Monopoly-film passerer start Nyheder

Hasbro har fundet manuskriptforfatter til brætspilsfilm

Hasbro har gennem nogle år puslet med et filmprojekt baseret på det klassiske brætspil Monopoly, og har nu indgået et partnerskab med filmselskabet Lionsgate, så filmen endelig kan passere start.

De to selskaber kunne i går, i en pressemeddelelse, fortælle, at de har hyret manuskriptforfatteren Andrew Niccol til at skrive historien. Niccol er blandt andet kendt for at have skrevet manuskript til film som The Truman Show, Gattaca og The Terminal.

Pressemeddelelsen ridser den kommende films historie som en fortælling om en dreng, der søger at skabe sin egen formue og undervejs på sin eventyrlige rejse gør brug af chance-kort. En film om at skabe sit eget held og finde det, der skaber værdi for en selv – og selvfølgelig undgå at ryge i fængsel.

“Andrew Niccol er et inspireret valg når det handler om at udvikle en tidsløs klassiker til en film som skal appelere til børn, familier og alle der nogensinde har spillet Monopoly,” udtaler Erik Feig Lionsgate Motion Picture Group.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , ,