget. Og nej, det er ikke det samme at købe det til sine børn, for så insisterer de jo bare på, at det er dem, der skal samle det.
Er der et stykke legetøj, som du bare aldrig nogensinde har kunnet se pointen i?
Kængurustylter. De var aldrig så vilde, som man så dem være i Anders And-bladene. Aldrig. Selv almindelige stylter var kængurustylten langt overlegen.
Hvad er dit bedste stykke voksenlegetøj?
Også brætspil. Jeg kan især godt lide spil med masser af terninger og gerne noget, hvor man skal tæve nogen eller slå noget ihjel – såkaldte ameritrash-spil. Og ja, jeg er også typen, der godt kan finde på at spille et spil helt alene. Det lyder måske skørt, men der findes masser af fantastiske spil, hvor man er oppe mod spillet. Det giver bare en helt anden oplevelse end at sidde og spille computer. Både fordi der er en anden taktil og visuel dimension, men også fordi man er til stede på en anden måde, end når man kigger ind i en skærm.