Test: Tør du spise den brune Jelly Belly? Brætspil

Kunne vi friste med en bid sure sokker, rådden æg eller bussemand?

Ad, for helvedet! … Pyyh! … Føj! … Testpanelet bestående af Felix (12 år) og Zelma (9 år) tager et dyk ned i de ikke helt børnevenlige gloser og kraftudtryk, før de hver især spytter deres Jelly Belly ud inden brækfornemmelserne rent faktisk udvikler sig til mere end blot en fornemmelse.

jelly belly bean boozled (1)På bordet mellem børnene står spillet Bean Boozled. Et ualmindeligt simpelt spil hvor de efter tur skal dreje en lille viser og så spise den Jelly Belly, som viseren peger på. Det er således et spil, der helt og holdent hviler på held. Udfordringen ligger i stedet i de særprægede smagsvarianter, som deltagerne risikerer at ende med i munden.

Det er måske derfor i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at testpanelet deltager fuldstændigt frivilligt – faktisk har børnene selv insisteret på at teste Bean Boozled.

 

Smagen af opkast og vådservietter

Sædvanligvis indfinder Jelly Belly sig blandt fredagsslikket, hvor det er spændende at gå på opdagelse i forskellige skønne smage som æble, ananas, skumfidus, candyfloss med videre. Det er en ufarlig og tryg leg at gætte sig frem til, hvad de enkelte stykker slik smager af.

Helt anderledes forholder det sig i Bean Boozled, hvor der næsten er frygt i øjnene på testpanelet, hver gang en ny Jelly Belly skal i munden – og med god grund. For den brune kan enten smage af chokoladebudding eller hundemad. Den mørkegrønne belønner enten med smagen af pære eller bussemand. Eller den hvide der måske smager af kokos eller vådservietter.

Testpanelet er imidlertid meget enige om, at det er de gule og de orange Jelly Belly, der er de absolut værste. For enten smager de af henholdsvis popcorn eller fersken, eller også er det smagen af rådden æg og opkast, som breder sig i munden.

 

jelly-belly-bean-boozledRussisk roulette med slik

Konceptet med at pakke Bean Boozled ind som et spil er fint nok, men i praksis er viser det sig, at der slet ikke er behov for noget tilfældighedselement i udvælgelsen af, hvilke Jelly Belly der skal i munden.

Det er langt sjovere, og nemmere, for Felix og Zelma at udfordre hinanden til at spise en bestemt farve Jelly Belly. Øjnene sidder på stilke, når den anden putter et stykke slik i munden og der går nogle få sekunder, før smagsløgene registrerer, hvad den egentlig smager af. Hvad end udfaldet er lettelse eller afsky griner begge, og er klar til at smage en ny.

Bean Boozled er som at spille – knap så dødbringende – russisk roulette med slik. Helt og aldeles på niveau med at spise ulækkermadder, gætte prutter og lignende ”barnlige” lege – og det er helt, som det skal være. Samtidig er det med at skabe et socialt rum, hvor både børn og voksne har lov til at være grimme, spytte de ækle ting ud og grine af at være dumme sammen.

 

jelly belly bean boozled (2)Jelly Belly: Bean Boozled
Set til: 119 kr.
Web: Jellybelly.com

 

Produktet var stillet til rådighed af Coolstuff.dk

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,