Game of Thrones på klods Nyheder

Todd McFarlane lancerer byggesæt baseret på tv-serien Game of Thones

Tv-serien Game of Thrones kan ikke ligefrem kaldes børnevenlig – alligevel indtager konstruktionslegetøj baseret på det dystre fantasy-univers legetøjshylderne i de amerikanske butikker til november.

Det er tegneserieskaberen og legetøjsproducenten Todd McFarlane der har indgået en aftale med tv-selskabet HBO om at producere en række konstruktionslegetøjssæt baseret på Game of Thrones: ”Det er rent visuelt en af de mest tiltalende tv-serier jeg nogensinde har set, og vi glæder os til at skulle lave konstruktionssæt i høj kvalitet,” fortæller McFarlane i en pressemeddelelse.

Todd McFarlane har tidligere lanceret konstruktionslegetøj baseret på tv-serien The Walking Dead, og det er samme mere realistiske og detaljerede stil hans designere efterstræber i de kommende Game of Thrones-sæt.

I første omgang lancerer Todd McFarlane sættet Iron Throne Room, som billedet herunder stammer fra, inklusiv figurer som King Joffrey, Tyrion Lannister samt vagter. Fremtidig sæt kommer blandt andet til at byde på titler som Mother of Dragons og Attack on The Wall.

Det er meget lidt sandsynligt at McFarlanes Game of Thrones-sæt dukker op i de danske butikker.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , ,