Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Gallerier

Vi har skudt portrætter af smølfer og samlet lidt sjove fakta

Smølferne har været populære legetøjsfigurer gennem de sidste 50 år, hvor den tyske legetøjsproducent Schleich har produceret de velkendte plastikfigurer.

I anledning af jubilæet har Schleich relanceret en række klassiske smølfe-figurer, og vi ”inviterede” ti af disse figurer til portrætfotografering.

Resultatet kan du se herunder sammen med lidt fakta om de blå væsner.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Havesmølf

Smølfefakta 1: Smølferne skabt af Peyo i 1958

Smølferne (fransk: les Schtroumpfs) blev opfundet i 1958 af den belgiske tegneserieskaber Peyo (Pierre Culliford).

I første omgang optrådte de blå væsner som bifigurer i Peyos tegneserie Henrik og Hagbard og historien Den fortryllede fløjte (der først udkom på dansk i 1975).

Smølferne var imidlertid populære, og allerede året efter fik de deres helt egen serie i tegneseriebladet Spirou. Den første historie var den om de sorte smølfer.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Golfsmølf

Smølfefakta 2: Smølferne hed oprindeligt Snøvserne

Da det første tegneseriealbum med Smølferne udkom på dansk i 1972 var titlen Truslen fra Sortsnøvserne. Der nåede i alt at udkomme fire album med Snøvserne fra forlaget Interpresse.

Imidlertid var begrebet Snøvs allerede optaget i den danske litterære verden af Benny Andersen, der år forinden havde skrevet og fået udgivet Snøvsen og Eigil og katten i sækken.

Da udgivelsen af serien i 1976 overgik til forlaget Carlsen, ændrede den navn til Smølferne.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Gammelsmølf

Smølfefakta 3: Smølfe-sproget blev opfundet ved et tilfælde

Smølfernes helt særlige sprog blev opfundet ved et tilfælde. Flere kilder fortæller, at Peyo, under et måltid i selskab med sin ven og kollega André Franquin, et kort øjeblik glemte ordet ’salt’ og derfor bad om smølfen.

Franquin skulle så i spøg have svaret, at her er smølfen, og når du er færdig med at smølfe, så smølf den tilbage igen. Resten af weekenden gik angiveligt med at snakke smølf.

 

 Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Bondesmølf

Smølfefakta 4: Schleich kom slet ikke først

De allerførste legetøjsfigurer med smølferne blev produceret af forlaget Dupuis, der også stod bag tegneseriebladet Spirou. Allrede i 1959 blev de tre første figurer lanceret: Normalsmølf, Gammelsmøf og Gnavensmølf.

Den tyske legetøjsproducent Schleich fik licens til at producere smølfer i 1965, og har siden lanceret mere end 400 forskellige og solgt over 300 millioner smølfer.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Bagersmølf

Smølfefakta 5: Den første smølf havde guldbukser

Da Schleich fik licens til at producere smølfer i 1965, var de tre første figurer en Normalsmølf, en Guldsmølf med guldfarvede bukser og hue samt en Fangesmølf med fængselsstribet tøj.

Disse tre smølfer er i dag ikke blandt de mest efterspurgte smølfer hos samlere, og kan alt efter stand erhverves for mellem 50 og 150 kroner per styk.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Trommesmølf

Smølfefakta 6: Smølf og smølfine i bøn koster kassen

To af de mest sjældne Schleich-smølfer blev lanceret op til julen i 1982. De forestiller henholdsvis en smølf og smølfine bedende på knæ. Begge figurer er udstyret med en lille ring i huen, så de kan hænge på juletræet.

De to smølfer er set til priser på lige omkring 1.200 kroner per styk. Det er derfor også disse to figurer, der oftest dukker op i falske versioner på netauktioner.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Spionsmølf

Smølfefakta 7: Verdens dyreste smølf er en prototype

Den dyreste smølf i verden har aldrig været sat i produktion. I stedet er det tre forskellige prototyper, som Schleich arbejdede på op til julen 1984. En smølf med klokke, en smølf med en gavesok og en smølf med englevinger.

Ingen ved hvor mange eksemplarer prototyperne eksisterer i, og det kan ses på priserne. Smølfen med englevinger er for eksempel set til salg for over 300.000 kroner på en netauktion.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne smølfine

Smølfefakta 8: Smølfine er ikke ægte blondine

Smølfine er oprindeligt slet ikke blondine – endsige en rigtig smølf.

I stedet er hun den grumme troldmand Gargamels værk – skabt til at så splid blandt smølferne, der alle er af hankøn. Han skabte hende af et drys koketteri, en håndfuld fordomme, tre krokodilletårer, en kyllingehjerne, et lille stykke giftig tunge, en karat rævestreger, en håndfuld vrede, et stykke blændværk, en skæppe grådighed, et par dråber uærlighed, lidt tankeløshed, et fingerbølfuld hovmod, en pint misundelse, en kopfuld sentimentalitet samt lige dele tåbelighed og snedighed.

Gargamels plan mislykkedes selvfølgelig, og da Gammelsmølf med magi hjalp Smølfine med at slippe fri af Gargamels tøjler, fik hun ved samme lejlighed sit blonde hår.

 

Ni ting du (måske) ikke vidste om smølferne Klodsetsmølf

Smølfefakta 9: Smølferne har deres egne penge

I 2008 fejrede Smølferne deres 50 års jubilæum – og Peyo rundede de 80 år. Ved den lejlighed blev der udgivet en helt særlig jubilæumsmønt i Belgien.

En fem Euro mønt præget med smølferne. Mønten er produceret i et oplag på 25.000 eksemplarer.

 

Smølferne var venligst stillet til rådighed af legetøjsbutikken Superhelten.

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,