Skylanders og Disney Infinity kommer til Apple TV Nyheder

Apple TV skal være din nye spillekonsol

Apple kunne ikke blot løfte sløret for nye iPhones og iPad ved gårsdagens stort anlagte keynote – de er også klar til at lancere en helt ny version af deres set-top box Apple Tv til oktober.

Og fremover skal den ikke blot kunne håndtere video, streaming og musik – den skal også kunne spille.

Skylanders SuperChargers udkommer i en Apple-version med trådløs portal og controller.

Skylanders SuperChargers udkommer i en Apple-version med trådløs portal og controller.

Allerede nu er spiludgiveren Activision klar til at lancere det kommende Skylanders SuperChargers til Apple TV. Spillet udkommer i forvejen til både iPad, iPhone og iPod, og det er den helt samme udgave, som du vil kunne spille via Apple TV.

Skylanders SuperChargers startpakken udkommer i en Apple-version, der foruden figurerne Stealth Elf og Spirfire samt fartøjet Hot Streak indeholder en trådløs portal og controller, som tilkobles din Apple-enhed via bluetooth.

Har du allerede den trådløse portal og controller fra sidste års iPad-version af Skylanders: Trap Team, kan disse også benyttes. Så skal spillet bare downloades direkte fra App Store.

Fordi alle dine Apple-enheder samtidig er tilknyttet til den samme Game Center-konto, så gemmes dine fremskridt i Skylanders SuperChargers automatisk online, så du kan fortsætte det spil, du var i gang med på for eksempel din iPad, når du kommer hjem til dit Apple TV i stuen.

 

Disney Infinity udkommer også til Apple TV

Spiludviklerne fra Disney Interactive gør også klar til at lancere Disney Infinity 3.0 til Apple TV.

Her udkommer spillets startpakke ligeledes i en særlig Apple-version, der ud over figurerne Anakin Skywalker og Ahsoka Tano indeholder en trådløs bluetooth-controller og en Disney Infinity 3.0 base.

Foruden Skylanders Superchargers og Disney Infinity 3.0 udkommer der også en lang række andre spil til Apple TV, som ikke har nogen direkte legetøjstilknytning.

 

 

 

 

 

Kommentarer

Skrevet af

Thomas Berger

REDAKTØR: Har igennem en årrække skrevet om alt fra computerspil og forbrugerelektronik til tegneserier og ikke mindst legetøj i både aviser og magasiner, og besøger hellere legetøjsbutikker end museer på en ferie. Far til to.

    Tags: , , , , , , , , , , , , ,