Doctor Who rider på velociraptor gennem Springfield Artikler

Vi har talt med James Burgon fra TT Games om det nye Lego Dimensions, hvor klodser og spilverden endelig mødes

”Jeg havde aldrig troet jeg fik mulighed for at ride på en velociraptor fra Jurassic World med Doctor Who gennem Springfield fra The Simpsons.”

Det indre legebarn gnistrer i øjnene på spiludvikleren James Burgon fra engelske TT Games, der står bag Legos entre på markedet for såkaldte toys-to-life spil med Lego Dimensions – en spilgenre, hvor det fysiske legetøj mødes med spillenes virtuelle verden.

Lego Dimensions Toy Pad spiller en langt mere aktiv rolle i spillet end for eksempel portalen i Skylanders

Lego Dimensions Toy Pad spiller en langt mere aktiv rolle i spillet end for eksempel portalen gør det i Skylanders

I Lego Dimensions smelter hele 14 forskellige fiktive universer sammen i et spil, lige fra egne Ninjago og Legends of Chima til superheltene fra DC-universet og figurer fra film som Tilbage til Fremtiden og Ringenes Herre.

”Jeg har ikke nogen favoritverdener i Lego Dimensions. Det er det med, hvordan det er muligt at blande det hele sammen, som jeg sætter stor pris på,” fortæller James Burgon til SkalViLege.Nu.

 

Lego Dimensions er ikke som Skylanders

Mens et toys-to-life-spil som Skylanders har en portal og Disney Infinity har en base, så har Lego Dimensions en Toy Pad, som er en langt mere aktiv del af spillet i forhold til konkurrenternes løsninger.

”Vi ville virkelig gerne lave noget, der var nyt, og ikke blot mættede markedet for toys-to-life yderligere. Lego skal være sjovt både at lege og bygge med, og så skulle vores Toy Pad blot ikke være et passivt element,” fortæller Burgon.

Som med de andre spil i toys-to-life genren, så dukker en figur placeret på Toy Pad op inde i Lego Dimensions virtuelle spilverden. Men en figur inde i spillet kan for eksempel i nogle baner teleporteres gennem farvede portaler ved fysisk at flytte Lego-figuren fra et felt på Toy Pad til et andet.

På samme vis kan figurerne i spillet i bestemte baner ændre størrelse, når den fysiske figur skubbes omkring på Toy Pad. Burgon fortæller at der i spillet er fem forskellige spilmekanismer, som er knyttet direkte til den fysiske interaktion med Toy Pad.

Læs også: Her er de danske trailere til Lego Dimensions

 

Børnene skal lære de voksne at spille Lego Dimensions

Umiddelbart kan hele konceptet med de mange forskellige fiktionsuniverser og en Toy Pad, som indgår som en aktiv del af spillet, lyde overvældende. Men James Burgon er slet ikke i tvivl om, at spillets primære målgruppe sagtens kan finde ud af tingene.

I virkeligheden genkender Lego Dimensions Toy Pad ikke selve Lego-figuren men i stedet den runde skive, som figuren står på. Denne indeholder en såkaldt RFID-chip, som fortæller spillet, hvilken figur skiven repræsenterer.

I virkeligheden genkender Lego Dimensions Toy Pad ikke selve Lego-figuren men i stedet den runde skive, som figuren står på. Denne indeholder en såkaldt RFID-chip, som fortæller spillet, hvilken figur skiven repræsenterer.

”Vi har løbende lavet en masse test med børn i alle aldre, og var i starten lidt i tvivl om hvorvidt ideen med flytte figurerne rundt på Toy Pad ville trænge igennem. Men børnene forstod det med det samme,” siger Burgon.

Han fortæller at de mange fokusgrupper blandt børn især bruges til at tilpasse spillets mekanikker, så de bliver så sjove som muligt. Men at de også viser at nogle af opgaverne i spillet gerne må være svære, eller er der ikke udfordringer nok for børnene.

”Og forældrene behøver ikke at bekymre sig om at skulle lære spillet – børnene skal nok lære dem det,” griner spiludvikleren.

 

Lego Dimensions er en platform for spiloplevelser

James Burgon vurderer, at han og kollegaerne hos TT Games har brugt tre til fire år på selve spillet, og udviklingen af selve teknologien i Toy Pad har været i gang endnu længere. Det var derfor fra starten heller ikke meningen, at spillet skulle favne 14 vidt forskellige fiktionsuniverser

”Vi har gennem årene haft masser af forespørgsler på at lave for eksempel Tilbage til Fremtiden– og Ghostbusters-spil, men vi har ikke været sikre på, om vi kunne bygge et helt spil op om dem. Så Lego Dimensions blev en fantastisk platform til at udforske de her universer i en lidt mindre skala,” fortæller spiludvikleren.

Læs også: Her er alle Lego Dimensions-udgivelserne

På den måde fungerer Lego Dimensions som en platform for spiloplevelser, hvor det for Lego løbende er muligt at udgive udvidelsespakker, såkaldte Level Packs, der inviterer spillerne indenfor i nye fiktionsuniverser – det kræver blot foruden den fysiske pakke med klodser en mindre download til spillet.

”Det har været helt fantastisk at arbejde med så mange forskellige figurer og universer. Og som britte er det en virkelig stor ting, at Doctor Who har fået plads i spillet,” slutter James Burgon med et smil.

Lego Dimensions udkommer den 2. oktober. Spillet er fuldt lokaliseret til dansk og vil kunne spilles på Xbox One, Xbox 360, PlayStation 4, PlayStation 3 og Wii U.

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , ,