fbpx

Lego på abonnement i Aarhus

/
/
img

Aarhusianske Lej & Leg tilbyder Lego på abonnement

”Hvorfor kan man ikke bare leje Lego?!”

Det var den tanke, som slog ned i den unge sønderjyde Mikkel Lex Nissen for et par år siden. Han skulle hente nogle ting på loftet i barndomshjemmet, og var ved et tilfælde var faldet over sit gamle Lego.

I løbet af aftenen og natten udviklede tanken sig til en drøm om, hvor fedt det kunne være at få nye Lego-sæt at samle hver uge. Og da han få dage senere mødtes med folkeskolekammeraten Steffan Dall til Brunch, fik ideen lov at komme på bordet: ”Kunne det ikke være fedt at leje Lego ud i en by som Aarhus?”

 

Lego-sættene leveres lige til døren af Lej & Leg-MAN
Lego-sættene leveres lige til døren af Lej & Leg-MAN

Personlig levering af Lego-sæt

De to unge iværksætteres brunch har i dag udviklet sig til virksomheden Lej & Leg, der tilbyde Lego på abonnement i Aarhus og omegn.

Som bruger opretter du dig på Lej & Leg-websiden som enten Duplo Fan, Lego Fan eller Family Fan, alt efter hvilket behov for klodser du har. Priserne for et abonnement, hvor du kan låne op til fire Lego-sæt om måneden, ligger på henholdsvis 99 kr., 149 kr. eller 199 kr.

Som abonnent har du en ønskeliste, plukket blandt de i øjeblikket over 80 forskellige Lego-sæt, som Lej & Leg har på lager. Når et Lego-sæt fra ønskelisten bliver ledigt, arrangeres der et leveringstidspunkt, hvor folkene bag tjenesten dukker op i deres Lej & Leg-MAN kostume for at aflevere det nye sæt og tage det gamle med retur.

Skulle familiens yngste have forelsket sig i et af de lejede Lego-sæt, er det selvfølgelig muligt at købe dem i stedet for at levere dem tilbage – prisen afhænger af, hvor brugt det enkelte sæt er. Ellers rengøres sættet inden det ryger ud til en ny abonnent.

Læs også: Lego – det er noget, du lejer

 

Mikkel Lex Nissen fyldte som barn hele gangen i hjemmet med en kæmpe Lego-by.
Mikkel Lex Nissen fyldte som barn hele gangen i hjemmet med en kæmpe Lego-by.

En klodset start

Lej & Leg, som det ser ud i dag, blev lanceret den 16. marts 2015. Men inden da var en noget halvfærdig version, som Mikkel Lex Nissen selv kalder det, allerede på benene i efterårsferien 2014.

Dengang bestod lageret af kun 20 forskellige Lego-sæt indkøbt i den lokale Kvickly, og markedsføringen blev klaret med en håndfuld løbesedler uddelt på Strøget i Aarhus. ”Det var dødsdømt fra starten,” kan sønderjyden godt se i dag.

Vintermånederne blev derfor brugt til at finjustere konceptet, designe en ordentlig webside og etablere et professionelt betalingssystem. Samtidig indgik Lej & Leg en forhandleraftale med Lego, så de dels kunne købe nye sæt på samme vilkår som legetøjsbutikkerne, men også så de fra Legos side havde tilladelse til at udleje klodserne.

 

Star Wars, City og Piraten Jack er populære

Blandt de i øjeblikket 80 forskelige Lego-sæt på lager hos Lej & Leg er Star Wars ikke overraskende populær, fortæller Mikkel Lex Nissen. Men også Lego City og Duplo-sættene med Piraten Jack er efterspurgte.

Det er planen løbende at udvide sortimentet, men der kommer først nye sæt på lager til januar, da Lego allerede har lukket for ordrebogen overfor små forhandlere i år.

”Men når vi kan købe igen, så står blandt andet de store Technic-sæt på vores ønskeliste,” siger Mikkel Lex Nissen.

Læs også: Lego lukker for nye ordrer i 2015

 

Københavnerne vil kunne leje Lego i 2016

Lej & Leg tilbyder i øjeblikket kun Lego på abonnement til Lego-fans i Aarhus, og det har helt lavpraktiske årsager.

”Vi valgte at starte i Aarhus, da jeg kunne se problemstillingen ved, at familier i lejligheder ikke har så meget plads til legetøj, som ikke bliver brugt. Samtidig var det nærliggende for os at starte i Aarhus, da vi begge studerede på Aarhus Universitet ved siden af. Vi kan så cykle ud med de fleste sæt, hvilket holder medlemsprisen nede og gør leveringen bæredygtig,” forklarer iværksætteren.

Men han mener samtidig, at en lanceringen af konceptet i København og omegn ligger lige til højrebenet: ”Hvis tingene går som planlagt, så kommer Lej & Leg til København i løbet af 2016.”

This div height required for enabling the sticky sidebar
Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views : Ad Clicks : Ad Views :