PapPower skal give nyt liv til dine brætspil Nyheder

Landsindsamling skal finde nye spillere til dine brugte brætspil

Brætspilcafeen Bastard Café er gået sammen med folkene bag brætspilsprisen Guldbrikken om PapPower – en landsindsamling af brætspil, som skal give nyt liv til dine gamle brætspil.

Brætspil er fantastiske. Men de har også en tendens til at hobe sig op i skabe og på hylder, hvor de får lov at samle støv i stedet for at blive spillet – specielt hvis spillene mangler en brik eller to. Det er selvfølgelig synd og skam at brætspil skal ende deres dage sådan, og det er derfor Bastard Café og Guldbrikken nu starter en landsindsamling.

“Brætspil kan efter vores opfattelse sprede grin, glæde, socialisering og nye indsigter i os selv og andre, så det vil vi gerne sprede ud til flere danskere. Vi tror, at mange har gamle brætspil liggende bagerst i skabet, som kan gøre større gavn andre steder som f.eks. på hospitaler, bosteder eller fængsler””, siger initiativtager Thomas Vigild fra Guldbrikken.

PapPower CirkelHan fortæller til SkalViLege.Nu, at han allerede har været i kontakt med flere af de tiltænkte modtagende instituationer, hvor der er blevet udtryk et behov. Forude ligger så et større opfølgende arbejde for at finde de rette modtagere til de rette spil.

 

Game spil kannibaliseres for reservedele

I skrivende stund er det kun muligt at donere spil i Bastard Cafe i København, men der arbejdes på flere indleveringssteder. Når du indleverer et brætspil, har du mulighed for at oplyse navn og e-mail, hvis du gerne vil vide, hvor dit spil ender senere. Det er selvfølgelig også muligt at være helt anonym.

Inden brætspillene når frem til modtagerne, sørger frivillige for at rengøre og reparere spillene, så de er klar til brug. Thomas Vigild regner med, at reservedele for hovedparten vil kunne kannibaliseres fra andre ikke komplette spil, så reparationerne ikke afstedkommer væsentlige udgifter for initiativtagerne.

Som en del af PapPower-initiativet tilbydes modtagerne af de donerede brætspil også besøg af en såkaldt PapPower-spilguru, der kan forklare spilreglerne ved for eksempel ved en spilaften.

Du kan læse mere om landsindsamlingen af brætspil på PapPower.dk.

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , ,