Lego lukker for nye ordrer i 2015 Nyheder

Lego kan ikke følge med efterspørgslen på klodser

Det går godt for Lego. Faktisk går det så  godt at legetøjskoncernen nu har meldt ud til deres forhandlere, at Lego har lukket for nye ordrer i resten af 2015.

Som begrundelse for ordrestoppet skriver Lego til deres forhandlere: “Lego-gruppen har investeret kraftigt i udvidet produktionskapacitet – og producerer nu på vores max kapacitet på alle vores fabrikker i Europa, men desværre oplever vi, at efterspørgslen fortsat stiger og nu endeligt overstiger vores evne til at følge med produktionsmæssigt.”

Sidste år skete stort set det samme – her lukkede Lego dog først for nye ordrer i starten af november. Læs historien her.

Klik for at læse Legos brev til forhandlerne.

Du kan læse hele Legos brev til forhandlerne ved at klikke på billedet til højre.

Lego ønsker ikke at kommentere direkte på dialog med deres forhandlere, men siger til SkalViLege.Nu: “Vi kan bekræfte, at vi ser en meget stor efterspørgsel efter vores produkter, og at vi gør vores alleryderste for at følge med denne efterspørgsel.”

 

Der kommer næppe til at mangle julegaver

At Lego har lukket for nye ordrer behøver ikke at betyde, at der kommer til at mangle klodser under juletræet, da de fleste forhandlere forlængst har bestilt varer til julesalget.

“Der skal nok være Lego at finde rundt omkring,” mener Benjamin Herbst fra den københavnske legetøjsbutik Superhelten.

Men han råder alligevel forældre, der har udset sig helt specifikke æsker, til at være ude i god tid.

“Produktionen af Legends of Lego Chima stoppede for eksempel for flere måneder siden, så det Chima, der er på hylderne, er det der er, og efter det er det udgået,” fortæller legetøjsforhandleren.

Han vurderer også, at det kan være en god ide at købe de nye Lego Star Wars sæt, når de lanceres i butikkerne i starten af september. For når først den nye Star Wars-film får premiere til december, så kan det blive svært at få fat i dem.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , ,