Test: Playmobils frisbee ligger skidt i luften Test

Playmobils bud på en frisbee er mere skæg, end den er sjov at lege med

Playmobils legetøjsdesignere har udstyret den klassiske frisbee med et cockpit, så Playmobil-figurerne kan komme med udenfor og lege i sommervejret frem for at kede sig på børneværelserne.

Det overordnede design tager udgangspunkt i ligheden mellem en frisbee og en ufo, og Playmobils to frisbee-sæt er derfor centreret om henholdsvis en astronaut og et rumvæsen. Figurerne har en smule tilbehør som hjelme og handsker – lige nok til at der er lidt potentiel leg i figurerne alene.

Playmobil frisbee (2)Selve cockpittet er indrettet med et par håndtag, som Playmobil-figurerne kan holde fast i, når de skal på flyvetur. Det er en enkel konstruktion, hvor børnene ikke har brug for voksenhjælp til at fastgøre frisbee-piloterne.

 

Playmobils frisbee er for tung til at flyve

Begge SkalViLegeNu’s legetøjstestere, Bertil på otte år og Zelma på ni år, synes, at de to Playmobil-frisbees er en sjov idé, netop fordi de giver mulighed for at lege med indendørslegetøj på en ny måde udenfor.

I praksis viser det sig meget svært for de to testere lave ordentlige kast med de to frisbees. Cockpittet og Playmobil-piloten vejer godt til og gør ikke blot frisbeen ekstra tung at kaste med, men får den også til at flyve ustabilt gennem luften.

Den ekstra tyngde og hårde plast i midten af frisbeen betyder også, at den er sværere at gribe uden at slå fingrene. Samtidig ryger Playmobil-figurerne nemt ud af cockpittet, og Bertil og Zelma ender med at bruge mere tid på at lede efter figurerne og deres tilbehør i græsset end på at kaste med frisbee.

Playmobil har fat i en sjov idé med kombinationen af frisbee og Playmobil-figurer, men det fungerer bare ikke. SkalViLegeNu’s legetøjstestere synes begge, at en helt almindelig frisbee er langt sjovere at lege med.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , ,